Jim Gillespie brød igennem med teenage-gyseren I KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER i 1997, men siden er det ikke blevet til det store. Han instruerede bl.a. thrilleren D-TOX med Sylvester Stallone i hovedrollen, der ikke var særlig god. For et par år siden lavede han så VENOM, hvor han blev genforenet med Kevin Williamson, manuskriptforfatteren til I KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER. Williamson var nu rykket over i producent-stolen, mens manuskriptet kom fra Flint Dille og John Zuur Platten. Egentlig havde de to skrevet plottet til et computerspil med titlen "Backwater", men nu endte det med at blive til en film fra Dimension Films. Herfra var tanken at skabe en ny horror-skurk på linie med Freddy Krueger eller Jason Voorhees, og man havde derfor store forhåbninger til Mr. Jangles, den onde karakter fra "Backwater"-spillet.
VENOM foregår netop i den lille by Backwater i Louisianas sumpe. Her lever de smarte unge side om side med voodoo-kulturen og de sære typer, der er typiske for disse små byer. Blandt dem er tankpasseren Ray, som alle frygter, fordi han har et grimt ar på kinden og kører rundt i en skummel lastbil. En sen aften har en voodoo-præstinde hentet en kuffert på en kirkegård, men efter et uheld på en bro kommer Ray i nærkontakt med kuffertens indhold. Det er slanger, der har været brugt i ritualer til at opsamle sjælene fra onde mennesker. Nu inficeres Ray med 13 syge sjæle. Politiet tror, at Ray døde i uheldet, men han vender tilbage til livet som en frådende zombie.
Det er på mange måder en typisk teenage-gyser, vi har med at gøre, hvor smukke unge mennesker én for én slagtes af Ray. Handlingen indeholder ikke de store overraskelser, men på mange måder er VENOM en ganske underholdende film. Den er flot fotograferet, og de sumpede områder udnyttes optimalt. Den korte spilletid på omkring fem kvarter hjælper også på det samlede indtryk. Desværre er de fleste af scenerne med den morderiske Ray filmet og klippet på en hidsig MTV-agtig måde, hvilket er helt unødvendigt. De computer-skabte voodoo-slanger er heller ikke imponerende. Forvent derfor ikke det store sus, men jeg kan nævne tonsvis af andre film, der er ringere end VENOM.
VENOM, USA, 2005. Instruktion: Jim Gillespie. Medvirkende: Agnes Bruckner, Jonathan Jackson, Laura Ramsey, D.J. Cotrona, Rick Cramer. Musik: James L. Venable.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar