Viser opslag med etiketten Shopping. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Shopping. Vis alle opslag

torsdag den 8. april 2021

(U)lækre horror-magasiner med posten

Det er en god dag, når man tømmer sin postkasse og finder de nye numre af FANGORIA, THE DARK SIDE og SCREAM. Timevis af skræmmende læsning forude ...

lørdag den 13. marts 2021

Horror-magasiner er altid godt

Med en ny portion feriepenge lige om hjørnet har jeg overvejet at tegne et abonnement på det canadiske horror-magasin RUE MORGUE. Tilbage i januar bestilte jeg dog et enkelt nummer, og det er lige landet på min adresse. Ligesom sidst, hvor jeg gjorde det, tog det hele 10 uger i postvæsenet, men det er helt OK - bare tingene når frem. Og det er altid hyggeligt at finde et nyt blad i sin postkasse.

Har lige gentegnet mine abonnementer på SCREAM og THE DARK SIDE, mens jeg er halvvejs i mit aktuelle FANGORIA-abonnement. Så bladene vælter stille og roligt ind.

onsdag den 17. februar 2021

Gys og gru skal man da se

Horror-året 2021 er indtil videre startet ganske OK for mit vedkommende; i hvert fald på filmfronten. 20 titler har jeg set indtil videre, hvoraf de syv har været gensyn. Har endelig fået set den sidste af den store håndfuld på 28 film, jeg købte på en tur til London for nogle år siden, nemlig EXORCIST: THE BEGINNING. Så det var fint lige at få den krydset af på min "skal have set"-liste.

Ellers gnaver jeg mig stille og roligt gennem bunkerne, og det er ikke meget nyt, som kommer til. Har endnu ikke forsøgt mig med bestillinger fra England her efter Brexit, hvor man nok skal regne med told, moms, gebyr og hele svineret, men sådan er det. Fik dog en lille stak horrorfilm på valentinsdag fra min søde kone, så jeg løber på ingen måde tør for gys og gru.

torsdag den 17. december 2020

Øh, er du er gammel nok til at købe denne film?

Hvis man har set den geniale engelske BBC-serie YEARS AND YEARS, vil man vide, at selvbetjeningkasser er noget, der får en indflydelse på, hvordan vores fremtid vil forme sig. I det daglige tænker vi nok ikke så meget over det, og det har heller ikke den store relevans for dette indlæg - for i virkeligheden forbander vi nok kun disse scan-selv-dine-varer-kasser, når vi har købt øl, vin eller spiritus. Så skal teknologien nemlig suppleres med en levende medarbejder af kød og blod, der kan verificere, at vi faktisk er gamle nok til at købe alkohol.

I dag oplevede jeg en pudsig variant af dette fænomen. Jeg var i Føtex på Fisketorvet i København, hvor jeg købte Christopher Nolans science fiction-thriller TENET og den sydkoreanske TRAIN TO BUSAN-opfølger PENINSULA - begge på Blu-ray. Jeg brugte selvbetjeningskassen, der brokkede sig og påstod, at der var brug for assistance. Den unge mand, der passede området med gør det selv-kasser, sagde, at jeg jo skulle være gammel nok til at se filmene - og derfor reagerede systemet.

Nu skulle jeg ikke diske op med hverken sygesikringsbevis eller noget andet for at bevise, at jeg var over 15 år (som er aldersgrænsen på PENINSULA), men det er alligevel en tankevækkende oplevelse. Hvad nu hvis jeg havde været en 12-årig knægt, der gerne ville have givet min far en sydkoreansk zombiefilm i julegave? Hmm ...

fredag den 11. december 2020

Corona-blues i horror-land

Jeg tror egentlig ikke, at jeg lider af corona-blues, men der synes alligevel at være indtrådt en slags træthed, mathed, tristhed og modløshed i horror-miljøet. Ja, der udkommer stadig nye film, bøger, soundtracks, magasiner og TV-serier, og fans er stadig aktive på diverse fora og sociale medier. Men det slider, at biografer lukkes ned og at conventions, festivaler, quizzer, foredrag og andre arrangementer ikke altid kan gennemføres - og mange holder sig måske væk fra at tage ind til byen for at købe nye ting (hvis man altså bor i nærheden af en by, hvor der findes gode ting og sager).

Selvfølgelig fortsætter mange med at handle online og få spændende nyt hjem til samlingen - og man kan stadig streame eller sætte en dvd eller Blu-ray på og få den uhyggelige underholdning op på fladskærmen. Så helt fortabt er man ikke, selv vi lever i en verden, som i skræmmende grad minder om noget af det, vi ser i filmens verden. Men vi skal nok komme igennem det, og ude på den anden side venter forhåbentlig masser af spændende muligheder for at mødes og nørde igennem med andre fans. 

Men indtil da må vi holde postbudene beskæftiget. Jeg har ønsket mig en del gys i julegave, så på filmfronten har mine indkøb været lidt beskedne. Men fik dog en pakke fra engelske Powerhouse/Indicator med THE GORGON, CHRISTINE, HAPPY BIRTHDAY TO ME og NIGHT OF THE DEMON. Skønt.

... og så kommer der med jævne mellemrum magasiner i min postkasse, nemlig SCREAM, FANGORIA og THE DARK SIDE. Endelig bestilte jeg det Hammer-særnummer, som magasinet WE BELONG DEAD udgav for ikke så længe siden. Der er mange måder at komme af med sine corona-blues på, og jeg synes egentlig, at det går meget godt. Men jeg glæder mig til en mere normal hverdag; også i horror-land.

lørdag den 7. november 2020

Et horror-magasin dukkede op med posten

Jeg har før haft en lille stak af det canadiske horror-magasin RUE MORGUE liggende, men sendte dem videre i systemet. Følte lidt, at bladet var noget overfladisk (selv om det er ekstremt lækkert, når vi taler om præsentation og design) - og så havde jeg ikke lige umiddelbart plads til mere på hylderne. Men hyldemeter ændrer sig hele tiden (alt efter hvordan og hvor meget man rydder op), og jeg modtager ofte nyheds-mails fra RUE MORGUE

Så da jeg sidst i august fik en mail om nummer 196 med en forside, der signalerede italiensk horror, tænkte jeg, at det kunne jeg da godt lige smide nogle lommepenge efter. Jeg bestilte det ene nummer (118 kroner blev det til med forsendelse), og efter omkring 10 uger i postsystemet, er det landet på min adresse - men nu er Canada dæleme også langt væk. Og det ser rigtig spændende ud, og jeg glæder mig til at læse det.

fredag den 30. oktober 2020

En dejlig pakke fra Arrow Films

Engelske Arrow Films er rigtig flinke til at lave udsalg. Mindst fire gange om året plus det løse sætter de priserne ned på en del eller alle deres udgivelser. Det aktuelle udsalg hedder Shocktober Sale 2020, og jeg slog kløerne i seks titler, der nu er dukket op på min adresse. Jeg gik efter film, jeg ikke havde set før, hvilket lidt har været den regel, der har præget mine indkøb de seneste par måneder - så det blev til (og I må lige leve med de engelske titler, selv om flere af filmene har udgangspunkt i Italien): BEYOND THE DOOR, THE RED QUEEN KILLS SEVEN TIMES, THE NIGHT EVELYN CAME OUT OF THE GRAVE, DEATH SMILES ON A MURDERER, WHAT HAVE YOU DONE TO SOLANGE? og FRANKENHOOKER. Herligt, dem glæder jeg mig til at se.

PS: Lige en tilføjelse: De nytegnede forsider, som Arrow og nogle af de andre distributionsselskaber får lavet, er af vekslende kvalitet - lige fra de vildt flotte til de aldeles rædselsfulde. Men jeg foretrækker som regel at have de originale forsider at kigge på, og så er det jo smart, at man kan vende coveret om.

søndag den 9. august 2020

Seks gange horror i en pakke fra England

Jeg har været på posthuset og hente en pakke fra England. Nå nej, det er jo noget vrøvl, for posthuse findes ikke mere, så det er de lokale supermarkeder, der i vore dage er stedet, hvor man ordner sine post-forretninger, alt imens man panter flasker og køber en liter letmælk og et franskbrød. Nå, men pakken fik jeg og den var fra Arrow Video, men den indeholdt ikke nogen af deres udgivelser.

Arrows net-butik holdt nemlig et udsalg med udgivelser fra Nucleus Films, Severin Films og Screenbound Entertainment: To Blu-rays for 10 pund! Kapow, det er jo en deal, der ville noget, men det var der vildt mange fans, der også var med på, så få timer efter, at de annoncerede udsalget, kunne man opleve, at film, man havde lagt i den elektroniske indkøbskurv, blev udsolgt for øjnene af en.

Så det var lidt hektisk og det gjaldt mest om at nå frem til at kunne betale, så man i det mindste sikrede sig nogle af titlerne, men jeg synes nu, at det er spændende ting, jeg har fået hjem. Pete Walker er en instruktør, jeg har forsømt at få samlet op på, men nu har jeg i hvert fald HOUSE OF WHIPCORD, DIE SCREAMING MARIANNE og HOUSE OF MORTAL SIN at se frem til.

Eugenio Martíns UNA VELA PARA EL DIABLO (A CANDLE FOR THE DEVIL), David Hemmings' THE SURVIVOR og Vernon Sewells CURSE OF THE CRIMSON ALTAR er også horrorfilm, jeg endnu ikke har set (men jeg har dog læst den James Herbert-bog, som THE SURVIVOR er baseret på), så det var alt i alt en lækker pakke. Samlet pris: 333 kroner!

fredag den 12. juni 2020

Der sker skam lidt i min horror-verden uden at det er vildt eller banebrydende

Fik en kuvert i posten i går med det seneste nummer af det engelske horror-magasin THE DARK SIDE. Bladet har selvfølgelig også været corona-ramt med lukkede kiosker og den slags, men nu er nummer 209 altså på gaden - og det med en flot THE FOG-forside. I kuverten lå også en påmindelse om, at mit nuværende abonnement var udløbet, så jeg har lige fornyet det med endnu seks numre - det er altså herligt at finde disse hæfter i postkassen.

Har bestilt den THE THING-cd, jeg skrev om sidst, men ellers skruer jeg ned for bestillingerne her op til sommerferien. Er stort set færdig med at købe de aktuelle Paperbacks From Hell-genoptryk, så jeg har ikke mange aktuelle bestillinger ude at hænge lige nu.

Fik en kuvert fra Shameless Screen Entertainment, der holdt noget udsalg for et stykke tid siden. Det var Blu-ray-udgaverne af THE CASE OF THE BLOODY IRIS og THE STRANGE VICE OF MRS. WARDH, som jeg længe har haft kig på. Shameless får af og til kritik for deres udgivelser, men jeg tror, at disse to er OK. Endelig har jeg købt GRETEL & HANSEL i Føtex, men så er det vist også det i denne omgang. Burde egentlig også købe THE LIGHTHOUSE og COLOR OUT OF SPACE, men nu får vi se.

lørdag den 16. maj 2020

Jeg får skræmmende ting med posten, ser frem til at kunne gå i biografen, burde få ryddet op i bunkerne og jeg må da hellere få bestilt den der SKRÆKVISIONER

Nå, men I er vel trætte af at læse disse "se hvad jeg har fået med posten"-indlæg, men det er ikke fordi, at disse corona-tider inviterer til så meget andet. For mit eget vedkommende har jeg stort set den samme tid til rådighed til mine interesser som før - de seneste par måneder har reelt blot flyttet min arbejdsplads hjem i lejligheden, så vagtplanen har været den samme. Transporten frem og tilbage til jobbet har jeg så ikke haft, men nu snakker vi i praksis om en tur på 10-15 minutter på cykel ind til Rådhuspladsen. Krisen har altså ikke ikke skænket mig oceaner af fritid, som jeg kunne bruge til dybtgående analyser af glemte horror-værker eller til at udfærdige spændende Top 10-lister over genrens bedste eller værste frembringelser.

Men man kan jo bestille ting og sager på nettet, og det kan man vise frem i "se hvad jeg har fået med posten"-indlæg. Lad os lige få overstået det, du ser på billedet herover. Det seneste nummer af det engelske magasin SCREAM, nummer 60 i rækken, har monstret fra PUMPKINHEAD som slagnummer, og det er jo bare på alle måder herligt. Og så fik jeg også nummer 21 af samme blad med THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE 2 på forsiden. Egentlig var lige det nummer udsolgt, men så fandt de tilfældigvis en kasse med 50 eksemplarer.

Fra FAB Press er kommet to FRIGHTFEST GUIDES-fagbøger, nemlig dem om monsterfilm og varulvefilm - og det i lækre hardcovers. Nu har jeg dem alle fire (de to andre handler om exploitation-film og spøgelsesfilm), og hold da helt op, hvor de pynter på hylden. Jeg glæder mig til at læse dem. Og så skal FAB Press lige havde en kæmpe applaus for, at de virkelig pakker tingene godt og sikkert ind.

Endelig har jeg købt dyregyseren DOGS fra 1976. Den er udgivet af 88 Films, men de mister snart licensen, så jeg fik den bestilt hjem i tide. En af de utallige horrorfilm, jeg ikke har fået set, så det er skønt at have den stående.

Når man kigger ud over corona-landskabet, så er en af nyhederne, at biograferne ser ud til at kunne åbne fra den 8. juni. Detaljerne om, hvordan det kommer til at foregå, er stadig usikre, men Husets Biograf har meldt ud, at man lukker 30 mennesker ind i salen med god plads mellem hver enkelt. Hvordan det lige bliver i de helt store sale i for eksempel CinemaxX, virker lidt uklart. Kan der også blive plads til 30-50 mennesker her? Og hvad bliver programmet - vil der komme noget skræk og rædsel op på de store lærreder? Vi ved det ikke endnu, men det er spændende at følge - og jeg går gerne ind og ser noget grusomt, når det igen kan lade sig gøre.

Jeg er en lille smule bagud med at få set film i hjemmebiografen, men det skal nok komme. Senest fik jeg blandt andet set THE NIGHTCOMERS, der er en fin forløber til THE TURN OF THE SCREW-filmatiseringen THE INNOCENTS. SATANIC PANIC havde jeg det også fint med, mens SCARY STORIES TO TELL IN THE DARK godt nok var en tynd omgang - og nu taler de endda om muligheden for en 2'er. Og så har jeg fået set Lucio Fulcis NON SI SEVIZIA UN PAPERINO (internationalt kendt som DON'T TORTURE A DUCKLING), som jeg godt kan forstå var instruktørens personlige favorit - det er en imponerende god og stemningsfuld film.

... og ellers. Jeg skal en tur forbi Fantask. Har dårligt nok været inde i centrum i et par måneder, men jeg skal lige ned og kigge i den legendariske kælderbutik. Ved ikke om det nye nummer af FANGORIA er dukket op, men måske er der noget andet spændende på hylderne. Og så skal jeg have ryddet lidt op i samlingen, mest med hensyn til dvd-titler, jeg siden har fået på Blu-ray. Min kone synes, at jeg roder, men i det mindste har jeg mit "rod" liggende i sirlige bunker ... og så er det jo ikke rod!

Det kommer også til at hjælpe lidt, at jeg så småt sætter en stopper for diverse bestillinger her op imod sommerferien - og så skal det nok tynde lidt ud i "se hvad jeg har fået med posten"-indlæg i en periode her på bloggen. Men inden min sommerferie-bestillings-lockdown skal jeg dog lige have fat i SKRÆKVISIONER. DEN MODERNE GYSERS UDVIKLING. TENDENSER, TEMAER OG MØNSTERBRYDERE af Martin Wangsgaard Jürgensen. Han laver den ganske forrygende Fra Sortsand-blog. Bogen er udkommet på Syddansk Universitetsforlag, er på 430 sider. Her er et uddrag af forlagets beskrivelse af bogen: SKRÆKVISIONER er den første dansksprogede litteraturhistoriske præsentation af gysergenrens udvikling fra 1920’erne og frem til i dag. Tematisk strækker bogens kapitler sig fra H.P. Lovecraft, over Stephen King til Justin Cronin og dykker også ned i et stort antal andre kendte såvel som ukendte forfatterskaber. Jamen, det lyder helt klart som et must.

fredag den 8. maj 2020

Så kom der en pakke med gys fra Arrow Video

Engelske Arrow Video holdt udsalg i forbindelse med påsken, og i går hentede jeg en pakke fra dem på "posthuset", hvilket vil sige den lokale Meny. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at bestille noget, da jeg har masser af film, jeg skal igennem - men så gjorde jeg det så alligevel. Dog lavede jeg et lille benspænd for mig selv. Arrow udgiver et hav af klassikere i lækre nye versioner med masser af ekstramateriale, og jeg har en del liggende af "de gode gamle", som jeg skal have genset på Blu-ray.

Men i forbindelse med denne bestilling gik jeg bevidst efter film, jeg ikke har set før. Så pakken indeholdt TOWER OF LONDON, THE CHILL FACTOR, MICROWAVE MASSACRE, EDGE OF THE AXE, THE PREY og TRAPPED ALIVE. Det er slet ikke dårligt.

søndag den 19. april 2020

Nå, men så brugte jeg lige lidt ekstra penge på horror ... men det er helt OK i disse tider

Jeg havde egentlig ikke planlagt at bruge ret mange penge i denne måned, men på indkøbslisten havde jeg dog de to FRIGHTFEST GUIDE-bøger om monsterfilm og varulvefilm (i forlængelse af mit indlæg om exploitation-bogen forleden). Så jeg sendte en ordre til FAB Press. Samme dag røg så også en ordre afsted til Arrow Video, selv om jeg egentlig havde tænkt mig at ignorere deres påskeudsalg - jeg har masser af film, jeg skal have set.

Men nu endte jeg med at bestille en lille håndfuld skræmmende Blu-rays. Sådan er det. Og dagen efter fik Amazon en ordre på et par horror-paperbacks (vi snakker fiktion), og endelig fornyede jeg mit medlemskab i Cinemateket. Det er ikke så ofte, jeg kommer derind, men det er altid (u)hyggeligt, når det sker. De har med jævne mellemrum horror på programmet, men det er ikke altid hovednummeret på forsiden af deres trykte program, så ovenstående forside har et par år på bagen.

Mine seneste Cinemateket-oplevelser har været NIGHT TIDE, RUBY, I WALKED WITH A ZOMBIE, THE LEOPARD MAN og TOMBS OF THE BLIND DEAD. Og det er man jo nødt til at støtte, og i det hele taget er det vigtigt at blive ved med at støtte de ting, der skabes, laves, arrangeres og tilbydes os horrorfans - også selv om kloden er lukket ned på grund af en væmmelig virus. Så selv om jeg egentlig ville spare lidt i denne måned, så har jeg det helt fint med at brænde en hel måneds lommepenge af på et par dage. Og jeg glæder mig til de oplevelser, der følger med mine køb.

onsdag den 1. april 2020

Et par skrækfilm mere til samlingen

DAO-budet har været forbi med et par Blu-rays, nemlig SCARY STORIES TO TELL IN THE DARK og CRAWL. Jeg nåede ikke at se dem i biografen, så det er meget rart nu at have dem mellem hænderne, selv om førstnævnte skulle være en skuffende oplevelse. Men jeg elsker fysiske medier og køber også en del af de nye ting.

Enkelte smuttere eller bevidste udeladelser er der dog. På et tidspunkt havde Føtex dvd- og Blu-ray-udsalg, hvor de blandt andet havde Niels Arden Oplevs FLATLINERS-remake til en yderst fornuftig pris. Men jeg lod den dog ligge, da jeg lige havde set den på en af streaming-tjenesterne. Jeg synes, at det er en OK film, men jeg får den næppe set igen.

SLENDER MAN bliver nok heller ikke en film, jeg køber. Lige nu har den en score på 3,2 ud af 10 på IMDb, og jeg kan se den via mit abonnement på YouSee-boksen. Og COUNTDOWN har jeg lige lejet med en Blockbuster-kode, jeg havde fået tilsendt, så den tvivler jeg også på, at jeg anskaffer mig i fysisk form. Men streaming-mulighederne vil altid kun være et supplement i min verden, og derfor køber jeg stadig film i fysisk form.

søndag den 22. marts 2020

Horror midt i en corona-tid

Der kommer til at gå noget tid, før vi kan stifte bekendtskab med disse karakterer fra THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND.
Enhver, der har set bare fem minutter af en zombiefilm, ved, at vi lige nu lever i alvorlige tider. Ganske vist reagerer karaktererne i disse apokalyptiske fortællinger ofte ved at anskaffe sig så mange våben som muligt, når de inficerede skal bekæmpes - i den virkelige verden reagerede folk ved at hamstre toiletpapir!

Nu står vi ikke overfor en zombie-apokalypse, men det smager dog af dommedag, at antallet af corona-smittede stiger, at samfundet lukker ned og at vi mere eller mindre bliver bedt om at forskanse os i vores hjem. Kulturtilbud som biografer, teatre og koncerter er sat på standby, og vi må klare os med streaming og vores samlinger. Og det er et pudsigt paradoks, at premieren på den kommende THE WALKING DEAD-spinoff-serie THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND er blevet udskudt på ubestemt tid.

Serien skulle have ramt de amerikanske TV-skærme den 12. april, men det bliver ikke til noget - også selv om hele sæsonen egentlig er filmet færdig. At det måske kan være tricky at tiltrække TV-annoncører i denne tid, har måske nok en finger med i spillet, men når en serie om verdens undergang rammes af det aktuelle dommedags-scenarie, så er det altså alvor. Produktionen af FEAR THE WALKING DEAD er allerede sat på standby og forberedelserne til sæson 11 af hovedserien THE WALKING DEAD er ligeledes påvirket.

Nye horrorfilm, der nu kan ses hjemme i sofaen.
Og det er reelt alt, der er påvirket. Biograferne er lukket ned, og det har betydet, at en lang række titler har fået udskudt deres premierer på ubestemt tid. Den nye THE INVISIBLE MAN kørte dog fint rundt omkring indtil nedlukningen, mens den i forvejen premiere-udfordrede THE HUNT stort set lige var kommet op. Nu kan de begge lejes som video on demand på Viaplay, Blockbuster og SF Anytime. Ganske vist til priser som 179-189 kroner, hvilket er lidt voldsomt, hvis man er den eneste i en husstand, der har tænkt sig at se den pågældende film - men det er dog et dramatisk træk at rykke de spritnye biograffilm direkte hjem i folks stuer.

John Kenn Mortensen har også i år stået for Blodig Weekend-plakaten.
Corona-krisen betyder også, at dette års udgave af Blodig Weekend-festivalen er blevet udskudt. Den skulle ellers have kørt i Empire Bio den 16.-19. april, men nu må vi vente tålmodigt på en ny dato. Indtil videre havde de blandt andet annonceret film som GRETEL & HANSEL, RABID (Soska-søstrenes remake), COME TO DADDY, AFTER MIDNIGHT samt en 25 års jubilæums-visning af den danske horror-klassiker SIDSTE TIME. Hvad det betyder for programmet, at festivalen er udskudt, skal jeg ikke gøre mig klog på, men film kommer stadigt hurtigere ud på diverse platforme, hvilket må være en udfordring for enhver festival, så vi får se. COME TO DADDY er i hvert fald blevet gjort tilgængelig via Blockbuster.dk, så den kan man leje.

Den lave svenske krone gør, at det ikke behøver at være så dyrt at shoppe fra Sverige. Man skal dog lige holde øje med portoen.
Nu har jeg så anskaffet mig netop denne film på Blu-ray og det endda med danske undertekster. Den er nemlig blevet udgivet af Njutafilms i Sverige, og jeg bestilte den hjem fra webshoppen Discshop sammen med SATANIC PANIC, ANTRUM og BLISS: Alt sammen på Blu-ray og alt sammen med danske undertekster (ikke at det er så vigtigt med underteksterne, men det er dog underligt, at de udkommer i vores naboland i et dansk-venligt format, når man ikke kan købe dem på Blu-ray i Danmark). COME TO DADDY er en fin lille film med en høj bizarro-faktor, men den kan desværre ikke holde tempoet og weirdness-niveauet hele vejen igennem. Men den er absolut værd at se. Alene Elijah Woods frisure er det hele værd.

Jeg bruger min Moleskine-notesbog til at holde styr på de film, jeg skal have set.
Jeg har også købt Soska-søstrenes RABID på Blu-ray. Filmen har været ude på dvd og Blu-ray i England siden november, men det var først her inden for de seneste par uger, at jeg fik den købt hjem. Nu ligger den i stakken af film, jeg skal have set eller genset. Faktisk går det meget godt med at komme igennem bunkerne, selv om jeg både til jul og til min fødselsdag fik en del horrorfilm. Siden nytår har jeg været bedre til at bruge de ledige øjeblikke til at få set nogle film, og i skrivende stund er det blevet til 44 horror-titler. Samtidig har jeg ignoreret nogle af de seneste udsalg fra f.eks. Arrow Video, hvilket også har været med til at holde tingene lidt i skak. Jeg har dog stadig pænt over 100 film liggende, jeg skal igennem, men det går som sagt meget godt.

Corona-krisen har ikke givet mig mere fritid, da jeg nu arbejder hjemmefra i stedet for inde på redaktionen, hvor jeg færdes til daglig. Så antallet af arbejdsdage er det samme. Men det handler bare om, at jeg har haft lidt mere fokus på at udnytte tiden og faktisk se nogle af de ting, jeg har købt i stedet for bare at læsse mere og mere på. Og på et eller andet tidspunkt skal jeg have lavet den store oprydning for at få det fulde overblik over det, jeg har liggende - og der er nogle dvd'er, der skal sendes videre i systemet, fordi jeg siden har fået filmene på Blu-ray. Men det skal jeg nok nå frem til ... men mindre at coronaen får bugt med mig inden.

Men jeg håber selvfølgelig ikke, at det kommer så vidt og at vi nok skal komme igennem det. At det så ikke er til at vide, hvilken verden som venter på den anden side. En skræmmende tanke, men nu er horror-fans gode til at håndtere skræmmende tanker. Så gys videre på den ene eller den anden måde - det er i hvert fald sundt; corona eller ej.

lørdag den 11. maj 2019

Man kommer til at lyde som et ekko af sig selv, men PUPPET MASTER: THE LITTLEST REICH er altså ikke udkommet på Blu-ray i Danmark

Jeg er ikke i tvivl om, at PUPPET MASTER: THE LITTLEST REICH mere eller mindre er noget bras, men hvornår har det forhindret os horror-fans i at købe en film? I forvejen har jeg fem titler i den uendelige Puppet Master-serie stående på hylden, så hvorfor ikke også investere nogle af de surt tjente lommepenge i denne her?

Desværre er den kun udkommet på dvd i Danmark, og jeg kommer lidt til at lyde som et ekko af mig selv, når jeg bemærker, at Njutafilms har udgivet den på Blu-ray i Sverige og Another World Entertainment har den ude i det samme format i Norge. Nå, jeg er også bare en sur gammel fan, men i det mindste har jeg en undskyldning for at planlægge en tur udenlands.

fredag den 3. maj 2019

Hold da op ... en stor stak THE DARK SIDE!

Jeg er meget glad for den aktuelle inkarnation af det engelske horror-magasin THE DARK SIDE, der genopstod i 2011 efter at have været ude af gamet i lidt over halvandet år - blandt andet efter en del ballade, hvor bladet blev beskyldt for at kopiere filmanmeldelser fra nettet. Men i sin nuværende form er THE DARK SIDE et glimrende - omend noget indspist - blad, der især burde appellere til fans med smag for klassisk horror.

Selv "genopdagede" jeg bladet i 2017, og siden har jeg erhvervet mig et par solide håndfulde eksemplarer. Jeg er også blevet abonnent, så der cirka hver sjette uge dumper et nyt nummer ind i min postkasse. Men de tidligere numre kender jeg ikke så meget til, men nu får jeg for alvor mulighed for at dykke ned i nogle af dem. I går fik jeg nemlig foræret hele 27 eksemplarer af THE DARK SIDE. Wow! Der er til mange timer. 1000 tak til Martin, der sørgede for at bladene nu har fået et nyt hjem.

onsdag den 1. maj 2019

Lidt mere horror til hylderne, men nu tager vi det lige helt roligt her i maj måned

I april brugte jeg sådan cirka 240 procent af det beløb, jeg plejer at sætte af til lommepenge, på mine interesser. Heldigvis var der lidt på kistebunden i forvejen, så lommepenge-kontoen kunne holde til presset. En tur til Norge, Blodig Weekend, udsalg hos Arrow Films plus det løse krævede sine ressourcer, men nu er det vist på tide, at den stakkels konto får lov til at komme sig. Jeg regner ikke med at købe det vilde her i maj, og sommerperioden plejer også være rolig, når det gælder indkøb. Men vejen til helvede er jo brolagt med gode intentioner, så vi får se ...

Her er lidt af det seneste: Musikken til JAWS 3-D, komponeret af Alan Parker (en dobbelt-disc-udgave, der erstatter den enkelt-disc-version, jeg har i forvejen), det nye nummer af horror-magasinet SCREAM, THE ABOMINABLE DR. PHIBES og DR. PHIBES RISES AGAIN fra Arrow Video (lækre Blu-ray-udgaver med vende-covers, så de ligner ved første øjekast ikke dem, du kan se på Arrows hjemmeside) samt den danske filmudgave-paperback af Stephen Kings DYREKIRKEGÅRDEN (sidstnævnte har jeg dog fået gratis, og det er jo en dejlig pris).

tirsdag den 23. april 2019

Grum post efter påske

Jeg har været væk et par dage, og så er det jo herligt at finde disse ting i sin postkasse efter påskeferien: Amicus-filmen TORTURE GARDEN på Blu-ray og de nye numre af FANGORIA og THE DARK SIDE. Sidstnævnte er endda nummer 200, så der er kræset lidt ekstra for det.

mandag den 22. april 2019

RAWHEAD REX til 32 pund? Glem det!

Jeg har af en eller anden grund aldrig fået set Clive Barker-filmatiseringen RAWHEAD REX, og alt tyder da også på, at det ikke er en fremragende horror-oplevelse. Men jeg vil da gerne se den en dag. Filmen er udkommet på Blu-ray fra engelske Arrow Video, og man kan i øjeblikket købe den på Amazon for 32,22 pund. Og den tager vi lige igen: 32,22 pund! Det er cirka 278 kroner.

Sådan er det over en bred kam på Amazon. Priserne på film er steget, og de kommer knap så tit på tilbud. Nu kan man selvfølgelig købe via deres under-sælgere. Her er den laveste pris pt. 11,53 pund for RAWHEAD REX. Så skal man selvfølgelig regne med noget forsendelse, men sådan er det jo altid. Men det er præcis den samme vare, men Amazon er åbenbart holdt helt op med at være en butik - de vil hellere være et loppemarked bestående af alle mulige forskellige sælgere.

Arrow Video har deres egen shop, hvor RAWHEAD REX koster 18 pund. Det er trods alt noget mindre end hos Amazon selv. Og lige nu har Arrow påske-udsalg, så den kan erhverves for 7,50 pund. Bestilte den dog ikke i denne omgang, men mon ikke den ryger i den elektroniske indkøbskurv i forbindelse med et af deres kommende udsalg - fra Amazon kan jeg nok ikke forestille mig, at jeg køber den.

onsdag den 10. april 2019

På hurtig horror-shopping i Oslo

Hylder med Blu-ray-nyheder - så bliver det ikke meget bedre.
Vi har været en tur med Oslobåden, og det er jo lidt af en hektisk affære, fordi man det meste af rejsen er på skibet og så har man godt seks timer i den norske hovedstad til sightseeing og shopping. Men trods den begrænsede tid, så lykkedes det at få et par gode håndfulde ting med hjem til samlingen. Først og fremmest er det lidt af en overraskelse, at de fysiske butikker stadig har det fint i Norge. Man kan gå direkte ind i en shop som Platekompaniet, hvor man mødes med et pænt udvalg af både dvd'er og Blu-rays - lidt ligesom Fona i gamle dage; kan I huske det?
Helt fornøjet ser jeg ikke ud, men det er altså ikke nemt at lave selfies - her er jeg på vej ind for at shoppe i Platekompaniet, og det er en god ting.
Her finder du "skrekkfilm".
De havde den nye nordiske Dario Argento-samling, men den købte jeg nu ikke.
Jeg nåede ind i den butik, der ligger i Byporten Shopping på Jernbanetorget, men lige i nærheden skulle der være endnu en, nemlig i Stenersgate, men den kom vi ikke forbi. Men det var fint nok med et enkelt besøg i en shop, hvor man bare kan rage ting og sager ned fra hylderne. Udvalget er selvfølgelig begrænset i forhold til nettet, men det er herligt bare at kunne stå med tingene i hånden og beslutte sig for, om det er noget, der skal med hjem.

En fin stak ting og sager til samlingen.
Hvad købte jeg så? Den nye SUSPIRIA (nu hvor den lige stod der), PET SEMATARY i 30 års jubilæums-udgaven, SE7EN (ja, den stod der også lige), THE NUN, VAMPYRVIDAR (hittet fra Blodig Weekend-festivalen), WILDLING, REVENGE og WHAT KEEPS YOU ALIVE (med IT STAINS THE SANDS RED som bonusfilm). De fleste af de sidstnævnte er udgivet af norsk Another World Entertainment på Blu-ray - dem har vi kun fået som dvd her i landet. WILDLING er dog i resten af Skandinavien udgivet af Nonstop Entertainment, så her kan den også fås på Blu-ray. Men i Norge gik filmen i bifferne, hvilket måske kan forklare, at den her har fået en særskilt udgivelse.

THE NUN tog jeg kun med for at udnytte et "2 for 250,-"-tilbud - det er på ingen måde en god film, men nu har jeg den og alle de andre THE CONJURING-univers-gysere på Blu-ray. Det samlede rov: 8 Blu-rays med i alt 9 film til en pris af omkring 616 danske kroner - det er da helt OK.

Indgangen til Outland er ret kedelig, men det er butikkens indhold ikke.
Outland er en stribe Faraos Cigarer-lignende butikker, og vi nåede ind i den store afdeling i Kirkegata. Især udvalget af tegneserier og bøger er ganske imponerende. Umiddelbart synes fokus mest at være på fantasy og science fiction, men selvfølgelig kan man også finde gys på hylderne.

Man befinder sig så meget i nørd-land.
FIVE NIGHTS AT FREDDY'S-bøger.
Fint udvalg af SWAMP THING.
THE WALKING DEAD var der selvfølgelig også meget af.
Det her er bare en lille del af afdelingen med fiktion.
H.P. Lovecraft finder man alle steder.
Nu nøjedes jeg med at købe et genoptryk af det første THE WALKING DEAD-hæfte (og en western-tegneserie, men det er en anden snak). Men det er bestemt en forretning, man kan få timer til at gå i, hvis man har tid. Alt i alt en fin tur til Norge, der altså udmøntede sig i lidt ekstra til hylderne.