Professor Gerald Deemer har sammen med to kolleger sat sig for at løse verdens sultproblemer. Derfor har han gemt sig i Arizonas ørken for at eksperimentere med et nyt næringsmiddel, der har en fantastisk effekt på dyr som f.eks. rotter og hamstere. De vokser til enorm størrelse i løbet af få dage. Deemers kolleger er utålmodige og beslutter sig for at afprøve næringsmidlet selv. Det har en katastrofal effekt. Den ene dør, mens den anden overfalder professor Deemer og smadrer laboratoriet.
Under dette slagsmål slipper en enorm edderkop løs (spørg mig ikke hvorfor en edderkop er en del af eksperimentet, men filmen havde nok været en anelse mere fjollet, hvis det var en gigantisk hamster). Snart finder man afpillede ko-skeletter i området og inden længe er det også mennesker. Det bliver en opgave for den dynamiske landlæge Matt Hastings og den smukke biologistuderende Stephanie 'Steve' Clayton at opklare mysteriet og i sidste ende at nedkæmpe den enorme edderkop (selv om de til sidst får lidt hjælp fra en ung jagerpilot, spillet af Clint Eastwood).
TARANTULA blev instrueret af Jack Arnold i 1955 og er en af de bedste monsterfilm fra 50'erne. Arnold fandt ud af, at man kunne få en levende edderkop til at bevæge sig i den ønskede retning ved at puste luft på den, og derfor er det kun i få af filmens scener, at man har været nødt til at bruge en model. Rent teknisk er filmen vildt imponerende - også set med moderne øjne. Der går ret lang tid, før vi for alvor ser edderkoppen gå amok, men det gør ikke noget. De rappe replikker og de lækre sort/hvide billeder er så vidunderlige, at man fuldstændig overgiver sig til filmen. Man laver ikke den slags gysere længere og derfor skal man bare nyde, at det i dag er så let at få adgang til 50'ernes skræmmende filmskat.
TARANTULA er udgivet på dansk dvd i fullscreen-format. Der er ikke noget ekstramateriale. Musikken, der er komponeret af Herman Stein og Henry Mancini, kan i øvrigt fås i en flot genindspilning på cd'en MORE MONSTROUS MOVIE MUSIC. Jack Arnold lavede i 1957 den fænomenale THE INCREDIBLE SHRINKING MAN, hvor han igen imponerende med flotte edderkoppe-effekter.
TARANTULA, USA, 1955. Instruktion: Jack Arnold. Medvirkende: John Agar, Mara Cordaym, Leo G. Carroll, Nestor Paiva, Ross Elliott. Musik: Herman Stein.
Det er ikke engang løgn....
SvarSletDenne gamle filmperle er bare skøn. Du har ret Søren - De laver dem ikke sådan længere ;-)
50'ernes gysere havde bare en ganske særlig stemning. Jeg skal helt klart have nogle flere af dem hjem til samlingen.
SvarSlet