Når man nu i JAWS havde fået etableret, at havet vrimler med blodtørstige hajer, er det en nærliggende tanke at kaste sig over andre havdyr, der kan udgøre en fare for mennesker. Hvorfor ikke lave en film om en kæmpeblæksprutte? Og hvis man så fylder rollelisten op med velkendte navne som John Huston, Shelley Winters og Henry Fonda, er man da ret godt kørende, ikke sandt? Nej, det er man ikke! Ovidio G. Assonitis' TENTACOLI fra 1977 er en af disse italienske produktioner, der - forklædt som international storfilm - forsøger at ride på en amerikansk succes-bølge i håbet om at score kassen.
Handlingen i TENTACOLI er ligetil: I en amerikansk kystby har firmaet Trojans tunnel-projekt overskredet alle miljøregler, hvilket har fået fisk til at dø og blæksprutter til at gå amok. Et lille barn og en etbenet fisker bliver de første ofre. Politiet forstår ingenting, det onde firma benægter alt og en garvet journalist forsøger at afsløre det hele. Og så må vi ikke glemme den store kapsejlads for børn, der snart skal finde sted. Alt sammen er helt efter 'vi laver en kopi af JAWS'-manualen: trygt, velkendt og ikke særlig vellykket.
Blæksprutten skal forestille at være større end en båd, men det afsløres kun i nogle få slørede skud. Ellers er det bare nærbilleder fra et akvarium vi får af det ottearmede monster. Det kiksede mix af skuespillere er heller ikke heldigt, ikke mindst fordi italienerne spiller bedre end deres noget mere berømte amerikanske superstjerne-kolleger. Og så må Stelvio Ciprianis musik have været et bånd, han havde til overs, da han var færdig med at komponere noget til sin fætters supermarked. Til gengæld er det et vildt flot billede, vi præsenteres for på Another World Entertainments udgivelse - og det er da syret at have en film stående, der hedder KÆMPEBLÆKSPRUTTEN. Surt at det så ikke er en bedre film.
TENTACOLI, Italien-USA, 1977. Instruktion: Ovidio G. Assonitis. Medvirkende: John Huston, Shelley Winters, Bo Hopkins, Henry Fonda, Delia Boccardo. Musik: Stelvio Cipriani.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar