En anelse går tabt i oversættelsen

Jeg er bagud med at se remakes, men i går nåede jeg til den amerikanske version af DARK WATER. Hideo Nakata lavede i 2002 den japanske udgave efter Kôji Suzukis historie HONOGURAI MIZU NO SOKO KARA. Det er en fremragende og meget uhyggelig film, der virkelig leger med publikums følelser. Naturligvis skulle den også oversættes til amerikansk, nu hvor de asiatiske film har været med til at sparke liv i store dele af genren. Underligt nok valgte man så den brasilianske instruktør Walter Salles til at stå bag kameraet, så der er efterhånden tale om en særdeles global affære. At en anelse går tabt i oversættelsen er så en anden sag, selv om det er en virkelig god film.

Jeg tror aldrig at jeg har set en så god brug af en location i en amerikansk film. Det meste af handlingen foregår på Roosevelt Island, der ligger i East River mellem Manhattan og Queens. De mange billeder af de trøstesløse etageejendomme er både betagende og skræmmende. Samtidig er det også en film, der udstiller helt almindelige menneskers problemer med at få et liv til at hænge sammen i det amerikanske samfund. Hvad har det så med horror at gøre? Ikke så meget, men det gør personerne ekstremt nærværende og ægte - og derfor kan vi i høj grad relatere os til dem i det øjeblik rædslerne slippes løs. Skuespillerne er også gode: Jennifer Connelly, John C. Reilly, Tim Roth, Dougray Scott, Pete Postlethwaite, Camryn Manheim og Ariel Gade - så kan det vist ikke blive meget bedre.

På trods af alt dette, så kniber det alvorligt med en meget vigtig ingrediens, nemlig gyset. Man er lidt handicappet, hvis man har set den japanske udgave, fordi man kan forudse enkelte skræmmende øjeblikke. Men ellers står det lidt sløjt til med uhyggen. Jeg vil dog alligevel anbefale filmen, fordi den har så mange stærke elementer, der trækker op i den samlede vurdering.

DARK WATER, USA, 2005. Instruktion: Walter Salles. Medvirkende: Jennifer Connelly, John C. Reilly, Tim Roth, Dougray Scott, Pete Postlethwaite. Musik: Angelo Badalamenti.