tirsdag den 16. august 2011

Italiensk exploitation? Det har vi lige her...

I aftes så jeg Lamberto Bavas MACABRO - en usædvanlig italiensk produktion fra 1980, som jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. Filmen er nærmest et horror-drama, der handler om kærlighed, som ikke lader sig begrænse af "til døden jer skiller". Stemningen er sleazy og der er et par uforglemmelige scener undervejs, krydret med elevatormusik på soundtracket og full frontal nudity.

Nu er der så mange andre, der har anmeldt MACABRE (som den hedder internationalt), så det vil jeg ikke kaste mig ud i - men den skal da lige have et par ord med på vejen. Rigtig god er MACABRO ikke, men den har sine helt egne kvaliteter og derfor er den værd at se. Jeg så den engelske dvd-udgave fra Arrow Video, hvor billedet står pænt, selv om der er lidt ridser og pletter. Lydsporet fås kun på engelsk og det er en anelse indelukket og knitrende. Dubbingen er i øvrigt forfærdelig - skuespillerne kommer af og til i tanke om, at filmen foregår i New Orleans, og så skal jeg ellers love for, at de overdriver sydstatsaccenten.

Med på dvd'en er en lille dokumentar, hvor Lamberto Bava og Ruggero Deodato på ubehjælpsomt engelsk fortæller om den italienske filmindustri i 70'erne og 80'erne - og så er Joe Dante med som en slags "ekspert" i genren. Der følger også en god booklet med, hvor Lamberto Bava bliver interviewet om hele sin karriere. Det nytegnede cover af Rick Melton er ret syret, men der er mulighed for at vende coveret om, så man får en af de originale forsider.

Gider man ikke se MACABRO, kan man bare bruge to minutter på traileren. Den afslører hele handlingen og så kan man komme videre med andre ting. Men som sagt er den værd at bruge tid på - og så er filmen endda også nem at få fat på her i Danmark. Det er nemlig ikke så længe siden, at der udkom en dvd-udgave fra Another World Entertainment.

1 kommentar:

  1. Jeg så denne tilbage i de glade VHS-dage, og må ærligt indrømme at den var noget af et gusten gensyn, da jeg så den igen på dvd. Som Søren rigtig skriver, så er den enormt sleazy og der er en mærkelig klam stemning igennem hele filmen. Og så kommer slutningen jo... ha ha ha, det er vel nok herligt! omend en smule utroligt?? well, se den hvis man vil hoppe i tidsmaskinen og crashe til en mærkelig italiensk horrorfilm...

    SvarSlet