søndag den 19. juni 2011

De bedste gyserfilm fra 1963 til i dag

Som et eksperiment har jeg forsøgt at vælge de bedste gyserfilm siden 1963. Det er nemlig det år, jeg blev født. Reglerne er enkle, men det er øvelsen ikke, da jeg kun må pege på en enkelt film fra hvert år. Nogle år har der været en håndfuld fremragende film, mens andre år nærmest er sorte huller, når det gælder horror.

Jeg håber, at læserne kan finde lidt inspiration i denne liste over nogle af de bedste gysere fra 1963 til i dag. Listen er selvfølgelig lavet med det forbehold, at der er klassikere, jeg ikke har set, og film, jeg ikke helt kan huske kvaliteten af.
1963
THE HAUNTING: En af genrens bedste haunted house-gysere byder på stærke sort/hvide-billeder og intens, nervepirrende stemning. Her er en film, der rent faktisk er rigtig uhyggelig.

1964
THE MASQUE OF THE RED DEATH: Ekstremt flot indslag i Roger Cormans Edgar Allan Poe-serie med en Vincent Price i topform. Måske ikke så nervepirrende som andre film i serien, men på alle måder en produktion af høj klasse.

1965
REPULSION: Roman Polanski graver dybt i den menneskelige psyke i dette højspændte drama, der både fascinerer og frastøder. Billedsiden er vildt eksperimenterende og vi får den ene solide chokscene efter den anden.
1966
THE PLAGUE OF THE ZOMBIES: Hammers eneste indslag i zombie-genren er en dejlig klam sag med gustne udgaver af de levende døde. Manuskriptet er måske lige kringlet nok, men den makabre atmosfære bidrager til den gode oplevelse.

1967
THE SORCERERS: En af de bare tre gysere, Michael Reeves nåede at lave i sit alt for korte liv. Og så har den selveste Boris Karloff i hovedrollen, der trods sin fremskredne alder stjæler de scener, han er med i.

1968
NIGHT OF THE LIVING DEAD: George A. Romeros klassiske zombie-gyser har stadig en enorm gennemslagskraft, men det har været en endnu stærkere og mere chokerende oplevelse at se den i 60'erne. En unik film, der underholder og provokerer.
1969
FRANKENSTEIN MUST BE DESTROYED: Fremragende Hammer-film med et fantastisk manuskript. Og så er Baron Frankenstein - selvfølgelig spillet af den fænomenale Peter Cushing - mere vanvittig end nogensinde før.

1970
L'UCCELLO DALLE PIUME DI CRISTALLO: Dario Argento debuterer i stærk stil med den første af sine elegante krimi-gysere. Allerede her er hans sublime billedsprog i fuldt flor og et af hans gennemgående temaer - intet er som det ser ud til - spiller en stor rolle.

1971
DUEL: Sjældent har en TV-film været mere spændende. Steven Spielberg forvandler Richard Mathesons historie til en nerveflænsende oplevelse, der er lige imponerende hver gang, man ser den.
1972
DR. PHIBES RISES AGAIN: Trods et beskedent budget, så er den anden film om dr. Phibes herlig underholdning. Og så er det svært at have noget imod en gyser med Vincent Price i hovedrollen.

1973
THE EXORCIST: Det kan godt være, at det virker lidt komisk med to katolske præster, der messer "The power of christ compels you", men tro mig - der er intet komisk ved denne film. Intens, nervepirrende og banebrydende på alle planer - en af de virkelig storslåede oplevelser indenfor genren.

1974
THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE: Tobe Hoopers mareridtsagtige rejse gennem den mørkeste afkrog af USA - og en tur ind i det mest sorte af menneskets sjæl. En unik film, der stadig kan chokere og fascinere.
1975
JAWS: Selv om hajen er meget lavet af plastik, er stemningen i Steven Spielbergs dyregyser bare så perfekt. John Williams' musik, et godt manuskript og dynamisk klipning trækker i den grad op i den samlede bedømmelse.

1976
CARRIE: I Brian De Palmas hænder bliver Stephen Kings debutroman til en kulørt, gribende og uhyggelig rutsjebanetur. Valget af skuespillere er perfekt hele vejen rundt - og så må vi ikke glemme den fænomenale slutning.

1977
SUSPIRIA: Manuskriptet er ikke i nærheden af at give mening, men det er heller ikke Dario Argentos mission. SUSPIRIA er et bombardement af en film, der påvirker alle sanser - det er bare det vildeste horror-trip.
1978
HALLOWEEN: En af de store milepæle i genren. Dyster stemning, chokscene efter chokscene, hypnotisk musik og flotte billeder er nogle af virkemidlerne - og hold da op, hvor de virker!

1979
THE BROOD: Et af David Cronenbergs mange mesterværker med scener, der både imponerer og frastøder. Selv om plottet er vildt bizart, bliver man suget ind i den fantastiske historie - og slutningen er meget stærk.

1980
THE CHANGELING: Der er en nervepirrende stemning over de fleste haunted house-gysere, men denne her er godt nok i en liga for sig. THE CHANGELING er intens uhygge fra start til slut.
1981
AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON: Horror og humor mødes i en perfekt blanding i John Landis' ekstremt underholdende varulvefilm. Det skader selvfølgelig ikke, at effekterne er i topklasse - ikke mindst i den fænomenale forvandlingsscene.

1982
THE THING: Der bydes på kulde, paranoia og ekstrem splatter i John Carpenters fortolkning af kortromanen WHO GOES THERE? af John W. Campbell, Jr., der inspirerede 50'er-klassikeren THE THING FROM ANOTHER WORLD. Ennio Morricones musik bidrager også til den særlige stemning i denne fantastiske film.

1983
VIDEODROME: Tanken om, at man kan tage skade at se for meget TV, får en noget surrealistisk vinkel i David Cronenbergs syrede, provokerende og rebelske film. James Woods er rigtig god i hovedrollen, men den store overraskelse på rollelisten er Deborah Harry, der giver sig selv 100 procent.
1984
A NIGHTMARE ON ELM STREET: Selv om man godt kan grine af Johnny Depps korte T-shirt og de håbløse frisurer, så er det en af 80'ernes mest skelsættende gysere, som Wes Craven fik skabt. Freddy Krueger-figuren er en af skrækfilmens stærkeste og mest populære ikoner - og i denne film er han godt nok uhyggelig.

1985
RE-ANIMATOR: Man må sige, at Stuart Gordon tager sig nogle friheder i sin fortolkning af H.P. Lovecrafts skriverier, men resultatet er fremragende. En blodig og sprudlende film, der byder på den ene overraskende og vanvittige scene efter den anden - og replikkerne er guld værd.

1986
THE FLY: David Cronenberg tager George Langelaans novelle og historien fra 50'er-klassikeren igennem sin kringlede hjerne og skaber noget ganske særligt. Jeff Goldblum er et hit i hovedrollen og så skader det heller ikke, at effekterne og musikken er helt i top.
1987
PRINCE OF DARKNESS: Det går langsomt i John Carpenters stilfulde gyser, men for pokker hvor det virker. Her er virkelig horror-stemning, så det batter - og kan man i det hele taget have noget imod en film med både Donald Pleasence og Alice Cooper på rollelisten?

1988
THE SERPENT AND THE RAINBOW: Forfatteren Wade Davis var alt andet end tilfreds med Wes Cravens filmatisering af hans bog om zombie-kulturen på Haiti - men det kan vi andre jo være ligeglade med. Filmen er creepy som ind i Helvede og selv om det kører lidt af sporet til sidst, så er det skøn underholdning.

1989
PET SEMATARY: En af de bedre Stephen King-bøger bliver til en intens og grum film. Der bliver ikke lagt fingre imellem i denne makabre og gribende gyser med en slutning, der er sortere end sort.
1990
ARACHNOPHOBIA: Med fine billeder af danske Mikael Salomon og skøn musik af Trevor Jones får vi en dejlig tur i rædslernes rutsjebane. Filmen er selvfølgelig mest effektiv, hvis man ikke bryder sig om edderkopper, men den er bare go' - uanset hvad.

1991
THE SILENCE OF THE LAMBS: Vi er måske mest i thriller-land, men Jonathan Demme læsser så mange gyser-elementer på - i form af stemning, kulisser, musik og splatter - at vi også har en fod i horror-land. Nogle af de væsentlige detaljer fra Thomas Harris' bog ofres, men det er stadig en ekstremt vellykket film.

1992
CANDYMAN: Det er meget svært at filmatisere Clive Barker, men Bernard Rose gør alt rigtigt i sin vildt intense og nervepirrende film. Tony Todd er virkelig god i titelrollen, Virginia Madsen er et hit og Philip Glass' hypnotiske musik passer eminent til billederne.
1993
THE DARK HALF: George A. Romero får det bedste ud af Stephen Kings bizarre roman om en forfatter, der prøver at slå sit pseudonym ihjel. Som altid hos King er slutningen lidt gakket, men Timothy Huttons skuespil får filmen til at fungere.

1994
INTERVIEW WITH THE VAMPIRE: Selv om det er den polerede Tom Cruise, der spiller hovedrollen, er det en alt andet end poleret filmudgave af Anne Rices populære roman, som Neil Jordan har skabt. Den pulserende musik af Elliot Goldenthal hører til noget af det bedste, der er komponeret til en genrefilm.

1995
SE7EN: David Finchers kringlede, fascinerende og modbydelige film er både en thriller og en gyser - så kan man alt efter humør selv afgøre, om den er mest det ene eller det andet. Under alle omstændigheder er det en helt unik film.
1996
SCREAM: Wes Craven og Kevin Williamson tager så meget pis på genren i denne overraskende og senere så kopierede og parodierede gyser - men samtidig har de så meget respekt, at filmen også er skræmmende og uhyggelig. Især er det langstrakte klimaks ret nervepirrende.

1997
MIMIC: Guillermo del Toros første forsøg på at lave en Hollywood-produktion balancerer hårfint mellem at være en standard mainstream-gyser og noget meget vildere og mere eksperimenterede. Især er det værd at bemærke det usædvanlige monster, der er hovedpersonen i denne film.

1998
RINGU: En af de første film fra den nye bølge af asiatisk horror, der slog igennem i den vestlige verden. Hideo Nakata styrer sin film benhårdt frem mod en af de mest overraskende og skræmmende slutninger, der er set i genren.
1999
THE SIXTH SENSE: M. Night Shyamalan tog verden med storm med denne fine lille film, der lever højt på sit mix af det helt ordinære og hverdagsagtige og det uhyggelige og uforståelige. Selvfølgelig har den også den unikke slutning, der dog ikke fjerner noget af filmens magi, når man ser den igen.

2000
FINAL DESTINATION: En af de bedste af de mange ungdomsgysere, der kom i kølvandet på SCREAM. Nok er klimaks lidt overgearet, men manuskriptet er opfindsomt og den første halve time sitrer af frygt og nervøsitet - og døds-scenerne er meget kreative.

2001
JEEPERS CREEPERS: Det er sjældent, at vi får virkelig originale monstre, men her er sandelig et af slagsen. Victor Salva har skabt en herlig og klam lille B-film, der underholder fra start til slut.
2002
28 DAYS LATER: Zombie-genren får lige et twist i Danny Boyles hyper-energiske film om inficerede galninge, der hærger England. Det er en ond og grum rejse - fortalt med en teknisk virtuositet, der kun kan imponere.

2003
HAUTE TENSION: Franske Alexandre Aja går helt amok i denne brutale film, der byder på ultravold i enorme doser. Manuskriptet er lusket og slutningen er overraskende, men hvis man lige tænker sig om, så giver det hele faktisk mening.

2004
SAW: Mange havde nok ikke troet, at James Wans lille gyser skulle føre til en af de største horror-franchises nogensinde. Men det er en fremragende film, der trækker handlingen i ny og overraskende retning hvert 10. minut - og slutningen er genial!
2005
THE DESCENT: Neil Marshall tager begrebet klaustrofobi og ganger det med ti. Aldrig før har man set en så tæt og indelukket film - og rædslerne kommer bare væltende i denne fantastiske skrækfilm.

2006
THE HILLS HAVE EYES: Det kan godt være, at Wes Cravens original betragtes som en klassiker, men der er så meget mere at komme efter i Alexandre Ajas moderne remake. Modbydelig mutant-horror af fineste karat!

2007
À L'INTÉRIEUR: En af de bedste film fra de senere års bølge af fransk horror - og en af de klammeste film i mands minde. Jeg kan garantere dig for, at À L'INTÉRIEUR indeholder scener, du aldrig vil glemme.
2008
LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN: Svensk mesterværk efter John Ajvide Lindqvists populære roman. Fortalt i et enestående billedsprog og med den ene uforglemmelige scene efter den anden.

2009
TRICK 'R TREAT: Overraskende antologifilm, der med humor og horror fortæller om favorit-højtiden blandt gyserfans, nemlig Halloween. Her er en film, der vil komme til at være et højdepunkt i mange år frem, når man skal (u)hygge sig på årets mest skræmmende aften.

2010
FROZEN: Adam Green viser, at less is more i denne elegante gyser om tre unge, der bliver glemt i en skilift. Det er verdens mest enkle ide, men det fungerer bare så godt.

24 kommentarer:

  1. Hold da op, det må have været lidt af en vridemaskine; der er nogle kritiske år omkring midthalvfjerdserne. Jeg kan godt tilslutte mig de fleste år. Her er årene hvor min egen liste ville divergere: 1976: The tenant, 1996: The frighteners, 2000: Ginger snaps, 2001: Dagon, 2004: Dawn of the dead (remake), 2006: Bug.

    SvarSlet
  2. Det er bestemt ikke nogen let øvelse, uanset om det er et godt år (som f.eks. 1980) eller et dårligt år (som f.eks. 1969).

    SvarSlet
  3. 87 er også lidt tricky: Evil dead 2, Hellraiser, Predator, Prince of darkness, Angel heart, Street trash, The stepfather ... Det er sådan et år, jeg går og venter på.

    SvarSlet
  4. Morten Carlsenmandag, 20 juni, 2011

    En ren guldgrube af horror! Rigtig interessant liste, Søren.
    Ja, personligt er jeg i vildrede omkring flere af årene, især i 70erne og 80erne, hvor horrorfilmen havde sin heyday.
    Jeg havde smidt ROSEMARY'S BABY ind i 1968 (ja, sorry, men jeg synes, det er en bedre og suverænt mere creepy film end NIGHT OF THE LIVING DEAD). I 1990 ville jeg nok fremhæve JACOB'S LADDER og i 1999 THE BLAIR WITCH PROJECT.

    SvarSlet
  5. Super med sådan en liste! Jeg er selv ret vild med The Changeling, men hvordan du kan placere den foran en af alle tiders bedste gyserfilm i skikkelse af The Shining, forstår jeg ikke ;-)

    SvarSlet
  6. Thomas Rostockmandag, 20 juni, 2011

    Glad for at se små film som CARRIE og især THE BROOD på listen, Søren. De bliver ofte glemt, men indeholder så meget substans og stil, at de bestemt er mere end blot et enkelt bekendtskab værd. Det er faktisk det allerbedste ved lister som denne: De kan åbne øjnene for de små perler iblandt de større alment anerkendte "klassikere".

    SvarSlet
  7. @Maltemania: Jeg har aldrig rigtig været den store THE SHINING-fan, men jeg har fået det bedre med filmen gennem årene. Den lange amerikanske version er bedre end den europæiske.

    SvarSlet
  8. Modigt af dig af have SCREAM som den bedste gyserfilm fra '96 på trods af, at det er trendy at spytte på den. Jeg kan sgu også godt lide den! xD

    SvarSlet
  9. Uha, elsker sådan nogle lister. Af de nyere film vil jeg nok vælge lidt anderledes: 1999: AUDITION, 2001: SESSION 9, 2004: SHUTTER, 2006: THE HOST (ja, så meget horror er der vel ikke i den, men det er dæleme god), 2008: MARTYRS, det sidste årti: MARTYRS!

    Og så glemmer man helt sikkert en masse film, but that's life!

    SvarSlet
  10. @Jack: Jeg synes, at 1996 er nem at have med at gøre. Både THE FRIGHTENERS og FROM DUSK TILL DAWN er oplagte kandidater, men så hellere en film, der både er sjov ... og uhyggelig! Så det bliver SCREAM.

    @Thomas: MARTYRS er et rigtig stærkt bud fra 2008 og jeg er også helt vild med den ... men det blev så den svenske vamperfilm, der alligevel fik overtaget. AUDITION, SHUTTER og THE HOST har jeg simpelthen ikke set, men så har jeg jo noget at glæde mig til.

    SvarSlet
  11. Jeg er også meget glad for LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN, men MARTYRS rangerer alligevel lidt højere hos mig, og dér er det så det er svært at begrænse sig til en:)

    Du har virkelig noget at glæde dig til med de 3 film. SHUTTER er virkelig uhyggelig. Den minder nok en del, om nogle af de andre gode asiatiske gysere på nogle punkter, men den er bare så fandens effektiv. Og så kan den fås billigt på dansk DVD. Så den er klart værd at overveje ved dit næste indkøb:)

    SvarSlet
  12. 'Martyrs' vil for mit vedkommende blæse alt modstand out of the water fra 2008 (og frem efter). I mine øjne er filmen en ny-klassiker og mere ren horror end 'Låt den rätte komma in' - som mere er en kærlighedshistorie krydret med socialrealisme. Ellers en fin liste - jeg er ikke enig i alle valg (men det ville også være underligt).

    SvarSlet
  13. Min Liste, da jeg er født i 1962, så starter jeg der:
    1962: The Awful Dr Orloff
    1963: The Haunting
    1964: Two-Thousand Maniacs
    1965: Repulsion
    1966: Torn Curtain
    1967: The Fearless Vampire Killers
    1968: The Devil Rides out
    1969: Frankenstein Must Be Destroyed
    1970: Mark of the Devil
    1971: A Bay of Blood
    1972: All the Colors of the Dark
    1973: The Exorcist
    1974: The Texas Chainsaw Massacre
    1975: Deep Red
    1976: Bloodsucking Freaks
    1977: Suspiria
    1978: Dawn of the Dead
    1979: Phantasm
    1980: Inferno
    1981: The House By the Cemetary
    1982: The Thing
    1983: Videodrome
    1984: A Nightmare On Elm Street
    1985: Re-Animator
    1986: The Fly
    1987: Hellraiser
    1988: Guinea Pig: Mermaid In A Manhole
    1989: The Church
    1990: The Pit And the Pendulum
    1991: The People Under the Stairs
    1992: Candyman
    1993: Cronos
    1994: Dellamorte Dellamore
    1995: Se7en
    1996: From Dusk To Dawn
    1997: Event Horizon
    1998: Dark City
    1999: Audition
    2000: The Cell
    2001: Dagon
    2002: Resident Evil
    2003: High Tension
    2004: Dawn of the Dead (remake)
    2005: The Descent
    2006: The Hills Have Eyes (remake)
    2007: 28 Weeks Later
    2008: The Human Centipede
    2009: My Bloody Valentine (remake)
    2010: A Serbian Film

    SvarSlet
  14. I får også lige min liste ;-)
    Da jeg er født i 1986, starter jeg der:

    1986: The Fly
    1987: Evil Dead II
    1988: They Live
    1989: Pet Semetary
    1990: The Exorcist III
    1991: Godzilla vs. King Ghidorah
    1992: Braindead
    1993: Needful Things
    1994: Nattevagten
    1995: Species
    1996: Scream
    1997: Event Horizon
    1998: The Ring
    1999: The Blair Witch Project
    2000: The Cell
    2001: The Others
    2002: Dog Soldiers
    2003: A Tale of Two Sisters
    2004: Saw
    2005: The Descent
    2006: Fritt Vilt (Cold Prey)
    2007: The Orphanage
    2008: Splinter
    2009: Paranormal Activity
    2010: Piranha 3D

    SvarSlet
  15. @Maltemania: Herligt med en favorit-liste med en Godzilla-film blandt titlerne!

    ...og kom endelig med flere årstals-lister.

    SvarSlet
  16. Jamen så vil jeg også lege med! Der er ikke noget bedre en lister, de kan diskuteres op og ned og der er ingen facitliste. Det er fedt at Søren så ofte gider bruge tid på dem og hele tiden med nye vinkler og altid med en intelligent kommentar til. Jeg er fra 1968 og derfor må min liste starte der. Dem med stort er for overskuelighedens skyld identisk med Sørens. Og så fandt jeg pga. dette i øvrigt ud af at årene 1978 , 1981, 2007 & 2008 var ekstraordinært gode gyserår…

    1968 : Rosemarys Baby

    1969: Eye of the Cat

    1970: And Soon The Darkness (Rimelig god remake blev lavet i 2010)
    1971: Let’s Scare Jessica to Death

    1972: Frogs

    1973: THE EXORCIST (Men glem aldrig Don’t Look Now…)

    1974: THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE

    1975: JAWS

    1976: The Omen

    1977: Orca (meget tæt løb med ”Demon Seed” og ”Alice Sweet Alice”) Men elsker, elsker Orca

    1978: Invasion of the Bodysnatchers (Hvilket fantastisk år!!! Jeg
    nævner i flæng Halloween, Coma, The Fury, The Legacy, The Omen II, Jaws II, Long Weekend, Dawn of the Dead og Piranha, men skriget til sidst i Bodysnatchers sidder stadig under huden på mig nu 33år efter)

    1979: Alien

    1980: The Fog (Indrømmet The Changeling er mere uhyggelig og jeg lærte faktisk først om den her på bloggen for kort tid siden – tak for den!) Men The Fog er stadig min All Time Favorit af alle gyserfilm i verden i al evighed ☺) Det var i øvrigt et dejligt år hvor ”Friday The 13’th” også startede sin sejrsgang

    1981: The Entity. Endu et af de vilde år tænk bare på Jason i F.13th II, The Burning, Dead & Burried, Deadly Blessing, Halloween II, The Howling, My Bloody Valentine – som jeg så skide fuld med min kæreste under dynerne efter studenterfest, The Prowler, Scanners, Ghost Story, Wolfen og så var der også lige den første, eneste og måske sidste danske varulvefilm - Ulvetid.

    1982: THE THING

    1983: Christine

    1984: Children of the Corn

    1985: Lifeforce

    1986: THE FLY

    1987: PRINCE OF DARKNESS

    1988: They Live

    1989: PET SEMETARY

    1990: Mr. Frost

    1991: THE SILENCE OF THE LAMBS

    1992: CANDYMAN

    1993: Body Snatchers - (Invasion of the Body Snatchers 1993)

    1994: In the Mouth of Madness

    1995: The Prophecy

    1996: SCREAM

    1997: Event Horizon (Virkelig et svært valg mellem den, Mimic, og I Know What You Did Last Summer – som jeg ved enhver lejlighed forsøger at overbevise masserne om, er bedre end Scream… )

    1998: RINGU (Selvom Jesper’s Dark City lokker og Phantoms presser)

    1999: Storm of the Century

    2000: Pitch Black

    2001: JEEPERS CREEPERS

    2002: Below

    2003: The Texas Chainsaw Massacre (remake) - (ved ikke helt hvad den gjorde, hvordan eller hvorfor, men min kammerat sagde til mig da vi kom ud fra biografen ”Hold da kæft, jeg har det ligesom jeg har været ude for et biluheld” – jeg kiggede på ham og sagde ”Nøjagtig sådan har jeg det sgu også!” rystet som i de unge dage – det var så fedt…!)

    2004: SAW

    2005: THE DECENT

    2006: Ils

    2007: 30 Days of Night

    2008: The Ruins

    2009: Orphan (Denne lille film bliver simpelthen bedre for hver gang)

    2010: Devil

    2011: The Tunnel (Until Now)

    SvarSlet
  17. @Thomas K.: Virkelig fantastisk liste og herlige kommentarer. Ja, der er bare nogle af årene, der er vanskelige - og nogle, der gi'r sig selv. Også her er der film, jeg ikke har set, så det giver inspiration til nye skræmmende oplevelser.

    SvarSlet
  18. Hermed min liste. Udgivelsesårene er tjekket med imdb, så jeg skeler ikke til, hvornår de fik premiere i Danmark.

    1979: The brood
    1980: The shining
    1981: An American werewolf in London
    1982: The thing
    1983: Videodrome
    1984: The toxic avenger
    1985: Return of the living dead
    1986: From beyond
    1987: Hellraiser
    1988: Brain damage
    1989: Society
    1990: The exorcist III
    1991: The silence of the lambs
    1992: Bram Stokers Dracula
    1993: The dark half
    1994: In the mouth of madness
    1995: Se7en
    1996: The frighteners
    1997: Event horizon
    1998: Sphere
    1999: Stir of echoes
    2000: What lies beneath
    2001: Dagon
    2002: 28 days later
    2003: King of the ants
    2004: Dawn of the dead (remake)
    2005: The descent
    2006: Bug
    2007: Inside
    2008: Låt den rätte komma in
    2009: Zombieland
    2010: Black swan

    Største smerte var i 80 hvor "Altered states" skulle ofres, 87 hvor "Evil dead 2" røg sig en tur og 2008 da "Martyrs" røg ud.

    SvarSlet
  19. Jeg er enig i 28 af titlerne, men selv om jeg godt kan lide An American Werewolf in London, ville jeg fra '81 hellere have valgt The Howling. Den tager horrorgenren langt mere seriøst, synes jeg. Men det er jo blot en mening ;)

    SvarSlet
  20. Jeg holder rigtig meget af både THE HOWLING og AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON, men jeg synes at den amerikanske varulv vinder på målfoto.

    SvarSlet
  21. Enig med DannX68 mht. "The Howling", men begge er fremragende!

    SvarSlet
  22. Rødt chok, fra 1973 med Donald Sutherland! Intet slår den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes, at RØDT CHOK/DON'T LOOK NOW er en cool film, men den er også lidt køligt lavet, og derfor er den ikke blandt mine absolutte favoritter.

      Slet
  23. Hmmm ... måske skulle jeg finde på noget for årene op til i dag. I'll be back!

    SvarSlet