onsdag den 22. januar 2014

YOU'RE NEXT: En sej nyser af en gyser

Det kan være en akavet oplevelse at skulle møde sine kommende svigerforældre - og i det hele taget at deltage i større familie-begivenheder, hvor man endnu ikke kender alle deltagerne og deres særheder og hemmeligheder. Sådan er det også, da forældreparret Aubrey og Paul vil samle deres fire børn i det enorme hus ude på landet, de er ved at få indrettet som feriebolig.

De tre sønner og datteren har alle deres respektive kærester og koner med, og allerede under middagen går bølgerne højt med vilde diskussioner og fordomme, der skal køres af. Så brydes "den gode stemning", da en pil fra en armbrøst ryger ind gennem vinduet, og dræber en af de forsamlede. Huset er under angreb af maskerede mænd, og resten af aftenens dagsorden står på overlevelse for enhver pris.

Vi har fået en del home invasion-gysere de senere år, og man kunne måske få den tanke, at de bare kopierer hinanden i et desperat forsøg på at være med på moden. Men i de rette hænder kan det simple koncept ("der er nogle mennesker i et hus, som nogle mennesker/væsener udenfor forsøger at få fat i") sagtens byde på overraskelser og nervepirrende underholding. Et eksempel på dette er Adam Wingards eminente YOU'RE NEXT, der er en lille sej nyser af en gyser. Sjældent har jeg et så frisk og optimistisk på bud på, hvordan en moderne horrorfilm kan skrues sammen.

Adam Wingard er tydeligvis en mand, der kan hvert eneste trick i den store horror-bog - og den viden bruger han til at vende tingene på hovedet og lege med publikums forventninger. Der er en helt særlig stil i hans produktioner, hvilket man især kan fornemme i filmen A HORRIBLE WAY TO DIE, "Q Is for Quack"-afsnittet i THE ABCS OF DEATH og "Phase I Clinical Trials"-afsnittet i V/H/S/2.

I YOU'RE NEXT går det hele op i en højere enhed, og selv om filmen er præget af klicheer og personer, der træffer elendige beslutninger, så twistes tingene hele tiden, så vi ikke helt kan være sikre på, hvad der sker. Samtidig er manuskriptet holdt i en sorthumoristisk tone, der dog aldrig får filmen til at kamme over og blive til en komedie.

For horror-fans er det herligt at se Barbara Crampton (kendt fra RE-ANIMATOR og FROM BEYOND) i en sjælden rolle, og instruktørerne Larry Fessenden og Ti West er også med i mindre roller. Det er et vildt godt hold af skuespillere, der er blevet samlet til filmen, og den seje Sharni Vinson kommer vi formentlig til at se meget mere til i kommende skrækfilm. Danske Mads Heldtberg har i øvrigt været med til at komponere det effektive score.

På den engelske dvd-udgave fra Lionsgate finder man et kort bag kameraet-program, der ikke er det store sus, samt to forskellige kommentarlydspor, hvis man er til den slags.

YOU'RE NEXT, USA, 2011. Instruktion: Adam Wingard. Medvirkende: Sharni Vinson, AJ Bowen, Joe Swanberg, Nicholas Tucci, Barbara Crampton. Musik: Mads Heldtberg, Jasper Justice Lee, Kyle McKinnon.

9 kommentarer:

  1. Så den i går og er enig i din vurdering. Det er én af de film, der minder en om hvor herligt det kan være at være horror-fan. Det er som en vild rutsjebanetur gennem et horror-landskab man måske nok har set før, men hvor det her er koncentreret om alt det bedste og med et anstrøg af et nyt krydderi. Ingen der er til genren bliver skuffet her, det er garanteret.
    Og så er der de fede replikker. Bliver nødt til lige at komme med en, men det er på eget ansvar da det i sagens natur er en spoiler:

    - You never want to do anything interesting any more.
    - I don't think that's a fair criticism.
    - Fuck me next to your dead mother then.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lidt en film, der har delt vandene, men jeg er - som sagt - vild med den.

      Slet
    2. Ja, jeg har set at flere af de danske anmeldere ikke kan lide den. BTs overskrift er endda: Her er gyseren du IKKE skal se. Bevares - den er da ikke perfekt, men generelt leges der med genren og klichéerne og man mærker tydeligt at hele holdet ved hvad de laver. Og så er der den her fantastiske retro-stemning, der også gjorde House of the Devil så seværdig. Jeg synes ikke anmelderen på BT vurderer filmen på filmens egne præmisser.

      Slet
    3. Kan i huske da DRs tidligere filmprogram, 'Filmland' giv CABIN FEVER 0 ud af 6 pile...? det var også virkelig respektløst, og ja det er ikke en perfekt film, og den låner meget fra her og der, men den skal nok nærmere ses som en hyldest til flere af horrorgenrens større værker... jeg kan sgu meget godt lide den, og jeg synes at den er værd at se... men det er ligesom at horrorgenren ikke altid bliver behandlet så anstændigt som vise andre genrer... for pokker da, vi kan jo ikke alle lide FAST AND THE FURIOUS-film!?

      Slet
    4. Sjovt nok husker jeg lige præcis den anmeldelse. Det var Søren Høy, der tilmed lod som om han faldt i søvn under filmen. Og med Cabin Fever har jeg det faktisk lidt på samme måde som med You're Next: En rutsjebanetur, en virkelig sjov film. Hvis anmelderen ikke bedømmer filmen på dens egne præmisser, er det ikke helt fair for hverken filmen eller læseren. Det er selvfølgelig ikke fordi der ikke må være et stærkt subjektivt præg på anmeldelsen, men det er ærgerligt når de få film, der rent faktisk har lidt mere at byde på, bliver stemplet som rene makværker.

      Men jeg vil så også sige at BTs anmeldelse, som jeg nævnte før er et grelt tilfælde. Anmelderen skriver fx at 'man griner på de forkerte tidspunkter'. Her tror jeg faktisk at han griner på de rigtige tidspunkter, men uden at vide det. Og at 'skuespillet er dårligt' er jeg slet ikke enig i. Altså, der er så mange gysere med elendigt skuespil, men det kan man ikke beskylde den her for. Men ok, det er da fair hvis han ikke kan lide den, men argumenterne virker langt fra overbevisende. Jeg tror bare det er én af de film, der kan få folk, som normalt ikke ser horror, til af opsøge mere, hvis de ser den.

      Slet
  2. Det lyder spændende. Jeg har haft den på min Amazon wishlist i et stykke tid, og jeg må sige at jeg har fået mere lyst til at se den nu...

    Iøvrigt så jeg lige "Hansel & Gretel: Witch Hunters" - i den forlængede udgave på blu-ray, og jeg synes faktisk at den var underholdende nok og ret splattet, men hvorvidt det var horror, så synes jeg at jeg er lidt mere i tvivl... det er vel en actionkomedie med horrorelementer - meget a la "Van Helsing", der er en fantastisk dårlig film, når man ser den anden gang...

    SvarSlet
  3. Som jeg vist tidligere har bemærket, så synes jeg, det er svært at skrive gode anmeldelser; forstået på den måde, at de er brugbare for andre. Men det er sandelig også rigtigt, at danske medier generelt ikke er flinke ved gyserfilm.

    SvarSlet
  4. Jeg synes dine anmeldelser er yderst brugbare. Der er en rigtig god balance mellem fakta og personlige indtryk. Har fået inspiration til flere indkøb herfra:)

    SvarSlet