tirsdag den 3. december 2013

THE HAUNTING spøgte på biblioteket

Der var fyldt godt op på biblioteket.
I aftes var jeg på besøg på Blågårdens Bibliotek, hvor gratis-biografen Laterna Magika og KulturSkaberne havde inviteret til glögg og gys på det mørklagte bibliotek. Aftenens film var THE HAUNTING fra 1963, som jeg var blevet inviteret til at introducere. Omkring 40 mennesker var mødt op til arrangementet, så der var fyldt godt op. Nu er THE HAUNTING en film, man ikke skal snyde sig selv for som gyser-fan. Og måske kan Skræk og Rædsels læsere også have glæde af mine tanker om dette mesterværk, så derfor kan du finde mit mini-fordrag her på siden.

Så er vi i gang... THE HAUNTING kører over lærredet.

SKYGGER OG MAGI 
En introduktion til THE HAUNTING (1963) 
Den amerikanske horror-forfatter H.P. Lovecraft indleder sit berømte essay SUPERNATURAL HORROR IN LITERATURE med at skrive, at ”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown”. Med disse få ord slås det fast, hvad horror-genren handler om, og reelt også hvorfor den findes. Det er så at sige genren kogt ned til en bouillon-terning: Det er fortællinger om frygt, om det ukendte, om det, der skræmmer os - det som vi ikke bryder os om og som vi ikke forstår. Alt det, der siger bump i mørket.

Claire Bloom og Julie Harris i THE HAUNTING.
…og det siger i den grad bump i mørket i THE HAUNTING fra 1963, der på dansk fik den lidt pudsige titel SPØGERIET PÅ HILL HOUSE. Filmen handler om dr. Markway, der vil undersøge de paranormale fænomener i det skumle Hill House, hvor flere mennesker er kommet tragisk af dage. Med sig har han den unge Luke Sanderson, der repræsenterer husets nuværende ejere, den dynamiske og clairvoyante Theodora og den undseelige Eleanor Lance, der som barn oplevede et poltergeist-fænomen. Man kan roligt sige, at vores hovedpersoner bliver udsat for lidt af hvert – og det er fortalt så forbandet effektivt, at THE HAUNTING regnes for at være en af de bedste og mest uhyggelige ”haunted house”-gysere, der nogensinde er lavet. Her har vi virkelig at gøre med Horror med stort H!

Men hvorfor findes horror i det hele taget; hvor kommer denne her makabre og skræmmende genre fra? Det virker umiddelbart mærkværdigt, at der findes en gren af fiktionen, der har som sit formål at skræmme livet af læseren eller seeren – en genre, der har til hensigt at forurolige og vække ubehag. Nu er genren jo ikke opstået ved guddommelig indgriben: ”Så sagde Gud: Lad der blive horror”. Eller fordi alverdens forfattere på en generalforsamling nåede frem til, at ”forslaget om, at horror fremover skal betragtes som en selvstændig genre er hermed vedtaget”.

Nu kan man i det hele taget undre sig over hvilken funktion, det har, at vi fortæller historier – uanset om det er om lyserøde prinsesser på sølvglinsende ponyer eller om blodtørstige monstre med tusinder af klæbrige tentakler. Men det, der er så fantastisk ved en fortælling, er, at den kan være med til at få styr på vores verden; den kan sætte det, vi ikke forstår, ind i en ramme, hvor komplekse ting giver lidt mere mening – eller i hvert fald får en snert af en forklaring.

Torden og lynild i den klassiske FRANKENSTEIN fra 1931.
Hvorfor tordner og lyner det? Det er jo guden Thor, der kører hen over himlen i sin vogn, der trækkes af to gedebukke. Den rumlende vogn lyder som torden, og gedernes klove slår gnister, som vi ser som lyn. Det er en alt andet end videnskabelig forklaring, men det er en smuk fortælling, der har givet mening for mange mennesker op gennem tiden. Således kan man også finde kulørte forklaringer på stjernehimlen, blæsten og mange af de andre fænomener, der omgiver os.

Vi har altså en endeløs række af myter, fabler, sagn, folkeeventyr og røverhistorier, der ud over at opdrage, belære og underholde, har været med til at sætte nogle etiketter på verden, så man bedre kunne forstå den. Men fortællingen har også en anden funktion – den kan også være et mentalt fitness-center, hvor vi kan prøve kræfter med de ting, der skræmmer os og udfordrer os i livet. I en fortælling kan vi se vores frygt i øjnene og bokse lidt med den.

Om hulemennesker så har fortalt skræmmende historier til deres børn om de vilde og blodtørstige dyr udenfor hulen – og om det mystiske, der pusler inde i mørket bagerst i hulen - kan vi ikke vide, men det er en fascinerende tanke. Min holdning er, at horror findes, fordi vi har brug for at have en dystert, makabert og rædselsvækkende troldspejl, vi kan kigge ind i for at kunne få en andet billede, et nyt perspektiv, på det, vi frygter og som gør os usikre. Så er det lidt op til os selv, om vi bryder os om det, vi ser.

Horace Walpoles banebrydende roman.
Hvis man skal slå ned i historien på det sted, hvor horror for alvor tager form som genre - der hvor det begynder at ligne noget - så skal man til midten af 1700-tallet, hvor den engelske forfatter Horace Walpole i 1764 får udgivet romanen SLOTTET I OTRANTO – en bog, der er med til at sætte gang i den genre, der kaldes for gotisk romantik. Det er en gren af litteraturen, hvor man får masser af uhyggelige slotte med skjulte gange, skumle familie-hemmeligheder og heltinder, der besvimer for et godt ord. Senere var en stribe forfattere med til at forfine genren, og det førte til en række af de værker, der i dag regnes for helt centrale og væsentlige.

Mary Shelleys FRANKENSTEIN fra 1818 er inspireret af den gotiske tradition, og en klassisk Edgar Allan Poe-novelle som f.eks. ”Huset Ushers fald” har rødder i det gotiske billedsprog. Ikke mindst er ”det uhyggelige hus” et af de elementer, som skræk-fortællingerne har holdt fast i – og som vi i den grad også kan opleve i THE HAUNTING.

En af de seneste udgaver af Shirley Jacksons klassiker.
THE HAUNTING er fra 1963, og er baseret på en roman fra 1959 af den amerikanske forfatter Shirley Jackson. Bogens titel er THE HAUNTING OF HILL HOUSE, og allerede fra det første afsnit bliver vi trukket ind i en skræmmende atmosfære, hvor forfatteren beskriver det uhyggelige Hill House som et hus, der ikke er normalt, og understreger at ”whatever walked there, walked alone”. Vi har så sandelig med et spøgelseshus at gøre. THE HAUNTING OF HILL HOUSE anses for at være en af de helt store horror-romaner, og den er blevet rost af bl.a. Stephen King.

Det er måske ikke en bog, der vil skræmme livet af et moderne publikum – især fordi, der reelt ikke sker ret meget i den, og fordi stemningen undervejs er mere fantasy-agtig end egentlig uhyggelig. Personerne har sine steder en yderst naiv dialog med hinanden, hvor de kommer til at fremstå som børn, der leger en leg, frem for at være seriøse og nysgerrige voksne, der skal undersøge paranormale fænomener. Men den smule, der sker, er ganske creepy, og det er især Shirley Jacksons yderst konkrete – men alligevel meget levende – sprog, der gør bogen værd at læse.

'You may not believe in ghosts but you cannot deny terror' lød filmens tagline.
Det fantastiske er så, at den første film-udgave er så vellykket – ja, selv Shirley Jackson var tilfreds med den. Den berømte filminstruktør Martin Scorsese har den også som en af sine horror-favoritter, så det er en gyser, der på mange måder formår at krybe ind under huden på folk , og selv i dag – 50 år efter – er den forbløffende nervepirrende. THE HAUNTING foregår i USA, men er indspillet i England, fordi instruktøren Robert Wise fik et lidt højere budget at arbejde med, end han kunne få i Staterne. Den er filmet i sort/hvid, hvilket er med til at bidrage til den intense stemning, der gennemsyrer filmen.

Allerede i 30’erne havde man eksperimenteret med at lave gysere i farver, og i 1957 gik det engelske filmselskab Hammer helt amok på farvepaletten med THE CURSE OF FRANKENSTEIN, hvor publikum for alvor kunne opleve blod, der lignede blod. Men THE HAUNTING henter sit billedsprog fra de klassiske horrorfilm fra 30’erne, hvor Dracula, Frankensteins monster og mumien huserede i sort/hvide landskaber med masser af skygger og skarpe kontraster. Men samtidig er det en film, der peger fremad med skæve vinkler og overraskende klip – hvis man kigger godt efter, så kan man f.eks. i enkelte sekvenser se ting, der formentlig godt kunne have inspireret Sam Raimi til de vilde billeder, man kan opleve i EVIL DEAD-filmene.

Men helt inde i sit kulsorte hjerte, så er THE HAUNTING en spøgelseshistorie, som er en af de stærkeste og mest sejlivede fortællinger i horror-genren; især fordi den ofte er så personlig og nem at forholde sig til – og så er spøgelseshistorier basalt set bare enormt uhyggelige. Vampyrer er som udgangspunkt også uhyggelige, men især i de senere år har vi set dem blive forvandlet til næsten superhelte-agtige væsener i film som UNDERWORLD eller til pludderpladder-romantiske vegetarer i den grotesk populære TWILIGHT-serie. Og zombierne, de levende lig, vælter frem alle vegne, og er klamme og ulækre, men der er så mange af dem, at vi måske lidt har glemt, hvorfor de i første omgang var skræmmende.

Julie Harris i THE HAUNTING.
Men spøgelserne er et fænomen, der kryber helt ind under huden på os. Dels så foregår spøgelseshistorier ofte i helt almindelige menneskers hjem – det behøver ikke altid at være i mørke slotte eller bizarre steder som Hill House. Og her møder vi så spøgelserne, de rastløse sjæle, der af en eller anden grund ikke kan finde ro. Man siger om sådanne steder, at de er ”hjemsøgte”, hvilket er et fantastisk ord, fordi det understreger, at der er noget, der er vendt tilbage; noget, der er kommet hjem.

Og dette noget er en eller flere personer, der er afgået ved døden, men som stadig befinder sig på kanten af vores verden. Det er nogens barn, en tante eller en tipoldefar. Det giver et nærvær i disse fortællinger, som er dragende – og når det væmmelige så slippes løs, så bliver det hele endnu mere uhyggeligt, fordi ”monstrene” i bund og grund er os selv – bare i afdøde udgaver. Her kan vi for alvor stå ansigt til ansigt med vores frygt for døden, det ukendte og det grænseoverskridende – og måske bliver vi lidt klogere på livet og os selv, når vi har konfronteret os selv med sådan nogle skræmmende historier. Og forhåbentlig er vi blevet godt underholdt undervejs.

THE HAUNTING er ikke en film, der er plastret til med special effects – den bruger lyde, skygger og nogle få simple, men effektive, tricks til at skræmme med. Nogle vil måske mene, at netop antydningens kunst er det vigtigste, hvis man skal lave en god gyser – og måske endda at disse film er finere end dem, der svælger i blod, monstre, motorsave og indvolde. Nu synes jeg personligt, at man skal fortælle sin historie med de midler, der giver den bedste effekt og den største oplevelse – og THE HAUNTING er et fremragende eksempel på, at less is more.

Der er skruet op for effekterne i den nye udgave af THE HAUNTING.
Et eksempel på det modsatte kan man så finde i det andet forsøg på at forvandle Shirley Jacksons roman til en film, nemlig THE HAUNTING fra 1999 med Liam Neeson og Catherine Zeta-Jones på rollelisten. Her har vi filmfotografen Jan de Bont i instruktørstolen, og man kan tydeligt se, at han også har instrueret den populære actionfilm SPEED. Hans udgave af THE HAUNTING har fuld knald på – der skal bare ske noget. Der er skruet vildt op for de dramatiske effekter, og Hill House er nærmest som et tivoli på syre, hvor der sker den ene mere vanvittige ting efter den anden. Det er ret bizart og på ingen måde uhyggeligt, men OK som popcorn-underholdning en regnvåd lørdag eftermiddag. Stort set det eneste plus ved THE HAUNTING anno 1999 er det fantastiske score af Jerry Goldsmith; det er horror-musik i verdensklasse.

Men det er 1963-udgaven af THE HAUNTING, der er i skræk-genrens verdensklasse. Den amerikanske forfatter Nancy Holder har i bogen CUT! HORROR WRITERS ON HORROR FILM fortalt, at hun havde en tradition med at holde en månedlig Monster Movie Night i sit hjem i San Diego, hvor aftenen blev rundet af med en B-film af tvivlsom kvalitet. Det var aftener, hvor der blev joket og grinet meget. Men en af disse film-aftener er der helt stille i stuen, og undervejs er der et par, der går, fordi manden ”can’t take any more”. Og da filmen er slut, er gæsterne sure på værtinden, fordi ”that was a real horror movie. That one was scary”. Det er selvfølgelig THE HAUNTING, hun har vist for sine gæster.

Så tag med på en tur til Hill House, hvor ting siger bump i mørket, hvor skyggerne er levende og hvor de ukendte rædsler lurer i hver eneste afkrog. Jeg vil gerne runde af, hvor jeg startede, nemlig med at gentage forfatteren H.P. Lovecrafts ord: ”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown”.

God fornøjelse med THE HAUNTING.

3 kommentarer:

  1. Nu blev jeg ikke og så filmen på biblioteket, da jeg havde genset den som forberedelse til foredraget - men sluttede min aften med at se det, der måske kan beskrives som THE HAUNTING's onde tvillingebror, nemlig THE LEGEND OF HELL HOUSE.

    SvarSlet
  2. Fornem introduktion til et af genrens hovedværker! Jeg havde planlagt at dukke op, men havnede i stedet hos en ven, hvor vi så en anden slags spøgelsesfilm, nemlig dokumentaren "The Life After Death Project", hvor selveste Forrest J Ackerman sender budskaber fra hinsides graven...

    SvarSlet
  3. Fin intro til filmen, Søren. Det er år og dag siden, jeg har set THE HAUNTING, men måske det var på tide med et gensyn.

    SvarSlet