af personerne sidder med en stor notesblok. Han udstråler autoritet. Han kigger over på mig og nikker. Med et suk rejser jeg mig op. Et øjeblik kan jeg ikke sige noget, men så kommer det: "Hej, jeg hedder Søren og jeg... jeg er fan af SCREAM-filmene". Alle de andre klapper. Jeg sætter mig ned og føler en enorm lettelse. Endelig fik jeg det sagt.Mange unge horror-hyæner hader Wes Cravens SCREAM. De betragter filmen som et primitivt, kommercielt produkt, der ikke er værd at bruge tid på, hvis man er "rigtig" gyserfan. At den så ovenikøbet fik hele to fortsættelser og en sand stime af efterligninger gør ikke tingene bedre. Det viser jo bare hvor værdiløs filmen er. Men jeg må indrømme, at jeg elsker SCREAM. Jeg genså den her til aften og den holder stadig. Big time!
Kritikken er især gået på brugen af humor og de mange in-jokes. Jeg mener, at filmen overlever i kraft af sin humor og forstærker de skræmmende scener. Mange af vittighederne er meget platte, men alt serveres meget stramt af de forrygende skuespillere. Wes Craven har selv sagt, at han formentlig aldrig har haft en så godt castet film. Neve Campbell og Skeet Ulrich er specielt gode, og selv Matthew Lillard er til at holde ud at se på. Og så er Henry Winkler skøn i sin rolle som rektor. Kevin Williamsons manus er fuld af overraskelser og det fører frem til en storslået og grum finale, der virker ekstremt stærkt, uanset hvor mange gange, man ser den. Det er altså ikke film for tøsedrenge.
Både 2'eren og 3'eren kommer ikke i nærheden af den første SCREAM, men de har også deres kvaliter. Rygter om en 4'er har spøgt i mange år, men det ville nok være for meget, selv om jeg nok skal troppe op til endnu en omgang med spøgelset-fjæset. Det manglende da bare. Man er vel fan...
SCREAM, USA, 1996. Instruktion: Wes Craven. Medvirkende: Neve Campbell, David Arquette, Courteney Cox, Skeet Ulrich, Rose McGowan. Musik: Marco Beltrami.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar