Sam Raimis pæne tur i horror-rutschebanen

Sam Raimi har altid været en af vor egne, en rigtig gyser-fætter. Selv om han i årevis har lavet film i andre genrer, så har han med EVIL DEAD-trilogien efterladt et horror-fodaftryk af King Kong'ske dimensioner. Og selv om han har haft travlt med at lave SPIDER-MAN-serien, har han bevæget sig rundt i skræk-genrens kulisser som producent i kraft af filmselskabet Ghost House Pictures. Derfor er det ikke underligt, at det vakte en del opmærksomhed i fan-miljøet, da Raimi endelig selv vendte tilbage til genren som instruktør på DRAG ME TO HELL. Desværre er det ikke helt det triumftog, man kunne forvente.

Christine Brown er en forsigtig pige ude fra landet, der nu arbejder i en storby-bank. Hun håber på at blive forfremmet, men hendes chef efterlyser, at hun tager nogle mere markante beslutninger. Det bliver så den ældre mrs. Ganush, der kommer til at mærke det, da Christine afviser at forlænge hendes lån. Mrs. Ganush er sigøjner og nedkaster en forbandelse over Christine (efter at have overfaldet den unge kvinde i en parkeringskælder). Christine opsøger sammen med sin skeptiske kæreste Clay en ekspert i det overnaturlige, der kan fortælle, at en ond skygge hviler over Christine - og at hun har tre dage til at hæve forbandelsen, hvis hun ikke vil tilbringe evigheden i Helvede.

DRAG ME TO HELL er ren skæg og ballade, lavet til det popcorn-gnaskende publikum, der bare skal have en vild tur i den visuelle rutschebane. Der er ingen tvivl om, at Raimi er et stort legebarn, der elsker at lave film, uanset hvor tyndbenede manuskripterne er. Og det er en simpel historie, vi får serveret her - uden tvivl inspireret af bunker af billige gyser-tegneserier. Læg dertil en masse referencer til EVIL DEAD-filmene og man skulle tro, at vi havde en vinder. Det har vi bare ikke.

DRAG ME TO HELL er ren skæg og ballade, men man kan tydeligt mærke, at Sam Raimi har lavet mainstream-film i mange år

Ja, det hele er meget sjovt, en smule vildt og en anelse klamt, men det er som om at kigge på et billede, der ikke er helt skarpt. Tingene fungerer bare ikke så optimalt, som man kunne ønske sig. Især er Alison Lohman og Justin Long ikke noget at råbe hurra for i de to hovedroller. De er alt for polerede og unuancerede. Til gengæld er Lorna Raver pragtfuld som den dæmoniske mrs. Ganush.

De fysiske special effects leveres af veteranerne Gregory Nicotero og Howard Berger, og det gør de godt. Kun et lig i en vital scene virker en anelse for plastik-agtigt. De øvrige effekter er selvfølgelig computerskabte og de er af meget blandet kvalitet. Det er forbløffende, at filmskaberne ikke selv kan vurdere, hvornår en computer-effekt ser billig eller kunstig ud.

Som sagt, DRAG ME TO HELL er ren skæg og ballade, men man kan tydeligt mærke, at Sam Raimi har lavet mainstream-film i mange år - og måske derfor er resultatet blevet så strømlinet. Stadig bedre end så meget andet af den horror, vi får fra Hollywood, men så heller ikke mere.

Jeg så DRAG ME TO HELL på den danske dvd-udgave fra Scanbox. Forsiden er prydet af et hav af citater fra anmeldere, der er helt pjattede med filmen. Som ekstramateriale får man en ca. halv time lang produktions-dagbog, der viser, hvordan flere af scenerne er blevet til.

DRAG ME TO HELL, USA, 2009. Instruktion: Sam Raimi. Medvirkende: Alison Lohman, Justin Long, Lorna Raver, Dileep Rao, David Paymer. Musik: Christopher Young.