Servitricen Sookie Stackhouse kommer nu fast sammen med vampyren Billy Compton, og det er herligt, for hun får en masse fantastisk sex. Livet i den lille by Bon Temps er dog ikke uden problemer - en morgen finder man liget af kokken Lafayette i politimanden Andy Bellefleurs bil. Den er parkeret foran Merlotte's, cafeen, hvor Sookie arbejder.
Rygter vil vide, at Lafayette var fast deltager i nogle lokale sexfester, men Sookie når ikke rigtig at grave i sagen, før hun bliver sendt til Dallas af overvampyren Eric. Hun skal bruges sine telepatiske evner til at opklare et mysterium. Inden da når hun lige at blive overfaldet af et overnaturligt væsen ude i skoven og i Dallas vrimler det med religiøse tosser, der hader vampyrer, så der er nok at se til.
LIVING DEAD IN DALLAS er bind 2. i Charlaine Harris' vildt populære serie af bøger om Sookie Stackhouse. Nu var bind 1 særdeles god underholdning, men 2'eren er bare endnu bedre. Harris har fået mere styr på sine personer og hun har gjort mere ud af plottet. Det er godt nok to meget forskellige gåder, der skal løses undervejs i historien - og de har intet med hinanden at gøre - men det hele går alligevel op på fornuftig vis.
Vi får selvfølgelig en masse at vide om, hvordan Sookies verden fungerer - nu, hvor vampyrerne har afsløret sig selv og lever side om side med mennesker. En særlig sjov detalje er et flyselskab, der har specialiseret sig i at transportere kister rundt om i landet. Vi kommer også på besøg på et vampyr-hotel. Det er skæg og ballade, det hele, men Harris har skabt en unik verden, der både fascinerer og underholder. Især er det cool, at hun stille og roligt udvider sit univers med flere overnaturlige personer. Der er tale om hængekøje-litteratur for fuld skrue, men det skal man slet ikke rynke på næsen af - jeg er allerede i gang med bind 3!
Jeg læste LIVING DEAD IN DALLAS på engelsk, men den kan også fås i en dansk oversættelse med titlen LEVENDE DØD I DALLAS.
Læs også:
Sexede vampyrer, der sparker røv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar