onsdag den 17. august 2011

John Carpenters THE WARD er gammeldags horror uden de store overraskelser

Det er mange år siden, at skrækmesteren John Carpenter har lavet en rigtig god film. Her skal vi vel tilbage til IN THE MOUTH OF MADNESS fra 1994. Og det er endnu længere siden, at han har instrueret en film, der var fremragende. Efter min mening er PRINCE OF DARKNESS fra 1987 den seneste af hans produktioner, der fortjener den etiket.

Carpenters output det seneste årti har været minimalt og et par af tingene har jeg end ikke fået set endnu. Netop den dalende kvalitet har gjort, at jeg ikke har ligget søvnløs om natten i panik over, at jeg ikke har overværet det seneste værk fra manden bag horror-klassikere som HALLOWEEN, THE FOG og THE THING. Men det er selvfølgelig interessant, når Carpenter laver noget nyt i genren og nu er han så tilbage med THE WARD. Desværre er han ikke tilbage med et brag, men det er heldigvis heller ikke med en klynken...
Carpenter er åbenbart tryg ved at bruge de tricks, der har virket i hans tidligere film
THE WARD foregår i 1966. Her møder vi Kristen, der bliver arresteret efter at have sat ild til en forladt landbrugsejendom. Hun bliver bragt til North Bend Psychiatric Hospital, hvor hun møder de andre patienter på den lukkede afdeling - Iris, Sarah, Emily og Zoey, der alle er unge piger som Kristen. Hun møder også den umiddelbart tillidsvækkende dr. Stringer, der vil gøre alt for at kurere hende. Kristen lider nemlig af hukommelsestab. Hun er dog en oprørsk type, og det bringer hende hurtigt i problemer - især fordi der sker mystiske ting på afdelingen. Hvem var pigen, der før boede i hendes værelse - og hvad er der sket med de tidligere patienter?
Der er ingen tvivl om, at John Carpenter er en dygtig håndværker og THE WARD emmer af teknisk overskud med sine lækre, velkomponerede billeder og dunkle stemning. Allerede under den flotte titelsekvens ved vi, at det ikke er en amatør, der har haft ansvaret for at styre dette projekt. Chokscenerne eksekveres med stor præcision og langsomt bygges der op til, at det her nok skal blive rigtig uhyggeligt.

Men det bliver det aldrig for alvor. Nu er der en god forklaring på, at filmen foregår i 60'erne (det er noget med muligheden for at spærre folk inde på en psykiatrisk afdeling mod deres vilje, hvilken reglerne vist nok blev ændret for engang i 70'erne i USA), men filmen føles forbløffende gammeldags. Gysene er helt efter bogen og der skal noget mere til at skræmme et moderne publikum. Carpenter er åbenbart tryg ved at bruge de tricks, der har virket i hans tidligere film, men det kommer til at virke lidt kedsommeligt og uambitiøst.
THE WARD er dog ikke en dårlig film. Især er de unge skuespillere med til at gøre historien interessant. Hovedrollen spilles af Amber Heard, som vi før har set i den gode ALL THE BOYS LOVE MANDY LANE. Hun har desuden været med i THE STEPFATHER og ZOMBIELAND. Danielle Panabaker er også genre-veteran med roller i FRIDAY THE 13TH og THE CRAZIES. Men den bedste af dem er Mamie Gummer, der ikke har lavet horror før. Blandt de voksne er det selvfølgelig især Jared Harris, man lægger mærke til. Han er også aktuel i den fremragende TV-serie MAD MEN.

Hvis THE WARD var kommet for 10, 15 eller 20 år siden, ville den formentlig have gjort et større indtryk. Så havde man måske også accepteret det noget trivielle manuskript af Michael Rasmussen og Shawn Rasmussen. Men i de sidste 10 minutter af filmen står klicheerne ganske enkelt i kø og det er lidt forbløffende, at man ikke har magtet endnu en gennemskrivning, så vi kunne have fået lidt flere overraskelser. Men det har Carpenter tilsyneladende ikke haft lyst til at kaste sig ud i. Så kan man bedre tilgive ham, at han denne gang heller ikke har komponeret musikken. Mark Kilians score er sine steder lidt anonymt, men er i det store hele et velfungerede horror-soundtrack.
...og den samlede bedømmelse. Tjah, det er hverken rigtig godt eller rigtig skidt, men det er herligt at se en af de gamle veteraners navn på en film igen. Carpenter gør det bedre i THE WARD end f.eks. Tobe Hooper, Dario Argento og Joe Dante har gjort det på det seneste. Om han så stadig har en fremragende film i sig, kan man ikke vide. Jeg tvivler lidt...

Jeg så THE WARD på den amerikanske region 1-dvd fra ARC Entertainment. Ekstramaterialet består af et kommentarlydspor med John Carpenter og Jared Harris samt en trailer. Der er ingen undertekster på.

THE WARD, USA, 2010. Instruktion: John Carpenter. Medvirkende: Amber Heard, Mamie Gummer, Danielle Panabaker, Lyndsy Fonseca, Jared Harris. Musik: Mark Kilian.

8 kommentarer:

  1. The Ward er en ret tynd kop the, der går ad godt nedtrampede stier. Er det virkelig det bedste horror-meistoen kan fremtrylle i dag? Uhyggen er til at overse.

    SvarSlet
  2. Det underlige er, at Carpenters TV-film CIGARETTTE BURNS fra 2005 rent faktisk er rigtig god (hvis man spø'r undertegnede i alt fald). Mærkeligt, at han tilsyneladende ikke kan overføre det til rigtige film i disse år.
    o_O

    SvarSlet
  3. Hørt! Cigarette burns er for fed mand!

    SvarSlet
  4. Jep, CIGARETTE BURNS var bestemt ikke tosset (kan jeg se, at jeg synes, når jeg læser min gamle anmeldelse fra 2007). Carpenters anden MASTERS OF HORROR-episode har jeg ikke set.

    SvarSlet
  5. Men jeg synes også man retfærdigvis må sige, at The Ward er den bedste film han har lavet siden "In the Mouth of Madness"(Som jeg iøvrigt synes er hans mest uhyggelige, ikke den bedste men mest uhyggelige)...
    Jeg følte mig nu godt underholdt af den klassiske gyserstil - ikke oppe og ringe, men heller ikke skuffet over den. Ja faktisk tror jeg jeg var lidt lettet over at den har bragt ham lidt tilbage igen...

    SvarSlet
  6. Men jeg synes også man retfærdigvis må sige, at THE WARD er den bedste film han har lavet siden IN THE MOUTH OF MADNESS.

    Det synes jeg er et ganske fair synspunkt (holder selv meget af IN THE MOUTH OF MADNESS), men nu er jeg jo tidligere blevet beskyldt for at være lidt for flink ved de film, jeg anmelder, så... ;-)

    SvarSlet
  7. The Ward er, efter min mening, virkelig en pivringe omgang strimmel. Det var kun lige med nød og næppe at jeg kom igennem den, altså uden at falde i søvn. Og min "smertetærskel" er ellers ret høj!

    SvarSlet