Det kan måske opfattes som en smule bekymrende, hvis man efter at have set en kannibalfilm har en fornemmelse af, at den ikke var blodig nok. Sådan havde jeg det faktisk med Umberto Lenzis CANNIBAL FEROX, en af de sidste i striben af italienske menneskeæder-film fra omkring 1980. Handlingen er ganske enkel: Tre studerende fra New York rejser til Amazonas for at bevise at kannibalisme ikke eksisterer. De støder på to narkohandlere, der har haft problemer med en lokal stamme. Situationen udvikler sig dramatisk, da en af narkohandlerne dræber en ung pige, og snart er vores "helte" i kløerne på de modbydelige menneskeædere.
Filmen byder på masser af grumme scener med afskårne kønsdele, afhuggede lemmer, indvolde, kroge igennem bryster, opsvulmede lig og slagtede dyr. Men det hele serveres så kluntet og amatøragtigt, at stemningen forsvinder. At vi undervejs skal følge med i et sideplot i New York, hvor politiet forsøger at finde frem til en af narkohandlerne, hjælper på ingen måde filmen. Endelig er musikken af Roberto Donati og Fiamma Maglione på højde med den værste muzak fra det lokale supermarked.
På overfladen er det en voldsom film, men Lenzi kan slet ikke styre sine effekter, så man som publikum bliver chokeret. Og hvis man har set filmens trailer, har man stort set fået serveret alle de blodige højdepunkter.
Filmen kan fås fra Another World Entertainment i en flot udgave med en firesiders booklet. Den danske titel er JAGET AF KANNIBALER.
CANNIBAL FEROX, Italien, 1981. Instruktion: Umberto Lenzi. Medvirkende: Giovanni Lombardo Radice, Lorraine De Selle, Danilo Mattei, Zora Kerova, Walter Lucchini. Musik: Roberto Donati, Fiamma Maglione.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar