Viser opslag med etiketten Dyregys. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dyregys. Vis alle opslag

mandag den 15. februar 2021

Hvis du er til hajfilm, kan du snart købe en bog om fænomenet - og den er dansk

Hvis du er til JAWS, SHARKNADO eller i det hele taget bare film med hajer, så bør denne bog nok finde vej til din reol: FRA GUD TIL FILMSKURK, skrevet af Christian Bogh. Den udkommer omkring 1. marts på forlaget Fatcat, og forfatteren beskriver den selv således:

Bogen du har ventet på. Detaljerede anmeldelser af mere end 160 hajfilm. Inklusive interviews med en række af filmenes instruktører. Første bog i verden, der går i dybden med fænomenet hajfilm, som for alvor blev populært efter at Steven Spielbergs "Dødens Gab" fik premiere i 1975.

FRA GUD TIL FILMSKURK vil koste 299,- kroner, og den flotte forside er skabt af Jacob Bech.

fredag den 3. august 2018

Joe Dantes PIRANHA fylder 40 år

Efter Steven Spielbergs succes i 1975 med JAWS var det ikke underligt, at andre filmskabere så muligheden for at fylde biograferne med produktioner, der på den ene eller den anden måde mindede om. Det var film som ORCA, GRIZZLY, ALLIGATOR og den slags, der dukkede op - og så var der selvfølgelig Joe Dantes PIRANHA, der handler om en sværm af genetisk manipulerede piratfisk, der truer en lille by. Filmen havde premiere den 3. august 1978 i USA og den kan dermed fejre sit 40 års jubilæum.

Det var B-film-kongen Roger Corman, der var en af producenterne på PIRANHA, og da Joe Dante havde bevist, at han kunne instruere på små budgetter, fik han chancen. John Sayles måtte dog lige give det oprindelige manuskript et pift, mens man eksperimenterede med at få piratfiskene til at se ud på en tilfredsstillende måde på lærredet. Budgettet var på omkring 850.000 dollar (mange forskellige tal nævnes dog alt efter, hvilke kilder man læser), og på rollelisten havde man blandt andet Kevin McCarthy, Dick Miller, Paul Bartel og selveste Barbara Steele.

PIRANHA kom ud få uger efter JAWS 2, og Universal havde truet med en retssag for at få stoppet Joe Dantes piratfiske-gyser, men det gik i sig selv, fordi Steven Spielberg sagde god for for PIRANHA. Og filmen blev et kæmpehit verden over, selv om anmelderne var alt andet end begejstrede. Den 10. november 1978 nåede den til Danmark under titlen RÆDSLER I DYBET. I en af avis-annoncerne kunne man læse: "Tusinder af verdens farligste og mest blodtørstige fisk er sluppet løs ved et populært badested!!! En uhyggelig massakre er følgen". 

Efter min mening er PIRANHA en af de bedste dyregysere, der nogensinde er lavet, og jeg har set den flere gange. Man kan godt mærke, at den er lavet med et glimt i øjet, men sådan er det med de fleste af Joe Dantes film - det er derfor, vi holder så meget af dem. Samtidig er PIRANHA ganske blodig og intens, så man er underholdt fra start til slut i denne film.

Musikken blev komponeret af Pino Donaggio, og man kunne i 1979 erhverve sig soundtracket på lp fra Varèse Sarabande. I 2004 kom en cd-udgave, der dog var limited til 1000 eksemplarer. Filmen er udkommet på dvd her i Danmark fra Another World Entertainment, men en Blu-ray-udgave har vi aldrig fået.

PIRANHA blev i 1981 fulgt op af PIRANHA II: THE SPAWNING, der blandt andet havde James Cameron som en af instruktørerne. Det var en film med mange problemer bag kameraet, og det færdige resultat er alt andet end vellykket. I 1995 kom et mindre kendt remake, der genbruger materiale fra den originale film, og i 2010 gik det noget bedre med Alexandre Ajas remake, PIRANHA 3D. Den blev siden fulgt op af en ret tåbelig sequel, nemlig PIRANHA 3DD. Men det hele startede altså for 40 år med en lille film, der lagde sig i kølvandet på den enorme succes, som JAWS havde haft.

søndag den 22. juli 2018

Jeg tror altså ikke, at jeg får læst MAGGOTS af Edward Jarvis i denne sommerferie

Inspireret af min anmeldelse af PAPERBACKS FROM HELL-fagbogen kastede jeg mig over en af disse paperbacks fra helvede, nemlig MAGGOTS af Edward Jarvis. Den er fra 1986 og handler ganske rigtigt om maddiker. Forfatteren ved jeg ikke noget om, men man kan på forsiden se, at han også står bag en bog med titlen PESTILENCE. Så alt burde være godt.

Det er det desværre ikke, og allerede omkring side 30 må jeg kaste håndklædet i ringen. Bogen er ganske enkelt elendigt skrevet. Nu har man selvfølgelig en højere tolerancetærskel, når man har med disse bøger at gøre, men Jarvis er helt håbløs. Allerede tidligt i bogen oplever en gruppe mennesker et gigantisk væsen i en grotte, som en af dem hurtigt ræsonnerer sig frem til kunne være en 13-14 meter lang maddike. Så hopper vi til en skoleklasse, hvor en lærer desperat forsøger at undervise en gruppe drenge i sammensætningen af det, vi finder under jordoverfladen, alt imens han i sine egne tanker brokker sig over, at nogle af hans kolleger ikke tror på teorien om bløde jordlag, der kan indeholde liv. Store dele af det kapitel virker som noget, der er skrevet af fra en skolebog.

Næste kapitel indledes således: "Into a tiny, dark, unwindowed and airless bathroom in a small luxurious lakeside hotel at Riva del Garda, Italy, walked naked, pressing the light-cum-air-conditioning switch as she went, Jo Reynolds, stunning, young, predictably alcoholic wife of dynamic, up and coming, detestable Democratic Presidential candidate Senator Wayne D. Renolds. She felt hot, irritable, unbearably tired and edgily impatient for the soothing balm of a cool shower".

Ja, vi har jo at gøre med en nøgen kvinde, der er på vej i bad, hvilket er ret interessant, men det er bare så sjusket skrevet. Så bogen ryger tilbage i stakken igen, hvor jeg heldigvis har mere lovende titler liggende. Måske får jeg læst MAGGOTS på et andet tidspunkt, men den fantastiske forside af Terry Oakes lovede mere, end hvad indholdet rent faktisk diskede op med.

lørdag den 4. juni 2016

JAWS på blå: - og vi som nu troede det var sikkert at bruge blu-ray-afspilleren igen ...

Jeg ved godt, at de ikke er lige gode alle tre, men det frister bestemt, at de tre sidste JAWS-film nu er på vej på Blu-ray. Universal udgiver dem i England den 11. juli, og en dansk udgave er på gaden den 14. juli - og 3'eren har endda en 3D-version, hvis man synes den slags er sjovt.


fredag den 25. december 2015

Oh hell yes! Glæd dig til den ultimative omgang tømmermands-TV den 1. januar

Hvis du regner med at pleje dine tømmermænd efter nytårsaften foran fjernsynet, så behøver du ikke at trækkes med Strauss-musik fra Wien og mænd i lidt for stort tøj, der dyrker skihop. Næ, du skal simpelthen hoppe over på DR3, der den 1. januar fra klokken 13.10 disker op med den ultimative omgang tømmermands-TV, nemlig de tre SHARKNADO-film. Glæd dig til:
  • Kl. 13.10: SHARKNADO.
  • Kl. 14.35: SHARKNADO 2: THE SECOND ONE.
  • Kl. 16.00: SHARKNADO 3: OH HELL NO!

mandag den 5. oktober 2015

Kæmpeslangerne går amok i krokodille-søen

Okay, kom med et hurtigt bud: Hvor mange LAKE PLACID-film findes der ... du ved, dem med de store krokodiller? To, tre, fire? Og nu hvor vi er i gang: Hvor mange kapitler er der kommet i ANACONDO-serien? I begge tilfælde er svaret fire! Begge serier begyndte deres liv som biograf-gysere, og på den front var ANACONDO den mest succesfulde - forstået på den måde, at også 2'eren nåede ud i bifferne.

Men ellers har de levet deres liv som direkte til dvd eller produceret til tv-fortsættelser. Titlerne er mest opfindsomme i ANACONDA-serien, nemlig ANACONDA (1997), ANACONDAS: THE HUNT FOR THE BLOOD ORCHID (2004), ANACONDA 3: OFFSPRING (2008) og ANACONDAS: TRAIL OF BLOOD (2009), mens LAKE PLACID-filmene mest bare har fået smækket nogle tal på: LAKE PLACID (1999) LAKE PLACID 2 (2007) LAKE PLACID 3 (2010) og LAKE PLACID: THE FINAL CHAPTER (2012).

Så vidt jeg husker, har jeg set de første to i hver serie, og jeg har ikke haft specielt travlt med hensyn til at få samlet de andre op. Men nu har jeg altså set det, der må være startet som en dårlig joke under en arbejdsfrokost i Hollywood, hvor en producent har skrevet titlen ned på en serviet for ikke at glemme den - og så har man senere gjort alvor af denne joke og rent faktisk gået i gang med at lave filmen. Jep, jeg har set LAKE PLACID VS. ANACONDA.

Nu har jeg ikke tænkt mig at anmelde den, for den er lige præcis så ringe, som titlen antyder. Dårlige special effects, en håbløs historie og endnu værre skuespillere. Selv garvede Robert Englund virker lidt ved siden af sig selv i denne film. Så nu er jeg endnu mindre motiveret til at opsøge de film i de to serier, jeg ikke har set. Der er danske undertekster på den engelske dvd, men den udkommer vist også her i landet indenfor en overskuelig fremtid.

søndag den 20. september 2015

Hvad i alverden kan vi bruge de der SHARKNADO-film til?

Forleden fik jeg set SHARKNADO 3: OH HELL NO! og det var en lige så kugleskør og gakket oplevelse som de to første fim. Jeg kunne dog godt mærke, at det gav 1'eren og 2'eren et særligt boost, at jeg så dem i biografen sammen med et publikum, mens 3'eren blev indtaget på fladskærmen hjemme i stuen. Måske var det årsagen til, at jeg ikke var helt oppe at ringe over den, men det er stadig god underholdning i det mere vanvittige hjørne af genren - og man må bøje sig for en film, der har forfatteren George R.R. Martin med i en cameo-rolle.

SHARKNADO-filmene har fået deres eget liv, og selvfølgelig er en 4'er på vej. Det interessante ved dem er, at de tiltrækker et stort publikum fra mainstream-segmentet, og folk forventer mere en fornøjelig halvanden times gakgak end væg til væg-horror. Uhyggelige er de jo ikke, men der er trods alt en god portion splat.

Mange horror-fans har kun hån til overs for SHARKNADO-serien, men jeg har noteret mig, at f.eks. nogle af mine kolleger og andre, jeg har kontakt med på Facebook, er med på vognen, når en af filmene bliver sendt i fjernsynet. Og så er det lidt cool, når de så efterfølgende kaster sig ud i en snak om nogle af de andre billige haj-gysere, der findes på markedet, så som GHOST SHARK, 2-HEADED SHARK ATTACK, AVALANCHE SHARKS og SHARKTOPUS.

Om de så får set disse film, er en anden sag, men som skræk-fans kan vi jo prøve at presse lidt på, når vi møder en "udenforstående", der synes, at SHARKNADO-filmene er sjove. Man kan på den ene side foreslå dem titler som ovenstående, hvis de kunne have lyst til at se noget mere i samme boldgade. Man kunne på den anden side sige til dem, at der findes seriøse og gode haj-gysere, der vil skræmme livet af dem, som f.eks. JAWS. Det er nok kun 1 ud af 100, der hopper på den, men vi kan da gøre forsøget.

fredag den 12. juni 2015

JURASSIC WORLD: Det kunne være, at man snart skulle lade denne film-serie uddø

Selv om dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden, så har de fået nyt liv i filmens verden. Allerede i 1914 fik Winsor McCay dinosauren Gertie til at spankulere rundt i en tegnefilm, og siden var det stop-motion-pionerer som Willis O'Brien og Ray Harryhausen, der vakte fortidens giganter til live igen, mens man i japanske skræk- og science fiction-film fik en forkærlighed for at pakke skuespillere ind i monster-dragter og lade dem stavre rundt i model-landskaber, der blev smadret til uigenkendelighed.

Med Steven Spielbergs JURASSIC PARK fra 1993 nåede genren et helt nyt niveau med sin unikke blanding af computer-skabte effekter og imponerende animatronic-dinoer i fuld størrelse. Filmen blev et kæmpe hit, og den blev senere fulgt op af Spielbergs egen THE LOST WORLD; JURASSIC PARK fra 1997 og Joe Johnstons JURASSIC PARK III fra 2001. Siden har der været stille i den spektakulære forlystelsespark/zoologiske have, men nu er der sandelig kommet liv igen.

Mange år efter, at bæsterne i John Hammonds oprindelige park overtog det hele, er Jurassic World et populært turistmål, hvor tusinder af mennesker kan gå på opdagelse i fortidens verden. For at holde besøgstallet oppe er det dog vigtigt med nye attraktioner, og det seneste spring fremad er en dinosaur, der aldrig har eksisteret i virkeligheden, men som er et mix af lidt af hvert. Indominus rex er navnet, og den er større og vildere end en Tyrannosaurus rex.

Parkens manager Claire har travlt med at overbevise sponsorer om, at det er en god ide at skyde penge i den nye dino, der allerede er brygget sammen og som gnavent går rundt i sit indelukke; langt væk fra publikum. Imens har Claire fået besøg af sine to nevøer Zach og Gray, men hun har ikke tid til at tage sig af dem - især ikke da parkens ejer kræver at få foretaget en sikkerhedsvurdering af den nye dinos indelukke. Claire beder den tidligere marinesoldat Owen om at hjælpe sig - han har et ganske særligt tag på dinoer, og har i et andet projekt på øen fået "tæmmet" fire velociraptorer. Men Indominus rex vil ikke lade sig tæmme, og det varer ikke længe, før alt er kaos.

JURASSIC WORLD er instrueret af den forholdsvis ukendte Colin Trevorrow, og han har været med til at skrive manuskriptet sammen med tre andre. Så har vi seks mennesker i diverse producent-roller, og de har formentlig også haft en del at skulle have sagt. Sådan er det med disse popcorn-film med et stort budget - de laves af en komite og er ikke et unikt og banebrydende kunstværk fra en fantasifuld auteur.

Men der er trods alt grænser for hvor meget af hjernen, der skal parkeres ude i biograf-foyeren, når man ser sådan en film, og jeg må sige, at de forlanger en del af publikum med JURASSIC WORLD. Manuskriptet er en rodebutik af tilfældige ideer. hvor de fleste er dumme eller dårlige. Jo, man er godt underholdt i de to timer, filmen spiller, men det er som om at kigge på et puslespil, hvor man sagtens kan se, hvad billedet skal forestille, men hvor brikkerne alligevel ikke passer helt sammen.

JURASSIC WORLD føles lidt som et remake af JURASSIC PARK, hvilket understreges af de utallige visuelle hints til den første film. At vi også skal trækkes med irriterende børn og andre kendte elementer giver på ingen måde en oplevelse af, at vi har med en frisk og ny vision at gøre. De fleste af skuespillerne er lige så interessante som en sjaskvåd papkasse, men nu forventes der heller ikke ret meget af dem, andet end at de skal stirre og løbe. En romance, der virker desperat og påklistret, hjælper heller ikke på det samlede indtryk - det gør de alt andet end skurkagtige skurke heller ikke.

Rent genre-mæssigt er JURASSIC WORLD et action-eventyr, krydret med noget science fiction og en snert af horror. Enhver film med dinosaurer, der jagter og æder mennesker, er horror i min bog, men selv om en arm gnaves af, og folk ædes levende og blodet sprøjter en smule, så har filmen ikke fokus på at være en gyser. I de få øjeblikke, hvor man kunne have lavet en chokscene, så er udførelsen så kluntet, at chokket udebliver.

Men JURASSIC WORLD er god underholdning på sine helt egen tåbelige facon, og den er ekstremt flot at se på. I enkelte øjeblikke er den endda sublim, som f.eks. i scenen, hvor et stort publikum overværer, hvordan en undervands-dinosaur bliver fodret (selvfølgelig til tonerne af John Williams' oprindelige JURASSIC PARK-tema). Det er ren film-magi. Men den kunne have været så meget bedre, hvis man havde strammet op på manuskriptet, og satset på at fortælle noget nyt i stedet for bare at fortælle den samme historie igen-igen. Jeg så JURASSIC WORLD i 2-D i biografen, men den er også tilgængelig i 3-D og IMAX 3-D.

JURASSIC WORLD, USA, 2015. Instruktion: Colin Trevorrow. Medvirkende: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Irrfan Khan, Vincent D'Onofrio, Ty Simpkins. Musik: Michael Giacchino.

onsdag den 3. juni 2015

Nå, men i det mindste laver Mary Lambert stadig gysere med dyr

Forleden satte jeg mig ned for at se MEGA PYTHON VS. GATEROID; endnu en af de groteske og billige dyregysere, der fylder den amerikanske TV-kanal Syfy. Jeg blev lidt overrasket, da instruktør-navnet dukkede op under forteksterne - her kunne man nemlig læse, at det var Mary Lambert, der havde skabt dette monstrøse værk. For mange år siden lavede hun PET SEMATARY, der er en af de bedste Stephen King-filmatiseringer nogensinde, men der er dæleme lang vej fra PET SEMATARY til MEGA PYTHON VS. GATEROID.

Nu har jeg ikke fulgt Mary Lamberts karriere slavisk, men der er ikke så meget, der tyder på, at hun er en enestående instruktør. Uden tvivl en god håndværker, men man kan ikke sige, at PET SEMATARY II eller URBAN LEGENDS: BLOODY MARY er gode film, og det er MEGA PYTHON VS. GATEROID så sandelig heller ikke. Underholdende på en dum måde, men en værre omgang sjask, når det gælder manuskript, skuespilpræstationer og effekter. Men der er da nogle dyr med, præcis som i PET SEMATARY.

torsdag den 14. maj 2015

Bjørne-gyser skifter titel igen

Hold da helt op, hvor har denne film haft mange titler. David Hackls bjørne-gyser hed ENDANGERED, da den var på tegnebordet, så skulle den hedde RED MACHINE, men så besluttede man sig for at kalde den for GRIZZLY. Men nej, det er slet ikke nok. Op til den amerikanske premiere er den blevet forvandlet til INTO THE GRIZZLY MAZE. Ak ja ... men den nye plakat er nu meget fed.

onsdag den 6. maj 2015

THE GIANT SPIDER INVASION udkommer på Blu-ray

For en del år siden var der snak om, at Bill Rebanes kult-"klassiker" THE GIANT SPIDER INVASION fra 1975 skulle have den store tur på en deluxe-dobbelt-dvd. Udgivelsen blev siden droppet, men nu dukker filmen sandelig op i nyhedsstrømmen igen. Den 9. juni udgiver VCI Entertainment filmen i USA på både dvd og Blu-ray, og man får ekstramateriale med på begge versioner - dog mest på Blu-ray'en. Der skulle være tale om regionsfri skiver, så det er godt nyt for alle, der har lyst til at se eller gense denne bizarre film.

torsdag den 23. april 2015

Så stak CPH PIX af for denne gang

Årets CPH PIX er slut. Min vagtplan på jobbet og andre forpligtelser har betydet, at jeg ikke har haft mulighed for at deltage, selv om festivalen har budt på mange spændende horror-titler. I aftes var der dog et hul i kalenderen, så jeg nåede lige en enkelt skrækfilm på den sidste PIX-dag, nemlig dyregyseren STUNG. At der fløj flagermus rundt i tusmørket over søerne, da jeg cyklede ind til Palads, gav den rette horror-stemning.

Nu er Palads ikke just et hyggeligt sted, men det er blevet bedre med årene. STUNG kørte oppe i sal 10, der har en passende størrelse, og jeg snuppede lige en selfie på vejen op til biffen. Jeg mødte ingen, jeg kendte, men jeg kan forestille mig, at der er en vis metaltræthed blandt hardcore-fans på sidstedagen af en lang festival. Før filmen slap vi for det sædvanlige bombardement af reklamer og trailers, men fik bare en enkelt reklame for Politikens film-tillæg samt CPH PIX-festivalens trailer. Herligt...

STUNG var god skæg og ballade. Den handler om en sværm af hvepse, der går amok under en fest på et nedslidt slot. Men de stikker det ene overklasseløg efter det andet, udvikler de sig til gigantiske hvepse-monstre. Tempoet er højt fra starten, og der er en god kombination af praktiske effekter og computer-hvepse - og masser af splatter. Desværre går den helt død ca. halvvejs, og den har svært ved at komme op i fart igen, især fordi den i anden halvdel udvikler sig til at være en bleg kopi af ALIENS. Men den var sjov nok at se på det store lærred, og jeg er glad for, at jeg lige nåede en enkelt CPH PIX-film.

lørdag den 21. marts 2015

GRIZZLY: Blodtørstig bjørn går amok

Bjørne er ikke blandt de dyr, der har gjort sig mest bemærket i skrækfilmens verden, men der findes dog eksempler så som William Girdlers GRIZZLY fra 1976. Et eller andet sted i mine bunker har jeg også den elendige TV-produktion GRIZZLY RAGE fra 2007 liggende, men nu er der kommet endnu en titel til. Den hedder også GRIZZLY, mens arbejdstitlen var ENDANGERED, og alternativt er den kendt som RED MACHINE. GRIZZLY er instrueret af David Hackl, der har arbejdet på flere af SAW-filmene og som var instruktør på kapitel fem i den blodige serie om Jigsaw. Men nu er han rykket ud i den vilde natur.

Rowan er blevet prøveløsladt, og vender hjem til byen i Alaska, hvor han voksede op. Her vil han prøve at finde en gammel kammerat, der er blevet væk i skoven. Rowans bror Beckett arbejder som vicesherif, og han bliver hurtigt involveret i eftersøgningen ude i vildnisset, fordi Becketts naturinteresserede kone Michelle heller ikke er vendt hjem. Og da de finder de flænsede rester af et par gutter, der ulovligt har forsøgt at fælde nogle træer, går det op for dem, at der er en blodtørstig grizzlybjørn løs i området.

Efter uanede mængder af billige dyregysere fra den amerikanske TV-kanal Syfy, er det lidt af en overraskelse at se en film i genren, der har kostet noget mere end en bøjet femøre at lave. Budgettet har efter sigende været omkring ti millioner dollar, og selv om det ikke er prangende, så er vi bare i en anden liga end f.eks. SHARKTOPUS. GRIZZLY leverer til en vis grad varen, og man er godt underholdt, selv om manuskriptet ikke helt hænger sammen og er læsset til med klicheer.

Det er især i scenerne med den blodtørstige bjørn, at filmen kommer op i gear, og så kan man leve med, at vi undervejs får lidt for meget sødsuppe-drama, hvor personerne kommer ind på livet af hinanden. Filmen er ikke vildt splattet (i USA har den fået en PG-13-rating), men der er et par effektive øjeblikke med blod og gru. Bjørnen spilles af den veltrænede Bart, der har medvirket i flere film, og først i det store klimaks må man for alvor gøre brug af computer-effekter; desværre af den knap så overbevisende slags.

Holdet af skuespillere er imponerende, hvor især Billy Bob Thornton stjæler alle de scener, han medvirker i. Scott Glenn kører lidt mere på autopilot, mens Thomas Jane er noget firkantet i begyndelsen af filmen, men han bliver mere fri og velfungerende i rollen i samme sekund, at handlingen rykker ud i den store skov. Som to stærke kvinder ses Michaela McManus og Piper Perabo.

GRIZZLY er en OK B-film, og den kan anbefales, hvis man lider af en overdosis SNARKNADO og andre film fra samme tilbudshylde. Jeg så GRIZZLY på den tyske Blu-ray fra Splendid Film, Der er ikke noget ekstramateriale på skiven.

GRIZZLY, USA-Canada, 2014. Instruktion: David Hackl. Medvirkende: James Marsden, Billy Bob Thornton, Piper Perabo, Thomas Jane, Scott Glenn. Musik: Marcus Trumpp.

mandag den 1. december 2014

Dræbervildsvinet går amok

I aftes fik jeg genset Russell Mulcahys gennembrudsfilm RAZORBACK fra 1984. Den har jeg ikke set siden 1985, hvor den i maj måned endelig nåede til Danmark. Filmen kørte i Fønix i Odense, og selv om det næppe har været i den største af de tre sale, så var det en stor oplevelse at se den - ikke mindst i kraft af de flotte billeder.

Filmen holder fint i dag, selv om det grotesk store dræbervildsvin ser alt andet end imponerende ud - og det er heller ikke alle skuespillerne, der er lige gode. Men det fantastiske billedsprog og den intense stemning giver bare så meget - vi er virkelig i et Mad Max-land, hvor tingene er usikre og helt ude på kanten. Her kan alt ske ... og det gør det!

lørdag den 4. oktober 2014

Blodig Weekend: En storm af glubske hajer ramte fredag CinemaxX på Fisketorvet

Der reklameres for blodige oplevelser og kolde drikke.
Det største hit på sidste års Blodig Weekend var den gakkede hajfilm SHARKNADO, og det er ikke så underligt, at arrangørerne havde booket 2'eren til årets festival. Den kørte i aftes ude i biograf-infernoet CinemaxX på Fisketorvet i København (få timer før en forestilling i Aarhus, by the way). Sal nr. 1 var optaget af FASANDRÆBERNE, så vi skulle ind i den mindre sal nr. 2. Salen var på ingen måde fyldt, men det var et engageret publikum, der var mødt frem.

Reklamer slap vi for, men der var trailere for en kommende visning af Danny Boyles FRANKENSTEIN-teater-forestilling, den nye gyser ANNABELLE samt to teaser-klip fra den danske ENCOUNTERS (hvoraf det ene spoilede filmens største overraskelse).

Publikum forlader salen efter en sjov, men dum, oplevelse.
SHARKNADO 2: THE SECOND ONE er noget af det dummeste, jeg har set i en biograf, men den er helt ekstremt underholdende. Man kan mærke, at producenterne ved, at der skal være masser af jokes og højdepunkter, og de kom i en lind strøm - krydret med lidt splat og et par referencer til andre gysere. Hajer var der grotesk mange af, mens det kneb mere med logikken. Der blev klappet og hujet i salen, og på den måde fungerede filmen, og det var sjovt at se den i en biograf. Den er nok ikke helt så sjov hjemme i stuen.

tirsdag den 23. september 2014

Gigantiske ildspyende edderkopper går til angreb på POLICE ACADEMY-skuespillere

Hvis man synes at film om hajer, der bliver suget op af tornadoer, hvorefter de bliver slynget ud over amerikanske storbyer, er komplet gak-gak, så skal man nok heller ikke glæde sig til LAVALANTULA. Den handler nemlig om gigantiske ildspyende taranteller, der angriber Los Angeles. Og hvem skal så medvirke i sådan en film? Det skal ingen ringere end Steve Guttenberg, Leslie Easterbrook og Michael Winslow, der alle tre er kendt fra POLICE ACADEMY-filmene.

Dette vanvittige projekt instrueres af Mike Mendez, der har erfaring med ottebenede kryb - han lavede nemlig også den småkiksede BIG ASS SPIDER. LAVALANTULA skal selvfølgelig vises på den amerikanske Syfy-kanal, hvilket bliver engang til sommer. Kilde: Entertainment Weekly

torsdag den 11. september 2014

Yikes! Insekterne kommer krybende

I en tid hvor dyregysere enten er noget med hajer eller diverse aparte blandingsformer af fortidsmonstre og andre væsener (gerne krydret med hajer), så er det godt at se, at der også laves andre ting. CREEPING CRAWLING er en amerikansk independent-produktion instrueret Jon Russell Cring og Tracy Nichole Cring, og her får man tre historier med masser af insekter. Filmen er fra 2012, og har tilsyneladende haft en begrænset biograf-premiere, men den 7. oktober udkommer den på DVD i USA fra Brain Damage Films. Tjek traileren ud herunder. Kilde: Dread Central

tirsdag den 19. august 2014

SHARKNADO 2: THE SECOND ONE bliver vist på årets Blodig Weekend

Mange hader, at SHARKNADO-filmene får så stor opmærksom, men omvendt er der noget vildt fascinerende ved disse møgfilm, der især har skabt en storm af Twitter-beskeder. Det er derfor en cool nyhed, at SHARKNADO 2: THE SECOND ONE bliver vist på årets Blodig Weekend-festival. Detaljer om tider og billetsalg er ikke ude (bortset fra datoen, der er fredag den 3. oktober), men det vil være CinemaxX, der lægger lokaler til.

Blandt de øvrige film, der vises på festivalen i CinemaxX eller Grand Teatret er OPEN WINDOWS, STARRY EYES, THE QUIET ONES og THESE FINAL HOURS. Mere info følger, når alle detaljer er på plads.

torsdag den 1. maj 2014

Gisp, der kommer en SHARKNADO 3

Hvis man synes, at SHARKNADO er en forfærdelig film, og hvis man næsten ikke kan udstå tanken om, at SHARNADO 2: THE SECOND ONE får premiere i USA den 30. juli, så jeg kan fortælle, at det bliver meget værre: SHARKNADO 3 er bestilt, og skal være klar til sommeren 2015. Og er man SHARNADO-fan, så er det selvfølgelig en god nyhed!

søndag den 12. januar 2014

GHOST SHARK: Dræberhajen går igen

Hvad mon der sker med hajer, når de dør? Kan man forestille sig, at de kommer i Himlen, hvor de sidder på skyerne og klimprer på harper med deres finner? Eller ender de i Helvede, hvor de udsættes for alverdens pinsler? Eller kunne man ligefrem forestille sig, at de vender tilbage til vores verden som spøgelser i en evig jagt efter føde? Det sidstnævnte scenarie kan man opleve i GHOST SHARK, hvor en stor hvid haj kommer af dage efter at være forsøgt fanget af nogle rednecks. Men hajens ånd materialiserer sig på mystisk vis, og den sætter straks befolkningen i den lille kystby Smallport på menuen - og hajen kan dukke op alle steder, hvor der er vand.

Jeg har ikke tal på hvor mange snotbillige dyregysere, der er blevet lavet til den amerikanske Syfy-kanal, men den er tilsyneladende et stort publikum til dem, for de vælter ud i en lind strøm. Mange fans vil nok have svært ved at skelne disse film fra hinanden - især i disse år, hvor koncepterne bliver stadigt mere skøre. Men selv om GHOST SHARK scorer højt på gak-gak-skalaen, så er historien om spøgelseshajen fortalt uden den store nerve og energi. Det er virkelig en sløj omgang.

Mange af disse haj-film byder dog på OK underholdning, og GHOST SHARK kan sagtens bruges til at slå halvanden times ihjel med. Men den virker billigere end så mange andre film i genren. End ikke en afdanket kendis-skuespiller har producenterne formået at overtale til at bruge en eftermiddag eller to på at være med. Holdet af medvirkende er ganske uinteressante - og i nogle tilfælde grænsende til det talentløse. Som sædvanlig fremstår ordensmagten som helt uden evner, og byens borgmester spilles f.eks. af en vis Lucky Johnson, der gør alt for at virke som om, at han er LL Cool J. Det fungerer ikke særlig godt, skulle jeg hilse at sige.

Den mest kendte på rollelisten er tæt på at være Shawn C. Phillips, der har rollen som en af de unge. I virkelighedens verden anmelder han film på YouTube under navnet Coolduder, men han har efterhånden haft et hav af småroller i en stribe gysere af yderst tvivlsom kvalitet.

GHOST SHARK er indspillet i Louisiana, USA. Her har man valgt nogle forbløffende grimme locations, og der har ikke lige været budget til at lave om på byskilte og den slags - flere gange afsløres det, at man befinder sig i byen Kenner, selv om handlingen dikterer, at byen skal hedde Smallport. Effekterne er på niveau med det, man ellers ser i film af denne type, men er der dog et par highlights - f.eks. da et par irriterende unger bliver ofre for den sultne haj. Så der er altså lidt blod, men bare bryster er der intet af.

Er man pjattet med billige haj-gys, så skal man selvfølgelig også have denne her i samlingen, men den er altså ikke det store sus sammenlignet med det, vi tidligere har set. Den engelske dvd fra Signature Entertainment har bare en trailer som ekstramateriale, og der er ingen undertekster på skiven.

GHOST SHARK, USA, 2013. Instruktion: Griff Furst. Medvirkende: Mackenzie Rosman, Dave Randolph-Mayhem Davis, Sloane Coe, Jaren Mitchell, Richard Moll. Musik: Andrew Morgan Smith.