50 hug med øksen

Det er ikke alle film, jeg ser, jeg skriver om her på bloggen. Det kan der være mange grunde til, men for det meste har jeg ikke haft tid. Nu har jeg kigget i min kalender for at samle lidt op på noget af det, jeg ikke fik skrevet om sidste år (og lidt fra i år). Her er 50 mikro-anmeldelser til inspiration (jeg fik set en del gode film, der måske kunne have fortjent en længere tekst) og advarsel (jeg fik også set en del bras):

-- AND NOW THE SCREAMING STARTS! Amicus-film fra 1973, der sagtens kunne være en Hammer-produktion. Springer måske lidt for hurtigt ud i rædslerne uden at bygge op, men man er underholdt fra start til slut.
BAD MOON. Fin lille varulve-film af Eric Red, der fortæller en simpel historie uden så meget pjat. Skal ses, hvis du er til langhåret uhygge.
THE BEAST MUST DIE. Dynamisk og hysterisk varulvefilm, produceret af Amicus i 1974. Calvin Lockhart overspiller i rollen som rigmanden, der drømmer om at jage en varulv, mens Peter Cushing viser nye sider af sit talent. Skæg, men ikke helt vellykket.
BENEATH STILL WATERS. Brian Yuzna er manden bag dette ufokuserede projekt om en ondskab, der gemmer sig i en oversvømmet landsby. Manuskriptet flagrer i alle retninger og nogle få vellykkede scener kan ikke redde det samlede indtryk. Er indspillet i Spanien, selv om alle taler engelsk. Det virker lidt kikset. BRAINSCAN. Folkene bag denne film skal have credit for at gøre et forsøg på at skabe en ny Freddy. Det lykkes bare ikke, men de prøvede da…
CAPTAIN CLEGG. Hammer-produktion, der er mere eventyr end horror, men der er del stemningsfulde scener med spøgelsesryttere ude i det åbne landskab. Spøjs lille film…
CHEERLEADER CAMP. Man skal virkelig være glad for slasherfilm for at få noget ud af denne, men det er da halvanden times harmløs underholdning med lidt blod og lidt bryster.
LA CHIESA. Rodet, men ganske flot gyser fra Michele Soavi om en gruppe mennesker, der fanges i en kirke af ukendte kræfter. Masser af stemning, men filmen er glemt i løbet af få dage. Mere stil end indhold.
DEAD MEAT. Skingrende vanvittig irsk zombiefilm, der ikke helt formår at holde tempoet i den forholdsvis korte spilletid, men nogle spøjse skuespilpræstationer undervejs trækker op i det samlede indtryk.
DEAD OF NIGHT. Pragtfuld engelsk antologi-gyser fra 1945. Rammefortællingen er fænomenal og de fleste af historierne er helt i top. En fjollet golf-historie falder lidt igennem, men ellers er det en vidunderlig film med en nervepirrende stemning. Er udkommet på dansk dvd under titlen NATTENS MYSTERIER.
DEADLY BLESSING. Wes Craven-gyser på det jævne om religiøse tosser ude på landet. Slutningen er dog så latterlig, at man tvivler på, om Craven selv har troet på projektet. DEATH PROOF. Quentin Tarantinos bidrag til Grindhouse-projektet består af en god og en dårlig film. Første halvdel af DEATH PROOF er fremragende, rå og nådesløs. Så bryder det hele sammen og vi skal se på alt for lange scener med kvinder, der snakker, og en biljagt, der er mere smart end nervepirrende. Hæsligt…
DELIRIA. Årene har ikke været god ved Michele Soavis DELIRIA (eller STAGE FRIGHT). Det ligner en film, der er frosset fast i 80’erne – på den alt andet end fede måde. Nogle kreative dødsscener trækker lidt op, men ikke meget.
DON’T ANSWER THE PHONE. Deprimerende seriemorder-gyser fra 1980. Nicholas Worth er god som den afsporede fotograf, der tager livet af sine modeller, men ellers er der ikke meget at hente i denne billige produktion. Filmen hed egentlig THE HOLLYWOOD STRANGLER, men det var meget moderne i 80’erne, at gysere skulle hedde noget med DON’T… det ene eller det andet.
DRACULA. Den vildt romantiske John Badham-version fra 1979 er en fornøjelse at se og en af de bedste film om den blodsugende greve – bare surt, at dvd-udgaven nærmest er drænet for farver, så den ligner en sort/hvid-film.
THE ENTITY. Rimelig seriøs sag om en kvinde, der forfølges af et ukendt og uforklarligt fænomen. De gode skuespillere holder liv i den utrolige historie og først til sidst falder filmen lidt fra hinanden.
THE EVIL OF FRANKENSTEIN. Et af de svagere indslag i Hammers Frankenstein-serie, men nu er det aldrig spild af tid at se en Hammer-film og Peter Cushing er som født til rollen som den besatte baron med en trang til at genoplive lig.
EVIL EYES. Billig film, der ser billig ud og selv Udo Kier er dårlig i den. Så kan det næsten ikke blive værre. FRANKENSTEIN. Grotesk ringe TV-version af en Dean Koontz-roman (der end ikke er skrevet af Koontz selv). Håbløst projekt – især fordi der aldrig kom flere afsnit i det, der formentlig skulle have været en TV-serie.
FROM BEYOND THE GRAVE. Endnu en fremragende antologi-film fra Amicus, denne gang baseret på historier af R. Chetwynd-Hayes. Vi får fire solide gys og en perfekt rammefortælling med en antikvitetshandel, hvor en creepy Peter Cushing huserer.
THE FUNHOUSE. En af de bedre Tobe Hooper-film med et godt monster. Plottet er ikke det store, men den bizarre location bruges optimalt og slutningen er virkelig intens.
GHOST RIDER. Fed film! Manuskriptet er så meningsløst og simpelt, at man bare er nødt til overgive sig til den kulørte underholdning – og det er dæleme kulørt. Hit med en 2’er, lige med det samme!
GINGER SNAPS. Overraskende og meget anderledes varulvefilm, der kombinerer kulsort humor med ungdommelig oprørstrang. Og så er det jo noget pis at være teenager, hvis man er også er varulv. Jeg skal have opsporet de to fortsættelser. HALLOWEEN. Rob Zombie forsøger sig med en ny udgave af John Carpenters klassiker og gør det meget godt den første halve times tid. Så kollapser det hele i en sjusket omgang blodig nonsens, der slet ikke hænger sammen.
HELLBOY. Kulørt tegneserie-filmatisering med masser af action og en solid dosis H.P. Lovecraft- inspiration. Et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at lave gode action-gysere.
HOUSE OF THE DAMNED. Interessant sag fra 1963 med Richard Kiel som et af de mærkværdige væsener, der bor i et øde hus. Flere af scenerne er overraskende effektive.
INCUBO SULLA CITTÀ CONTAMINATA. Umberto Lenzis NIGHTMARE CITY byder på de grimmeste zombier, jeg nogensinde har set. Filmen er en rodebutik, men er underholdende på en tilpas hjernedød måde. Kommer ikke i nærheden af stemningen fra Lucio Fulcis zombiefilm.
JEKYLL+HYDE. Hyper-moderne version af den klassiske historie, denne gang med den studerende Henry 'J' Jekyll, der udvikler et stof, der gør ham cool og sexet. Det gør ham også bindegal – men det får ikke filmen til at fungere. Det bedste man kan sige om JEKYLL+HYDE er, at Bree Turner er med i den. Hmm….
KAT. Det begynder meget godt, men det holder hurtigt op. Alt for maskinelt, alt for trivielt. Men Søren Pilmark bliver da spist...
KOROSHIYA 1 – eller ICHI THE KILLER, som den nok er bedre kendt som. Masser af grotesk vold er ikke nok til at skabe en film og dette er noget af det mest ulidelige, jeg har set. Ingen sammenhæng i manuskriptet og ingen personer, man kunne føle noget for. Sikke en omgang rådden sushi…
LITTLE SHOP OF HORRORS. Jeg har aldrig haft det helt godt med horror-komedier, men jeg er stille og roligt ved at få det bedre. Roger Cormans lavbudget-klassiker er forrygende underholdning – jeg huskede den ikke som så vanvittig, som den rent faktisk er.
MØRKELEG. Et virkelig dårligt manuskript trækker i den grad ned i denne danske gyser, hvor fire unge mennesker leger morder-leg i en villa. Morderens identitet er alt for let at gætte og gysene er lige efter bogen.
MURDER-SET-PIECES. Filmen er blevet forbudt i flere lande, men det er bare hype. Det kan da godt være, at den er blodig og grænseoverskridende, men det er amatørteater fra start til slut.
NIGHT OF THE DEMONS. Hæderlig 80’er-gyser med ti unge mennesker, der holder Halloween i et forladt hus. Her får de selvfølgelig vækket en dæmon. Mens man undrer sig over, at der ikke skal mere end ti mennesker til at holde en fest, kan man glæde sig over, at Linnea Quigley smider tøjet.
NIGHTBREED. Clive Barkers intentioner om at forvandle sine egne vilde skriverier til et storslået horror-fantasy-epos lykkedes slet ikke, primært i kraft af et filmselskab, der klippede filmen i småstykker, og et meget lille budget. Men jeg tror nu heller ikke, at et Director’s Cut vil være en udpræget stor oplevelse.
NIGHTMARE. Solid lille horror-thriller fra Hammer i flotte sort/hvide billeder. Jeg elsker denne type film.
OUT FOR BLOOD. Hvis man ligger søvnløs om natten og spekulerer over, hvad der er blevet af Kevin Dillon, så har man svaret her. Han medvirker i latterlige vampyrfilm som denne – og han ligner en mand, der har drukket 1000 liter kaffe eller har taget for mange stoffer. PEEPING TOM. Engelsk mesterværk, der nådesløst fortæller historien om et ødelagt menneske, der bruger sine kreative evner til at komme overens med sit forkvaklede indre. Skal ses…
THE PHANTOM OF THE OPERA. Hammers bud på en Phantom-film fra 1962 er en noget tung affære, som selv ikke Herbert Lom i titelrollen kan redde. OK, men småkedelig.
THE PLAGUE OF THE ZOMBIES. Den eneste zombiefilm fra Hammer-studierne, men sikken en. En vidunderlig gusten stemning præger denne solide gyser, der uden tvivl har inspireret mange senere værker om de levende døde.
PLANET TERROR. Robert Rodriguez går helt amok i denne virus-zombie-gyser, der var en del af Grindhouse-projektet. Energien holder ikke hele vejen, men den er virkelig sjov at se.
PROPHECY. John Frankenheimer er manden bag dette bud på at lave en seriøs ”naturen går amok”-gyser, men det lykkes ikke helt. Monstret er OK, men uhyggeligt bliver det aldrig. God musik af Leonard Rosenman.
QUEEN OF THE DAMNED. Desperat forsøg fra Hollywood på at holde liv i Anne Rices vampyr-serie om Lestat. Her er ingen af kvaliteterne fra INTERVIEW WITH THE VAMPIRE - blot elendige skuespillere og et forfærdeligt manuskript. [REC]. Imponerende spansk gyser, der byder på klaustrofobisk uhygge, som man sjældent har oplevet det før. Det er endnu en af disse film, der består af ”fundne” eller ”efterladte” optagelser fra en fotograf, og det fungerer optimalt. Storslået.
SALEM’S LOT. Virkelig god Stephen King-filmatisering, der er lavet til TV af Tobe Hooper. Især er første del af serien ganske uhyggelig.
SIDSTE TIME. Martin Schmidts gennembrudsfilm er ikke specielt vellykket og den holder ikke til ret mange gensyn. Alle de unge skuespillere overspiller helt vildt og plottet er så kringlet og konstrueret, at man ikke kan leve sig ind i historien. Men det er da meget sjovt, at sådan en film i det hele taget er blevet lavet i Danmark.
SISTERS. Pudsig Brian De Palma-film, der især fænger i den første del af historien. Har en del bizarre elementer, der er med til at styrke filmens kultstatus. Bernard Herrmanns musik er et plus.
THE SKULL. Solid Amicus-produktion fra 1965, baseret på en historie af Robert Bloch. Ikke helt på niveau med mange af selskabets antologi-film, men det er altid værd at se en film med både Peter Cushing og Christopher Lee på rollelisten.
THEATER OF BLOOD. Engelsk Vincent Price-gyser fra 1973, der ikke helt har den samme elegance og humor som mange af de andre Price-produktioner. Mest for Price-fans og Shakespeare-fanatikere.
WHITE NOISE. OK mainstream-gyser med Michael Keaton som en mand, der hører stemmer fra de døde på bånd. Ikke de store overraskelser, men fin underholdning.