De bedste gyserfilm fra 1963 til i dag

Som et eksperiment har jeg forsøgt at vælge de bedste gyserfilm siden 1963. Det er nemlig det år, jeg blev født. Reglerne er enkle, men det er øvelsen ikke, da jeg kun må pege på en enkelt film fra hvert år. Nogle år har der været en håndfuld fremragende film, mens andre år nærmest er sorte huller, når det gælder horror.

Jeg håber, at læserne kan finde lidt inspiration i denne liste over nogle af de bedste gysere fra 1963 til i dag. Listen er selvfølgelig lavet med det forbehold, at der er klassikere, jeg ikke har set, og film, jeg ikke helt kan huske kvaliteten af.
1963
THE HAUNTING: En af genrens bedste haunted house-gysere byder på stærke sort/hvide-billeder og intens, nervepirrende stemning. Her er en film, der rent faktisk er rigtig uhyggelig.

1964
THE MASQUE OF THE RED DEATH: Ekstremt flot indslag i Roger Cormans Edgar Allan Poe-serie med en Vincent Price i topform. Måske ikke så nervepirrende som andre film i serien, men på alle måder en produktion af høj klasse.

1965
REPULSION: Roman Polanski graver dybt i den menneskelige psyke i dette højspændte drama, der både fascinerer og frastøder. Billedsiden er vildt eksperimenterende og vi får den ene solide chokscene efter den anden.
1966
THE PLAGUE OF THE ZOMBIES: Hammers eneste indslag i zombie-genren er en dejlig klam sag med gustne udgaver af de levende døde. Manuskriptet er måske lige kringlet nok, men den makabre atmosfære bidrager til den gode oplevelse.

1967
THE SORCERERS: En af de bare tre gysere, Michael Reeves nåede at lave i sit alt for korte liv. Og så har den selveste Boris Karloff i hovedrollen, der trods sin fremskredne alder stjæler de scener, han er med i.

1968
NIGHT OF THE LIVING DEAD: George A. Romeros klassiske zombie-gyser har stadig en enorm gennemslagskraft, men det har været en endnu stærkere og mere chokerende oplevelse at se den i 60'erne. En unik film, der underholder og provokerer.
1969
FRANKENSTEIN MUST BE DESTROYED: Fremragende Hammer-film med et fantastisk manuskript. Og så er Baron Frankenstein - selvfølgelig spillet af den fænomenale Peter Cushing - mere vanvittig end nogensinde før.

1970
L'UCCELLO DALLE PIUME DI CRISTALLO: Dario Argento debuterer i stærk stil med den første af sine elegante krimi-gysere. Allerede her er hans sublime billedsprog i fuldt flor og et af hans gennemgående temaer - intet er som det ser ud til - spiller en stor rolle.

1971
DUEL: Sjældent har en TV-film været mere spændende. Steven Spielberg forvandler Richard Mathesons historie til en nerveflænsende oplevelse, der er lige imponerende hver gang, man ser den.
1972
DR. PHIBES RISES AGAIN: Trods et beskedent budget, så er den anden film om dr. Phibes herlig underholdning. Og så er det svært at have noget imod en gyser med Vincent Price i hovedrollen.

1973
THE EXORCIST: Det kan godt være, at det virker lidt komisk med to katolske præster, der messer "The power of christ compels you", men tro mig - der er intet komisk ved denne film. Intens, nervepirrende og banebrydende på alle planer - en af de virkelig storslåede oplevelser indenfor genren.

1974
THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE: Tobe Hoopers mareridtsagtige rejse gennem den mørkeste afkrog af USA - og en tur ind i det mest sorte af menneskets sjæl. En unik film, der stadig kan chokere og fascinere.
1975
JAWS: Selv om hajen er så meget lavet af plastik, er stemningen i Steven Spielbergs dyregyser bare så perfekt. John Williams' musik, et godt manuskript og dynamisk klipning trækker i den grad op i den samlede bedømmelse.

1976
CARRIE: I Brian De Palmas hænder bliver Stephen Kings debutroman til en kulørt, gribende og uhyggelig rutsjebanetur. Valget af skuespillere er perfekt hele vejen rundt - og så må vi ikke glemme den fænomenale slutning.

1977
SUSPIRIA: Manuskriptet er ikke i nærheden af at give mening, men det er heller ikke Dario Argentos mission. SUSPIRIA er et bombardement af en film, der påvirker alle sanser - det er bare det vildeste horror-trip.
1978
HALLOWEEN: En af de store milepæle i genren. Dyster stemning, chokscene efter chokscene, hypnotisk musik og flotte billeder er nogle af virkemidlerne - og hold da op, hvor de virker!

1979
THE BROOD: Et af David Cronenbergs mange mesterværker med scener, der både imponerer og frastøder. Selv om plottet er vildt bizart, bliver man suget ind i den fantastiske historie - og slutningen er meget stærk.

1980
THE CHANGELING: Der er en nervepirrende stemning over de fleste haunted house-gysere, men denne her er godt nok i en liga for sig. THE CHANGELING er intens uhygge fra start til slut.
1981
AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON: Horror og humor mødes i en perfekt blanding i John Landis' ekstremt underholdende varulvefilm. Det skader selvfølgelig ikke, at effekterne er i topklasse - ikke mindst i den fænomenale forvandlingsscene.

1982
THE THING: Der bydes på kulde, paranoia og ekstrem splatter i John Carpenters fortolkning af kortromanen WHO GOES THERE? af John W. Campbell, Jr., der inspirerede 50'er-klassikeren THE THING FROM ANOTHER WORLD. Ennio Morricones musik bidrager også til den særlige stemning i denne fantastiske film.

1983
VIDEODROME: Tanken om, at man kan tage skade at se for meget TV, får en noget surrealistisk vinkel i David Cronenbergs syrede, provokerende og rebelske film. James Woods er rigtig god i hovedrollen, men den store overraskelse på rollelisten er Deborah Harry, der giver sig selv 100 procent.
1984
A NIGHTMARE ON ELM STREET: Selv om man godt kan grine af Johnny Depps korte T-shirt og de håbløse frisurer, så er det en af 80'ernes mest skelsættende gysere, som Wes Craven fik skabt. Freddy Krueger-figuren er en af skrækfilmens stærkeste og mest populære ikoner - og i denne film er han godt nok uhyggelig.

1985
RE-ANIMATOR: Man må sige, at Stuart Gordon tager sig nogle friheder i sin fortolkning af H.P. Lovecrafts skriverier, men resultatet er fremragende. En blodig og sprudlende film, der byder på den ene overraskende og vanvittige scene efter den anden - og replikkerne er guld værd.

1986
THE FLY: David Cronenberg tager George Langelaans novelle og historien fra 50'er-klassikeren igennem sin kringlede hjerne og skaber noget ganske særligt. Jeff Goldblum er et hit i hovedrollen og så skader det heller ikke, at effekterne og musikken er helt i top.
1987
PRINCE OF DARKNESS: Det går langsomt i John Carpenters stilfulde gyser, men for pokker hvor det virker. Her er virkelig horror-stemning, så det batter - og kan man i det hele taget have noget imod en film med både Donald Pleasence og Alice Cooper på rollelisten?

1988
THE SERPENT AND THE RAINBOW: Forfatteren Wade Davis var alt andet end tilfreds med Wes Cravens filmatisering af hans bog om zombie-kulturen på Haiti - men det kan vi andre jo være ligeglade med. Filmen er creepy som ind i Helvede og selv om det kører lidt af sporet til sidst, så er det skøn underholdning.

1989
PET SEMATARY: En af de bedre Stephen King-bøger bliver til en intens og grum film. Der bliver ikke lagt fingre imellem i denne makabre og gribende gyser med en slutning, der er sortere end sort.
1990
ARACHNOPHOBIA: Med fine billeder af danske Mikael Salomon og skøn musik af Trevor Jones får vi en dejlig tur i rædslernes rutsjebane. Filmen er selvfølgelig mest effektiv, hvis man ikke bryder sig om edderkopper, men den er bare go' - uanset hvad.

1991
THE SILENCE OF THE LAMBS: Vi er måske mest i thriller-land, men Jonathan Demme læsser så mange gyser-elementer på - i form af stemning, kulisser, musik og splatter - at vi også har en fod i horror-land. Nogle af de væsentlige detaljer fra Thomas Harris' bog ofres, men det er stadig en ekstremt vellykket film.

1992
CANDYMAN: Det er meget svært at filmatisere Clive Barker, men Bernard Rose gør alt rigtigt i sin vildt intense og nervepirrende film. Tony Todd er virkelig god i titelrollen, Virginia Madsen er et hit og Philip Glass' hypnotiske musik passer eminent til billederne.
1993
THE DARK HALF: George A. Romero får det bedste ud af Stephen Kings bizarre roman om en forfatter, der prøver at slå sit pseudonym ihjel. Som altid hos King er slutningen lidt gakket, men Timothy Huttons skuespil får filmen til at fungere.

1994
INTERVIEW WITH THE VAMPIRE: Selv om det er den polerede Tom Cruise, der spiller hovedrollen, er det en alt andet end poleret filmudgave af Anne Rices populære roman, som Neil Jordan har skabt. Den pulserende musik af Elliot Goldenthal hører til noget af det bedste, der er komponeret til en genrefilm.

1995
SE7EN: David Finchers kringlede, fascinerende og modbydelige film er både en thriller og en gyser - så kan man alt efter humør selv afgøre, om den er mest det ene eller det andet. Under alle omstændigheder er det en helt unik film.
1996
SCREAM: Wes Craven og Kevin Williamson tager så meget pis på genren i denne overraskende og senere så kopierede og parodierede gyser - men samtidig har de så meget respekt, at filmen også er skræmmende og uhyggelig. Især er det langstrakte klimaks ret nervepirrende.

1997
MIMIC: Guillermo del Toros første forsøg på at lave en Hollywood-produktion balancerer hårfint mellem at være en standard mainstream-gyser og noget meget vildere og mere eksperimenterede. Især er det værd at bemærke det usædvanlige monster, der er hovedpersonen i denne film.

1998
RINGU: En af de første film fra den nye bølge af asiatisk horror, der slog igennem i den vestlige verden. Hideo Nakata styrer sin film benhårdt frem mod en af de mest overraskende og skræmmende slutninger, der er set i genren.
1999
THE SIXTH SENSE: M. Night Shyamalan tog verden med storm med denne fine lille film, der lever højt på sit mix af det helt ordinære og hverdagsagtige og det uhyggelige og uforståelige. Selvfølgelig har den også den unikke slutning, der dog ikke fjerner noget af filmens magi, når man ser den igen.

2000
FINAL DESTINATION: En af de bedste af de mange ungdomsgysere, der kom i kølvandet på SCREAM. Nok er klimaks lidt overgearet, men manuskriptet er opfindsomt og den første halve time sitrer af frygt og nervøsitet - og døds-scenerne er meget kreative.

2001
JEEPERS CREEPERS: Det er sjældent, at vi får virkelig originale monstre, men her er sandelig et af slagsen. Victor Salva har skabt en herlig og klam lille B-film, der underholder fra start til slut.
2002
28 DAYS LATER: Zombie-genren får lige et twist i Danny Boyles hyper-energiske film om inficerede galninge, der hærger England. Det er en ond og grum rejse - fortalt med en teknisk virtuositet, der kun kan imponere.

2003
HAUTE TENSION: Franske Alexandre Aja går helt amok i denne brutale film, der byder på ultravold i enorme doser. Manuskriptet er lusket og slutningen er overraskende, men hvis man lige tænker sig om, så giver det hele faktisk mening.

2004
SAW: Mange havde nok ikke troet, at James Wans lille gyser skulle føre til en af de største horror-franchises nogensinde. Men det er en fremragende film, der trækker handlingen i ny og overraskende retning hvert 10. minut - og slutningen er genial!
2005
THE DESCENT: Neil Marshall tager begrebet klaustrofobi og ganger det med ti. Aldrig før har man set en så tæt og indelukket film - og rædslerne kommer bare væltende i denne fantastiske skrækfilm.

2006
THE HILLS HAVE EYES: Det kan godt være, at Wes Cravens original betragtes som en klassiker, men der er så meget mere at komme efter i Alexandre Ajas moderne remake. Modbydelig mutant-horror af fineste karat!

2007
À L'INTÉRIEUR: En af de bedste film fra de senere års bølge af fransk horror - og en af de klammeste film i mands minde. Jeg kan garantere dig for, at À L'INTÉRIEUR indeholder scener, du aldrig vil glemme.
2008
LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN: Svensk mesterværk efter John Ajvide Lindqvists populære roman. Fortalt i et enestående billedsprog og med den ene uforglemmelige scene efter den anden.

2009
TRICK 'R TREAT: Overraskende antologifilm, der med humor og horror fortæller om favorit-højtiden blandt gyserfans, nemlig Halloween. Her er en film, der vil komme til at være et højdepunkt i mange år frem, når man skal (u)hygge sig på årets mest skræmmende aften.

2010
FROZEN: Adam Green viser, at less is more i denne elegante gyser om tre unge, der bliver glemt i en skilift. Det er verdens mest enkle ide, men det fungerer bare så godt.