Viser opslag med etiketten Wes Craven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Wes Craven. Vis alle opslag

tirsdag den 1. november 2016

Skønt gensyn med SCREAM

Jeg er meget glad for Wes Cravens SCREAM-film, men af en eller anden grund har jeg aldrig set nogle af dem i biografen. Det blev der rettet op på i aftes, da den første af dem kørte over lærredet i CinemaxX i København som en del af CPH PIX-festivalen. Visningen var en 20 års jubilæums-forestilling ... ja, man skulle ikke tro, at denne nyklassiker allerede har to årtier på bagen (premieren i USA var den 20. december 1996, men den først nåede til Danmark den 27. juni 1997).

Biografen vrimlede med personer i Ghostface-kostumer, og "Red Right Hand"-sangen kørte i højttalerne, så stemningen var i top. Før filmen var der en quiz; sindrigt konstrueret, så alle kunne følge med oppe på lærredet, mens vi tastede svarene på de 21 spørgsmål ind på vores smartphones. Genren var horror generelt og SCREAM i særdeleshed, og jeg fejlede kun på det sidste spørgsmål, så jeg endte med at vinde det hele. Præmien var to CPH PIX-T-shirts og to fribilletter til festivalen. Cool.

Det var superfedt at se SCREAM på det store lærred med fuld power på lyden. Selv om jeg har set den mange gange før, så gav det store format en hel masse ekstra, og filmen virkede lige så stærkt, som den plejer. Wow, det var en god aften i biografen.

onsdag den 3. august 2016

Wes Cravens fødselsdag blev markeret med et gensyn med SCREAM

I går kunne den amerikanske filminstruktør Wes Craven være blevet 77 år, men desværre døde han den 30. august sidste år. Nu markerer jeg ikke nødvendigvis alle mærkedage i horror-genren, men et opslag på Facebook bragte mig på sporet af at gense en af Wes Cravens mange gysere. Valget faldt på den fænomenale SCREAM fra 1996 (ja, den film nærmer sig stille og roligt sit 20 års jubilæum).

Det var som altid en herlig oplevelse at se den. Ikke alle horror-fans sætter pris på SCREAM, men jeg bliver stadigt mere glad for den. Castet er helt i top, og der er mange små detaljer, der står særdeles skarpt, når man har set den mange gange. Og slutningen er forrygende! Jeg kan ikke vide, om jeg også næste år markerer Wes Cravens fødselsdag, men måske skulle jeg gøre det til en vane.

mandag den 31. august 2015

Horror-legenden Wes Craven er død

Den amerikanske filminstruktør Wes Craven er død i sit hjem i Los Angeles af kræft i hjernen. Han blev 76 år gammel. Cravens død er som en atombombe i horror-miljøet, for han var en af de mest indflydelsesrige, intelligente og energiske skabere af skræk, gru og rædsel, vi har haft. Langt fra alle hans film var lige gode, men Craven ville horror, og når man ser på hans filmografi, så var hovedparten af projekterne i den uhyggelige genre. For pokker, hvor var han dedikeret!

Wes Cravens mest kendte film er selvfølgelig A NIGHTMARE ON ELM STREET fra 1984, hvor vi møder barnemorderen Freddy Krueger, der fra den anden side af graven hjemsøger folk i deres mareridt. Filmen byder på en af genrens største og mest genkendelige skurke/monstre - i skikkelse af den fantastiske Robert Englund, der i årene efter igen og igen blev pakket ind i den ikoniske makeup, mens han tog den stribe trøje og den modbydelige kniv-handske på.

Jeg genså A NIGHTMARE ON ELM STREET for nogle måneder siden i Cinemateteket, hvor den blev vist i en fænomenalt flot digital kopi. Over årene har vi fans vænnet os til, at manuskriptet er lidt kluntet - ikke mindst i filmens sidste kvarter, men det er og bliver en storslået skrækfilm. Især er mareridts-sekvenserne originale og nervepirrende som ind i helvede. Det er en gyser, man kan se igen og igen.

Der nåede at komme syv film i ELM STREET-serien, men det var kun den sidste, WES CRAVEN'S NEW NIGHTMARE, der igen havde Craven bag kameraet. En TV-serie, en kamp mod Jason Voorhees og et remake blev det også til, og rygterne fra Hollywood går på, at endnu et remake/reboot er på vej. Det siger noget om hvor sejlivet en figur, Freddy Krueger er.

Wes Craven debuterede i 1972 med den brutale THE LAST HOUSE ON THE LEFT, der blev produceret af Sean S. Cunningham, der siden fik et mega-hit med FRIDAY THE 13TH. Filmen havde den geniale tagline: "To avoid fainting, keep repeating: 'It's only a movie, only a movie, only a movie...'", og den er så voldsom, at den engelske censur-myndighed BBFC først i 2008 tillod, at den måtte udkomme i England i en komplet og uklippet udgave. (Makaber trivia: Wes Craven døde på 43-års-dagen for filmens premiere i USA, der var den 30. august 1972).

I 1977 kom THE HILLS HAVE EYES, der herhjemme blev lanceret under den knap så poetiske titel SLAGTERBANDEN. Det var den første Wes Craven-film, jeg så, og det var i Imperial-biografen i Odense. Husker at jeg dengang var en smule skuffet over den, men på det tidspunkt var jeg vist helt oppe at køre over at have set John Carpenters HALLOWEEN for første gang, og håbede vel egentlig, at enhver skrækfilm skulle have den samme effekt. Regner dog stadig HILLS... for at være et af Cravens mindre vellykkede projekter, men det er under omstændigheder en film, som folk bed mærke i.

Sjovt nok kom den første A NIGHTMARE ON ELM STREET ikke op i de danske biografer, og jeg kan huske, at jeg ærgrede mig over ikke at nå ind at se THE SERPENT AND THE RAINBOW, da den gik i Odense. Den kørte vist kun en lille uges tid, og på trods af den tåbelige danske titel - I GRAVENS DYBE STILLE RO - så virkede den spændende. Det var dog en stor oplevelse senere at se den på video, og scenen med edderkoppen i graven er stadig noget af det mest uhyggelige, jeg har været vidne til.

Wes Craven fortsatte med at lave gysere gennem årene, og var producent på flere titler, både sine egne og på andre instruktørers. Her nåede han f.eks. også at sætte sine fingeraftryk på remake-udgaverne af THE HILLS HAVE EYES og THE LAST HOUSE ON THE LEFT. Men blandt hans mange værker er også SCREAM-serien, der cementerede Cravens status som en sand "master of horror". Her fik man humor og horror i et helt unikt mix, og især den første film er fænomenal - ikke mindst i kraft af den grumme finale. Og selv om jeg i første omgang syntes, at SCREAM 4 var en tam omgang, så har jeg efterhånden set den en seks-syv gange.

Ellers har Craven stået bag film som DEADLY BLESSING, SWAMP THING, DEADLY FRIEND, SHOCKER, THE PEOPLE UNDER THE STAIRS, VAMPIRE IN BROOKLYN, CURSED og MY SOUL TO TAKE. Bestemt ikke klassikere alle sammen, men når man ser en liste med titler som disse, så bliver det tydeligt, at Wes Craven ville horror - og det er en af de mange forklaringer på, at han blev en legende. Hvil i fred.

fredag den 26. april 2013

Nu sker det: MTV vil lave SCREAM til en TV-serie

I sommer fik vi nyheden om, at MTV havde planer om at lave en SCREAM-TV-serie, men siden har der ikke været noget nyt om projektet. Nu har de så langt om længe bestilt et pilotafsnit, som skal laves i samarbejde med Dimension Films. En manuskriptforfatter er vist ikke hyret endnu, men Wes Craven nævnes som en mulig instruktør af pilotafsnittet. Ender SCREAM med at blive til en egentlig TV-serie, så skulle den kunne få premiere i sommeren 2014. Kilde: The Hollywood Reporter

fredag den 15. marts 2013

Skrigende god slappe af-horror

Jeg ved ikke hvad det er, der gør det, men nu har jeg set SCREAM 4 to gange i løbet af meget kort tid. Det er god slappe af-horror, når man ikke lige magter at forholde sig til noget nyt eller se en klassiker.

lørdag den 1. december 2012

Så købte jeg lige SCREAM 2

Tænk at man skal købe den samme film flere gange. I dag var det SCREAM 2, der røg i min indkøbskurv under en shoppingtur inde i byen. Den har jeg allerede på en dvd-udgave fra Scanbox og det endda i en smagfuld papæske, der også indeholder den første SCREAM. Problemet er bare, at begge film er i letterbox og når man nu kan få en dvd-udgave fra Nordisk Film, der er i anamorphic widescreen, så måtte jeg selvfølgelig investere i den. Økonomien i projektet var til at have med at gøre, da dvd'en kostede 49,95 kroner, men det er alligevel irriterende, at det skal være så svært for et filmselskab at gøre det rigtigt første gang.

Jeg genså i øvrigt lige filmen; nu hvor jeg havde fået den hjem, og den er forrygende god underholdning. Der er smæk for skillingen fra første sekund (scenen i biografen er bare for vild) og det er kun slutningen, der måske lige bliver lidt for lang og overforklarende med overgearede stumfilm-fagter fra enkelte af skuespillerne. Men jeg holder meget af den film... tja, så meget, at jeg nu har den i to udgaver!

torsdag den 29. november 2012

SCREAM 4 ... igen igen

I foråret genså jeg Wes Cravens SCREAM 4 på dvd, og skrev i den forbindelse, at det formentlig er sådan en film, man altid lige kan se, hvis man ikke kan finde på andet. Jeg må indrømme, at det har vist sig at være rigtigt ... i hvert fald forstået på den måde, at jeg forleden aften så den igen. Så nu har jeg set den to gange i år. Hmm...

lørdag den 6. oktober 2012

Wes Cravens voodoo-mareridt!

I næste uge udgiver Another World Entertainment Wes Cravens ekstremt nervepirrende voodoo-gyser THE SERPENT AND THE RAINBOW. Og det bliver endda med et helt andet cover end det, der har prydet tidligere udgivelser rundt om i verden. Jeg kan godt li' slaglinjen: Wes Cravens voodoo-mareridt! Den er lidt sej.

torsdag den 20. september 2012

Nyt fedt cover til DEADLY BLESSING

For lidt over et år siden viste jeg her på bloggen fire forskellige VHS- og dvd-forsider til Wes Cravens DEADLY BLESSING. Nu har Scream Factory på deres Facebook-side afsløret endnu en variant. Den er tegnet af Nathan Thomas Milliner og skal bruges på Scream Factorys kommende dvd- og Blu-ray-udgivelse af filmen.


søndag den 10. juni 2012

Njutafilms udgiver Wes Cravens THE SERPENT AND THE RAINBOW på dvd

Jeg har aldrig brudt mig om plakaten til Wes Cravens fine THE SERPENT AND THE RAINBOW. Den ser sjusket og tilfældig ud. Ikke at jeg kan pege på en anden måde, de skulle have løst opgaven på - det er trods alt en gyser, der ikke helt ligner de andre. Plakaten har dannet grundlag for diverse video- og dvd-forsider gennem årene - også den danske dvd, der endda er prydet med den tåbelige titel I GRAVENS DYBE STILLE RO. Ak ja, det må have været en erhvervspraktikant, de lige havde inde den dag, filmselskabet skulle finde på en dansk titel.

I begyndelsen af næste måned udgiver svenske Njutafilms så THE SERPENT AND THE RAINBOW på dvd. Motivet er stadig det samme, selv om der er ændret lidt på beskæringen og der er skruet op for farverne. Men i det mindste er det den originale titel, der står på forsiden.

søndag den 28. august 2011

Der er mange måder at sælge DEADLY BLESSING på - her er fire eksempler

Engelske Arrow Films har før udgivet Wes Cravens DEADLY BLESSING, men nu skal den altså lige have en deluxe-behandling fra den afdeling af selskabet, der hedder Arrow Video. Den 14. november udkommer filmen igen med et festfyrværkeri af nyt ekstramateriale som f.eks. en introduktion af Michael Berryman og et kig på den ikoniske skuespillers karriere. Der følger også en booklet af Kim Newman med samt et nyt, skræmmende cover af Gary Pullin.

Det giver selvfølgelig anledning til lige at tage et kig på nogle DEADLY BLESSING-forsider, så her er den danske salgs-VHS-kassette fra Nordisk Film, dvd'en fra Arrow Films, dvd'en fra danske NTC Film og endelig den kommende dvd fra Arrow Video.

tirsdag den 21. juni 2011

Slagterbanden flænser løs på Blu-ray

Det er lidt vildt, at en så rå og primitiv film som Wes Cravens THE HILLS HAVE EYES (eller SLAGTERBANDEN, som den fornøjeligt nok hedder på dansk), nu udkommer på det fornemste digitale format til hjemmebrug. Image Entertainment udgiver filmen på Blu-ray i USA den 6. september. Kilde: Dread Central

torsdag den 14. april 2011

Syv teenagere på jagt efter en morders ånd

Det er blevet Ripper-dag i byen Riverton. For 16 år siden blev syv børn født den aften, hvor den bindegale seriemorder Abel Plenkov slog sin kone ihjel. Efter et skyderi med politiet såres han, men forsvinder efterfølgende, da ambulancen forulykker på vej mod hospitalet. Nu samles de syv teenagere hvert år for at forhindre Abel Plenkovs ånd i at genopstå - men meget tyder på, at det netop er i år, at The Riverton Ripper vil slå til igen. De unge omkommer på blodig vis - en efter en.
MY SOUL TO TAKE er meget en Wes Craven-film, men det er ikke nødvendigvis en god ting. Vi får endnu engang en gruppe unge mennesker, der er oppe imod en dæmonisk morder - og de må forsøge at danne fælles front mod det onde. Der er mange forskellige koncepter i spil her. Abel Plenkov led af personlighedsspaltning og en af myterne om ham er, at hans mange personligheder har manifesteret sig i hver enkelt af de syv unge, der blev født på den skæbnesvangre aften for 16 år siden. Derfor er de meget forskellige som individer.
Der er så en del snak om, at Abel muligvis er vendt tilbage (ganske enkelt fordi han overlevede ulykken dengang), men det kan også være, at hans sjæl ganske enkelt har overtaget en af de unge. Og så er der et gennemgående tema med fugle - ikke mindst om den californiske kondor, der lever af ådsler. Det er altså en fugl, der "spiser død". Hold da op.

Alt dette er meget godt, men Wes Craven formår aldrig at samle alle sine brikker til et storslået puslespil. Allerede under den ekstremt dynamiske indledning bliver man godt og grundigt forvirret - og der er ikke megen hjælp at hente undervejs. Mange af de forvirrende elementer er formentlig tænkt som vildspor, men det kommer i stedet til at virke sjusket og rastløst - som om Craven faktisk ikke havde styr på manuskriptet, da han gik i gang med filmen.
Han er dog en dygtig håndværker og derfor er det forholdsvis fornøjeligt at se MY SOUL TO TAKE. De unge skuespillere gør det godt og leverer den forvrøvlede dialog med stor intensitet. Men en stor oplevelse bliver det altså aldrig. Filmen blev i øvrigt optaget i 2-d, men konverteret til 3-d til biograferne - utvivlsomt for at tjene flere penge. Der er dog ikke mange scener, der umiddelbart virker som om, at man pinedød burde have set den i 3-d.

Den engelske dvd fra Momentum Pictures byder på udvidede og slettede scener, alternativ åbning og slutning samt et kommentarlydspor som ekstramateriale.

MY SOUL TO TAKE, USA, 2010. Instruktion: Wes Craven. Medvirkende: Max Thieriot, John Magaro, Denzel Whitaker, Zena Grey, Nick Lashaway. Musik: Marco Beltrami.

onsdag den 6. april 2011

Få alt at vide om Wes Craven

Nu er der ikke længe til, at SCREAM 4 får premiere. Så kunne det måske være passende at dykke lidt ned i Wes Cravens karriere. Det kan man bl.a. gøre med bogen WES CRAVEN: THE MAN AND HIS NIGHTMARES. Den er skrevet af John Wooley og er udkommet på forlaget John Wiley & Sons. Her skulle man bl.a. kunne læse, hvorfor A NIGHTMARE ON ELM STREET-franchisen ikke gjorde Craven til en rig mand. Bogen kan købes fra Amazon og alle de andre online-forhandlere.

fredag den 25. februar 2011

Cravens MY SOUL TO TAKE på engelsk dvd

Wes Cravens MY SOUL TO TAKE har været ude på det amerikanske dvd-marked siden den 8. februar, men jeg har ikke haft et frådende behov for at bestille den hjem. Filmen gik rigtig dårligt i biograferne og anmelderne kunne heller ikke li' den. Nu rykker den så lidt tættere på en "lokal" udgivelse, når Momentum Pictures udgiver filmen på dvd og Blu-ray i England den 4. april. Så er det bare om at holde øje med et godt online-tilbud... Kilde: DVD Active

mandag den 31. januar 2011

Ny SCREAM 4-plakat er bare så retro

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man få den tanke, at den nye plakat til Wes Cravens SCREAM 4 er lavet af en fan. Men det skulle være et officielt design... så må man selv afgøre, om det er kitsch eller retro, at den minder om en af plakaterne fra 3'eren. Kilde: Yahoo! Movies

onsdag den 20. oktober 2010

Så er det afgjort... Wes Cravens bedste film er A NIGHTMARE ON ELM STREET

Hvor er det dejligt med en afstemning, hvor resultatet er krystalklart. For en uges tid siden spurgte jeg jer læsere hvilken af Wes Cravens gysere, der er den bedste. 114 klikkede ind på afstemningen og hele 46 personer (eller 40 procent) pegede på A NIGHTMARE ON ELM STREET. Ifølge læserne vil en Wes Craven Top 5 se således ud:

1. A NIGHTMARE ON ELM STREET (46 stemmer).
2. THE LAST HOUSE ON THE LEFT (22 stemmer).
3. SCREAM (11 stemmer).
4. THE HILLS HAVE EYES (7 stemmer).
5. THE SERPENT AND THE RAINBOW (4 stemmer).

...og det ser jo meget fornuftigt ud. Syv læsere klikkede dog på, at "Manden kan ikke lave gysere", så der er selvfølgelig nogle, der ganske enkelt ikke kan li' hans film.

mandag den 11. oktober 2010

Wes Cravens nye film skuffer i biograferne

Wes Cravens seneste gyser, MY SOUL TO TAKE, har haft premiere i USA i denne weekend og det er gået alt andet end godt. Anmeldelserne har været lunkne og ifølge de foreløbige prognoser har den heller ikke solgt ret mange billetter. Filmen lander godt nok på en femteplads på hitlisten, men det har bestemt ikke været en weekend med stærke nyheder. MY SOUL TO TAKE har omsat for 6,9 millioner dollar i 2572 biografer. Flere af anmelderne bemærker, at filmen absolut intet vinder ved at være blevet konverteret til 3-D. Når Hollywood tager halvsløje gysere og pumper dem op med 3-D, så er der virkelig noget galt. Kilde: Box Office Mojo

søndag den 10. oktober 2010

Total nostalgi: SLAGTERBANDEN

Ovre på Uncuts forum er der gået lidt sport i at grave gammel avisannoncer frem for mere eller mindre klassiske genrefilm. Jeg har lige lånt denne her for Wes Cravens THE HILLS HAVE EYES, der på dansk fik den effektive titel SLAGTERBANDEN. Sjovt nok oversættes originaltitlen også i annoncen (BJERGENE HAR ØJNE). Jeg så filmen i 1979 og var noget skuffet over den - men nu så jeg den kun få dage efter at være blevet udsat for John Carpenters HALLOWEEN. Avisannoncer bruges i dag stort set kun i forbindelse med premierer - det er slut med side op og side ned med annoncer for hver eneste film i hver eneste biograf. Nu må man nøjes med lister, der ikke kan læses uden brug af lup.

torsdag den 29. april 2010

SCREAM 4-optagelserne begynder i juni

Wes Craven har snakket med Entertainment Weekly om den kommende SCREAM 4-film, hvor han bl.a. kan fortælle, at optagelserne begynder til juni i Michigan. I filmen møder vi en ti år ældre Sidney, der har forsøgt at lægge de mange grumme oplevelser bag sig, men som endnu engang må stå ansigt til ansigt med Ghostface. SCREAM 4 får premiere den 15. april 2011. Wes Craven har også sagt ja til at lave SCREAM 5 og 6.