lørdag den 16. juni 2018

Another World Entertainment ser ud til at have droppet horror på Blu-ray ... men ikke i Norge

Den 25. juni udgiver Another World Entertainment den franske horror-thriller REVENGE, der tidligere på året blev vist på Blodig Weekend-festivalen. Her i landet udkommer den på dvd og som video on demand, altså online-leje. En Blu-ray-udgivelse synes AWE så ikke, at der er nogen grund til at lancere.

Men hov! Another World Entainment findes også i Norge, og de sender sandelig en Blu-ray-version på gaden på mandag - og det er ikke første gang, at horror-titler, der kun er kommet på dvd i Danmark fra AWE, også er udgivet på Blu-ray i Norge. Det gælder STILL/BORN, HJEMSØKT og DON'T KILL IT, mens gysere som VICTOR CROWLEY og CIRCUS KANE er på dvd-formatet i begge lande. Den seneste horror-Blu-ray fra danske AWE er den norske film LYST, der blev udgivet i september 2017.

Man kan selvfølgelig sige, at vi er i småtingsafdelingen, men intet er for småt for os horror-nørder at gå op i. Der er ingen tvivl om, at markedet i Norge er helt anderledes end det danske. Her findes stadig butikker, hvor man kan gå ind og købe dvd'er og Blu-rays, og i kioskerne vrimler det med tegneserie-hæfter. Sådan er det ikke i Danmark længere.

Jeg hørte engang nogen tale om, at Blu-ray-formatet aldrig for alvor havde bidt sig fast i det danske publikum, og man kan jo ikke forlange af et selskab, at de skal udgive noget, der ikke kan sælges. Men jeg køber kun Blu-rays i øjeblikket, og derfor er jeg nødt til at gå andre veje, hvis jeg vil have film som REVENGE eller STILL/BORN stående på hylden. Nu er jeg ikke så afhængig af undertekster, og der skulle i øvrigt ikke finde danske af slagsen på de nævnte norske AWE-udgivelser. Men da det samtidig er hulens besværligt at få fat i ting fra Norge, er det ikke en farbar vej, så det ender nok med engelske udgivelser fra Amazon.

Personligt synes jeg, det er trist, at Another World Entertainment tilsyneladende helt har droppet at udgive Blu-rays, og at det i det hele taget ser ud som om, at horror fylder mindre i deres sortiment. Måske er fan-grundlaget ikke til det, men vi skal jo huske på, at det var det firma, der bragede ind på det danske marked med klassiske titler som CANNIBAL HOLOCAUST, THE BEYOND, CITY OF THE LIVING DEAD, CANNIBAL FEROX, ZOMBI 2 og meget andet guf. Men det er også mange år siden.

6 kommentarer:

  1. Blu-ray har tydeligvis aldrig rigtigt fået tag i det danske publikum - filmsamlere måske, men ikke det store publikum.
    Det er især meget tydeligt, hvis man kigger på udvalget af klassiske danske film. Nordisk udgav i mediets tidlige dage en del gamle film, som hele OLSEN-BANDEN serien og MARTHA og nogle få andre, men siden er der ikke rigtigt kommet noget.
    På DVD var de gamle danske film en stor succes, og er det vist stadigt for de gamle Dirch Passer film, Morten Korch, Soldater-Kammerater mv. bliver stadigt genoptrykt - men ingen Blu-ray versioner!
    Og det er ikke fordi at de mangler HD scans af de film, for når de ind i mellem bliver vist på TV er der tydeligvis tale om nyere HD scans i 16:9 format (hvor mange af DVD'erne stadigt præsenteres i det gamle 4:3 format).
    Enkelte danske film, som DE GRØNNE SLAGTERE, BLINKENDE LYGTER, GAMLE MÆND I NYE BILER og I KINA SPISER DE HUNDE, er udgivet på Blu-ray formatet i Tyskland, men ikke i Danmark!

    SvarSlet
  2. Det er lykkedes at overbevise danskerne om, at fysiske medier er forældet. Boggaver lever, vinyl er en niche i vækst, men hvor mange rigtige boghandler er der tilbage i hovedstaden? Også i Tyskland kommer en del titler kun på DVD, så Blu-ray er vel mest for entusiaster.

    SvarSlet
  3. Så ser fremtiden for 4K lidt dyster ud!

    SvarSlet
  4. Som jeg også har skrevet andetsteds, er AWE's måde at håndtere deres udgivelser på helt uforståelig. De ejer rettighederne til filmene både i Norge og Danmark, men vælger kun at udgive film på blu-ray i Norge nu, og DVD i Danmark. Okay, hvis markedet er bedre til blu-ray i Norge, så fair enough. Men det, som jeg ikke forstår, er, at AWE ikke smider danske undertekster på de nye norske blu-rays og i det mindste fører dem i deres egen online-butik. På den måde kunne danske fans, der ikke gider DVD mere, købe de norske blu-rays. Men som det er nu, har AWE valgt hverken at smide danske undertekster på de norske blu-rays eller at lagerføre dem i online-butikken. Meget mærkeligt, ikke mindst set i lyset af, at AWE både plejer at smide både norske og danske undertekster på deres norske og danske DVD-udgivelser, og at de tidligere har sat "Norge only"-udgivelser til salg på webshoppen. FX kan man købe AWE's norske Ed Wood-film på DVD, som det ellers var et andet selskab, der udgav i Danmark. De har med andre ord ikke noget probelem med at sælge norske DVD'er i Danmark, selvom de ikke har rettighederne til det, men norske blu-rays, som de *har* rettighederne til, sælger de ikke. Hvor er lige logikken?

    SvarSlet
  5. Dvd-mediet har stadig masser af liv. Ikke alene står der utallige dvd-afspillere rundt omkring i de små hjem - mange mennesker har nok også hæderlige samlinger af især danske film. Og vildt mange af disse film genudgives hele tiden, så der må være et publikum til dem. Men vi taler nok om en kundegruppe, der er ret ligeglad med Blu-rays og 4K og alt det der.

    Film-freaks og samlere går nok mere efter det bedste af det bedste, men det kan være, at der er for få af dem i Danmark - og så er der alle dem, der har smidt det hele ud eller sat det i kælderen, fordi Netflix og HBO jo ikke fylder noget som helst på hylderne.

    Man kan undre sig over, at vinyl er genopstået som fænomen, men filmsamlingen ikke er det. Men der er så meget, man ikke forstår.

    SvarSlet
  6. Jeg undrer mig nok mest over, at kassettebånd er en niche med sine fans :-) Hvis der var en streamingtjeneste, hvor jeg kunne se mange flere af de film, der interesserer mig, ville jeg være væsentligt mere selektiv med at købe Blu-ray.

    Jeg ser i øvrigt, at der i USA kommer en Blu-ray-udgave af Universal Classic Monsters Complete 30-film Collection, så måske er det den definitivt sidste udgave af disse film, man skal overveje at anskaffe?

    SvarSlet