torsdag den 13. oktober 2011

Grum tortur-horror fra Steen Langstrup

Den seriøse studerende Agnes og den noget mere jordnære Belinda er på arbejde en aften på en ensomt beliggende tankstation. Der er stort set ingen kunder, for Danmark er i finalen (i en sportsgren, vi sjovt nok ikke får at vide hvad er - men det er utvivlsomt fodbold). Enkelte driver dog forbi og de to piger forsøger også at få tiden til at gå ved at holde telefonisk kontakt med deres kærester. Men det er ikke trygt at være på arbejde sådan en aften - især når kunderne opfører sig mærkværdigt. Og der er åbenbart en eller flere ude i mørket, der har gruopvækkende planer med de to piger.

Med ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD serverer Steen Langstrup et kort, kontant og makabert gys. Vi er i tortur-genren og det er ikke rar læsning. Forfatteren satser ikke på at være den nye Shaun Hutson eller at matche AMERICAN PSYCHO, men den kommer højt op på splatter-skalaen. Samtidig er tempoet hæsblæsende. Ikke alene får vi flashforwards til det forfærdelige, der venter pigerne - bogen er på bare 150 sider og kan læses på ingen tid. Det med sidetallet vender jeg tilbage til.

Langstrup er ekstremt god til med få virkemidler at gøre sine personer levende. Vi lærer virkelig Agnes og Belinda at kende. Samtidig er det nemt at holde styr på personkredsen omkring dem - både kæresterne, men også de mere eller mindre skumle kunder og gerningsmanden/mændene, der vil dem ondt. Man kunne være kæk og sige, at Steen Langstrup skriver som en drøm - også når han skildrer et mareridt.

Det med virkemidlerne kommer også til udtryk i brugen af fysiske objekter. Tænk at en helt almindelig luftpumpe, som de fleste bilister vel har prøvet at bakse med på en tankstation, kan komme til at virke så uhyggelig. ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD er et rigtig godt gys, men det ville have klædt historien bare at have været 50 sider længere. Især i det dramatiske klimaks går det lidt for stærkt - men der er formentlig en tanke bag at udgive en så komprimeret roman efter det gigantiske PLANTAGEN-projekt. Designet af bogen er i øvrigt rigtig flot med grafiske effekter på alle siderne - det ser virkelig godt ud.

ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD er venligst stillet til rådighed af 2 Feet Entertainment.

1 kommentar:

  1. Hvad fanden!? er Steen Langstrup tilbage i fin form? - jeg var en af dem, der læste en del af hans bøger i 90'erne, men stod lidt af da han begyndte at skrive de der hårdkogte gangsterhistorier... men nu må jeg vist hellere plage mit i forvejen syge sind med lidt nyt stof fra denne mands side...

    SvarSlet