onsdag den 10. oktober 2018

Another World Entertainment har en del horror på vej på dvd og video on demand

Gennem årene har vi fået rigtig meget horror fra det danske selskab Another World Entertainment, og AWE har også været en af de bærende kræfter bag Blodig Weekend-festivalen. Desværre har de over tid skåret ned på de klassiske titler, hvor især italienske 70'er- og 80'er-gys har fyldt meget i programmet, og det seneste år har det i det hele taget været sporadisk, hvad de har udgivet af horror som sådan.

De kommende måneder er der dog en god håndfuld skrækfilm på vej. Ærgerligt nok har de helt droppet Blu-ray-formatet, og det har skabt en del debat på de sociale medier, da fans godt kan gennemskue, at titler, vi i Danmark kun får på dvd og VOD (video on demand), udkommer på Blu-ray i de andre nordiske lande. At det så samtidig kan være svært for at få fat i netop disse Blu-ray-udgivelser, fordi ikke alle webshops har fattet, at man godt kan sende post over landegrænserne, er også irriterende. Du kan læse mere om problematikken i dette blog-indlæg fra Jack Jensen.

Jeg er primært til Blu-ray, så jeg kommer ikke til at købe nogle af de nedenstående titler fra AWE, men det er muligt at et par af dem bliver samlet op på Blockbuster.dk. Men her er altså det, der er på vej.

WHAT THE WATERS LEFT BEHIND (LOS OLVADADOS). Dvd+VOD. Denne argentinske gyser blev vist på den seneste Blodig Weekend-festival, og kom på VOD i august. Nu er den også ude på dvd.

VAMPYRVIDAR. Dvd+VOD, 22. oktober. Denne norske gyser var et hit på Blodig Weekend 2018.

JEEPERS CREEPERS 3. Dvd+VOD, 29. oktober. Mange fans har nok ventet på denne treer, mens andre er forargede over, at den pædofili-dømte instruktør Victor Salva får lov til at lave film.

THE BARN. VOD, 5. oktober. Det smager rigtig meget af retro-gys i denne amerikanske skrækfilm.

JULEBLOD. Dvd+VOD, 26. oktober. Mere norsk horror, dog fra Reinert Kiil, som bestemt ikke har imponeret med sine tidligere produktioner.

DEAD TRIGGER. Dvd+VOD. Dolph Lundgren smadrer zombier.

DEAD NIGHT. VOD, 10. december. Amerikansk horror med mange genre-navne på rollelisten.

NIGHT OF SOMETHING STRANGE. VOD, 17. december. Mere amerikansk horror.

4 kommentarer:

  1. Fin blogg. Another World er glad i Lundgren.Jeepers Creepers 3 var svak. Så er regissør veldig eklig da han er pedo. Vampyr Vidar så jag i går. Ikke min smak. the Barn er smal men dog god. Kiil sine filmer er da topp! Hora var brad. Huset er beste skrekk fra skandinavia etter Nattevagten och Låt den retta komme inn. Juleblod var inte like sterk som Huset dog veldigt morsom!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er slet ikke fan af Kiils film, men jeg ender nok med at se det meste af det alligevel.

      Slet
    2. Interessant nok (i forbindelse med vores tidligere snak om undertekster), så har både den norske blu-ray af "Juleblod" og "VampyrVidar" danske undertekster til trods for, at de kun kommer på dvd i Danmark (i alt fald ifølge cdon). Jeg skal i alt fald have den norske blu-ray af "VampyrVidar".

      Slet
    3. Cool. Tak for info - det er værd at tjekke ud.

      Slet