fredag den 20. maj 2016

FÆRGEN: Døden sejler med i ekstremt underholdende svensk horror-roman

Du har set det hundredvis af gange i amerikanske slasherfilm. En gruppe unge mennesker tager ud til en hytte i skoven eller i vildmarken, hvor mobildækningen er ad helvede til, og hvor der er uendelig langt til den nærmeste nabo. Så da ondskaben slår til - ofte i form af en maskeret galning - så er de helt isoleret. Ingen kan hjælpe dem, ingen kan høre deres skrig og nødråb.

Når man ser sådan en film får man den tanke, at det ikke kan passe, at folk kan blive isoleret på den måde. Men vi tænker måske ikke så meget på, at der rent faktisk findes miljøer, der er mere eller mindre afskåret fra omverdenen - også selv om det kun er i ganske få timer. Sådan er det eksempelvis på en færge, der i et kort tidsrum bliver et lukket univers, hvor passagererne og besætningen er sammen på et begrænset areal. Så kan alt jo ske.

Det gør det så sandelig også i den svenske forfatter Mats Strandbergs skrækroman FÆRGEN, der foregår ombord på Baltic Charisma, en færge, der ligger i evig pendulfart mellem Stockholm i Sverige og Åbo i Finland. Midtvejs ligger Åland, der af told-tekniske årsager får besøg af færgen, men ellers er man overladt til sig selv - midt i en kæmpe-buffet, karaokebar, taxfree-butik og alt det andet, der kan få passagererne til at glemme den travle hverdag.

Blandt de mange, vi møder, er den ensomme Marianne, der er tidligere lægesekretær, veninderne Madde og Zandra, der har været med færgen mange gange før, det 12-årige adoptivbarn Albin, der skal på tur med sine forældre, men som ser mere frem til at kunne møde sin elskede kusine Lo igen, den håndfaste sikkerhedsvagt Pia, bartenderen Filip, den kyniske forhenværende Melodi Grand Prix-stjerne Dan Appelgren og den tidligere færge-ansatte Calle, der har taget sin kæreste Vincent med på turen. Og så er der to mystiske passagerer, der holder sig for sig selv, og som har deres helt eget formål med at tage færgen til Finland.

Forfatteren Mats Strandberg (Foto: Henric Lindsten)
Mats Strandberg bygger stille og roligt op, og giver sig god tid med at lade læseren lære personer at kende. Han skriver i et ekstremt flydende sprog med mange detaljer, og han klipper ubesværet mellem de forskellige karakterer, uden at vi for alvor mister overblikket over, hvor de befinder sig. Der er en form for bestseller-feeling over den måde, som FÆRGEN er skruet sammen på, og man stryger igennem de knap 500 sider på ingen tid. Her er et afsnit fra tidligt i bogen, hvor skibet præsenteres:

"Baltic Charisma blev bygget i Split i Kroatien i 1989. Hun er 170 meter lang, 28 meter bred og har plads til over 2.000 passagerer. Men det er længe siden, at den svenskflagede færge har været helt fyldt op. I dag er det torsdag, og der er knap tolv hundrede passagerer, som lige nu strømmer om bord. Ikke mange af dem er børn. Det er i begyndelsen af november, og efterårsferien er forbi. Om sommeren er det øverste dæk fyldt med liggestole, men nu er der tomt på nær nogle af de passagerer, der gik om bord i morges i Finland. De ser ud over det efterårskølige Stockholm, som solens sidste stråler ikke formår at varme op. Nogle venter utålmodigt på, at Charisma skal lægge fra land, så barerne åbner igen".

Så enkelt kan det gøres. Men nu læser man også FÆRGEN på ingen tid, fordi den ganske enkelt er spændende. Da de mystiske passagerers sande væsen afsløres, begynder Baltic Charisma langsomt at forvandle sig fra at være en flydende fest til at være en dødssejler. Og jeg kan godt røbe, at det bliver virkelig blodigt.

Til gengæld vil jeg ikke afsløre hvilket monster, vi har med at gøre. Selv om man kan google sig til det på ingen tid, og selv om forfatteren i interview om bogen selv kommer ind på, hvad de stakkels passagerer må kæmpe imod, så er det fascinerende at læse historien uden at vide noget om det. Nok er det et klassisk monster, der er løs på Baltic Charisma, men Mats Strandberg har sit helt eget fascinerende twist.
Der er en form for bestseller-feeling over den måde, som FÆRGEN er skruet sammen på, og man stryger igennem de knap 500 sider på ingen tid
Forfatteren, som herhjemme er kendt for Engelsfors-trilogien, der er skrevet sammen med Sara B. Elfgren, skal have ros for at komme i land med et ekstremt ambitiøst projekt, hvor en sublim person- og miljø-skildring går hånd i hånd med nådesløse beskrivelser af ufattelige rædsler. Garvede gyser-læsere vil måske ikke opleve bogen som helt oppe at ringe på uhygge-skalaen, men den er nervepirrende, og de sidste 100 sider er vildt intense.

FÆRGEN er horror-underholdning i topklasse, og nu er det bare at vente på den lovede filmatisering - og på den næste roman fra Mats Strandberg. Jeg håber, at han holder fast i gyset, for han virker som en fortæller, der kan forankre sig i læsernes mareridt de næste mange år.

Mats Strandberg: FÆRGEN. Forlaget Modtryk, 2016, 474 sider, indbundet, vejledende pris: 299,95 kr. Oversat af Allan Hilton Andersen. Omslag: Pär Åhlander. Omslagsfoto: Kim Petersen. Udkommer også som e-bog og lydbog. FÆRGEN er venligst stillet til rådighed af forlaget.

2 kommentarer:

  1. Spændende, den lyder lige som noget for mig, så jeg har hentet den på Mofibo og er straks gået igang. De er netop gået ombord på færgen og linierne
    "Om treogtyve timer vil Charisma være tilbage ved kajen i Stockholm. Men på den her tur er der to passagerer, som ikke ligner nogen, hun har haft om bord før."
    lyder lokkende og jeg glæder mig - de næste par timer er jeg i hvert fald også ombord.;o)

    SvarSlet