lørdag den 24. november 2007

Kedeligt TV-monster

Den nu afdøde forfatter Peter Benchley var først og fremmest kendt som manden bag JAWS. Senere blev det til en håndfuld spændings- og horror-bøger mere, der også foregik til havs. De fleste af dem blev filmatiseret, herunder WHITE SHARK, der som film fik titlen CREATURE.

Plottet minder om noget, vi har set før. I 1972 er et militært eksperiment gået helt galt, hvilket vi selvfølgelig kommer til at mærke konsekvenserne af i vor tid. Her er hajeksperten Simon Chase på sporet af en kur mod kræft. Den lokale caribiske befolkning er ikke meget for hans fascination af hajer, især ikke da lig med mystiske bidemærker begynder at dukke op. Det samme gør Chases ekskone Amanda og teenagesønnen Max. Selvfølgelig er det ikke en haj, der slår folk ihjel, og så har vi JAWS-balladen igen. CREATURE er instrueret af Stuart Gillard, og er lavet til TV. Det er en 2 timer og 45 minutter lang sag med masser af fyld, og selv om monstret er flot, så keder man sig bravt under denne film. Den er virkelig kedelig af en gyser at være.

CREATURE, USA, 1998. Instruktion: Stuart Gillard. Medvirkende: Craig T. Nelson, Kim Cattrall, Colm Feore, Cress Williams, Michael Reilly Burke. Musik: John Van Tongeren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar