Slasher helt efter bogen

Når det første, der flimrer over skærmen, er datoen d. 19. juni 1961, så ved man, at den næste halvanden time i selskab med en primitiv 80'er-slasher ikke er spild af tid. Her har man at gøre med en film, der vil følge slasher-formlen til punkt og prikke: Først en scene fra fortiden, hvor en frygtelig ting er sket. Så hopper man til nutiden (i dette tilfælde 80'erne), hvor en flok tåbelige studerende vil komme af dage på grusom vis som følge af det forfærdelige, der er sket i fortiden. Først i filmens sidste kvarter vil den uhyggelige hemmelighed blive afsløret, og der er en god chance for, at monstret/uhyret/vanskabningen/galningen stadig vil være i live til sidst. Ellers ville man have ødelagt muligheden for at lave en sequel.

THE HOUSE ON SORORITY ROW fra 1983 er en typisk amerikansk slasher. Den er instrueret af Mark Rosman, og handler om en kvinde, Dorothy Slater, der d. 19. juni 1961 på makaber vis føder et barn. Barnets skæbne afsløres ikke for os. To årtier senere er hun bestyrer af et "sorority house", et pige-kollegium. Sommerferien nærmer sig, og Dorothy Slater gør sig klar til at sende pigerne hjem. Hun vil nemlig være alene d. 19. juni. Det nægter pigerne, og så kan I formentlig selv regne resten af historien ud.

Her er virkelig tale om primitiv underholdning uden nogen form for nyskabelse. Gruppen af piger tæller selvfølgelig en bimbo, en sej tøs, en oprørsk pige og en artig pige. Drengene er bare ude efter sex, og så har vi balladen. THE HOUSE ON SORORITY ROW er på ingen måde stor kunst. Den er hverken udpræget blodig eller særlig uhyggelig, men jeg hyggede mig med at se den. Filmen er ude på en region 1-dvd fra Elite Entertainment med kun en trailer som ekstramateriale. Og så skal jeg lige huske at nævne Richard Bands flotte musik, der er over middel for genren.

THE HOUSE ON SORORITY ROW, USA, 1983. Instruktion: Mark Rosman. Medvirkende: Kate McNeil, Eileen Davidson, Janis Ward, Robin Meloy, Harley Jane Kozak. Musik: Richard Band.