FEAST er resultatet af tredje sæson af PROJECT GREENLIGHT, reality-TV-serien, hvor bl.a. Ben Affleck og Matt Damon prøver at give unge filmmagere deres første chance for at lave en rigtig spillefilm. De to første film, der kom ud af projektet, var forholdvis seriøse, hvilket ikke var meget værd, da de landede i biograferne.
Derfor var tanken bag tredje sæson at lave en markant mere kommerciel sag, nemlig en gyser til Dimension Films. Derfor blev Wes Craven også koblet på projektet. PROJEKT GREENLIGHT fungerer på den måde, at det bedste manuskript og den bedste instruktør bliver valgt, og så følger serien ellers tilblivelsen af filmen. Og det med et budget på omkring to millioner dollar. Patrick Melton og Marcus Dunstans FEAST-manuskript vandt, mens den uerfarne John Gulager blev udpeget til at instruere.
FEAST er en forholdsvis traditionel monsterfilm om en gruppe mennesker, der tilfældigvis befinder sig i en nedslidt bar, da en såret mand braser ind gennem døren og annoncerer, at en flok blodtørstige og sultne monstre er på vej for at æde dem alle. Vi får ikke noget at vide om hvor disse monstre kommer fra, men vi opdager hurtigt, at de ikke er til at spøge med. Nu gælder det om at barrikadere baren og så ellers blive enige om en plan.
At FEAST er lavet på en lille budget, er tydeligt at se. Hele filmen foregår i og omkring baren, og den er skudt på HD-video. Monstrene er alle lavet med fysiske effekter uden at have været i nærheden af en CGI-ekspert. Denne rå form antyder altså, at filmen kunne være et lavbudget-vidunder, der genopfinder genren og sætter nye standarder. Det er den bare ikke.
FEAST er energisk og dynamisk, men det er ikke den nye EVIL DEAD. Især er det generende, at alle action-scenerne er klippet på en hidsig musikvideo-agtig måde, hvor man som publikum helt mister overblikket. De ultrakorte klip er også med til at skjule de ikke altid imponerende effekter. Monstrene er dog ganske effektivt lavet sidst i filmen, hvor vi for alvor får lov til at se dem.
Skuespillerne gør det generelt OK, og især sidste halvdel fungerer godt. Undervejs leger instruktøren John Gulager med genren og serverer en del overraskelser. Men vi har stadig med glade amatører at gøre, der ikke har det nødvendige talent og overblik til at kunne overtage lavbudget-tronen fra f.eks. 80'ernes Sam Raimi eller vor tids Eli Roth. Men i det mindste fik FEAST en flot forside på FANGORIA nr. 257. Konklusion: En sjov lille film man bør se ved lejlighed.
FEAST, USA, 2005. Instruktion: John Gulager. Medvirkende: Balthazar Getty, Henry Rollins, Navi Rawat, Judah Friedlander, John Zuckerman. Musik: Stephen Edwards.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar