mandag den 29. oktober 2007

Stephen King tjekker ind

Her på vore breddegrader er den svenske instruktør Mikael Håfström nok især kendt for Jan Guillou-filmatiseringen ONDSKAN. Efter den lavede han en gyser, STRANDVASKAREN, som jeg ikke kender, før han drog til Hollywood, hvor han instruerede thrilleren DERAILED. Nu er han aktuel med Stephen King-filmatiseringen 1408.

Her møder vi forfatteren Mike Enslin, der skriver bøger om hjemsøgte seværdigheder, heriblandt hoteller. Enslin er en kyniker, der ikke tror på noget som helst, og derfor er værelse 1408 på Dolphin Hotel i New York bare endnu en opgave, der skal overstås. Hotellets manager, Gerald Olin, forsøger at tale Enslin fra at overnatte i rummet, der har krævet et halvt hundrede dødsofre. Det nægter Enslin at tro på, men "desværre" har Olin ret: Det er et særdeles ondt værelse, der konfronterer Enslin med hans tragiske fortid på en alt andet end behagelig måde.

1408 er en "lige efter bogen"-gyser, der hverken overrasker eller imponerer - men den byder på solid og nervepirrende underholdning. John Cusack er perfekt i rollen som den livstrætte forfatter, og Samuel L. Jackson stjæler billedet i den korte scene, hvor han er med. Filmen er skudt i ganske mørke farver, hvilket bidrager til den uhyggelige stemning. Desværre tager gysene en afstikker i retning af noget, der kunne minde om SILENT HILL-filmen, men heldigvis bygges der langsomt op til disse scener, og derfor holdes balancen hele vejen igennem.

Som altid hos Stephen King er det en ret simpel ting, der skal til for at bekrige det onde, men det har vi efterhånden vænnet os til. Jeg så 1408 på den amerikanske dvd, der byder på både biografudgaven og et director's cut. Sidstnævnte skulle ikke være så effektivt som førstnævnte, så det vil jeg gemme til en senere lejlighed.

1408, USA, 2007. Instruktion: Mikael Håfström. Medvirkende: John Cusack, Samuel L. Jackson, Mary McCormack, Tony Shalhoub, Len Cariou. Musik: Gabriel Yared.

4 kommentarer:

  1. Hej Søren

    Jeg har lige set 1408 sammen med Ann Christine, som er en kold skid, der hverken blev bange eller noget. Jeg derimod fik anfald af gåsehud og synes den var ret nervepirrende.

    Vi sidder netop og diskuterer om Cusack var god eller ej. AC synes ikke han kan bære rollen, jeg derimod mener han er god som livstræt kynisk forfatter, men bihistorien om hans datter er måske lidt søgt.

    Gad vide hvorfor vi er nogen, der synes det er en god gyser og hvorfor andre ikke køber historien og derfor ikke oplever gyset???

    Mvh
    Adam (og AC)

    SvarSlet
  2. Man behøver ikke nødvendigvis være en kold skid for ikke at føle gyset - det er formentlig bare forbi den pågældende historie ikke har været inde og trykke der, hvor det gør ondt. Det kræver ofte, at man kan sympatisere med en eller flere af personerne - ellers er man nok ret ligeglad med de rædsler, de gennemgår. Er man så heller ikke bange for spøgelser, blod, mørke eller høje lyde, vil en gyser næppe have den store effekt.

    For at en film som 1408 skal virke, er man nødt til at gå med på historien om den kyniske forfatter, der besøger disse hjemsøgte hoteller. Cusack er netop ikke særlig sympatisk og derfor skal man hægte sig på andre elementer i filmen, før den kryber ind under huden. Jeg mener, at Cusack gør det ret godt, og jeg er vild med det grundlæggende plot. Selve historien fortælles bare med lidt for bastante effekter.

    Alle gysere opleves individuelt. Hvis man er bange for rotter vil selv en elendig italiensk B-film om rotter have en effekt. Men som sagt... hvis filmen overhovedet ikke når ind til dine ømme punkter, har den ikke opfyldt sit grundlæggende formål, nemlig at være skræmmende og vække ubehag.

    SvarSlet
  3. Jeg elsker John Cusack! Han må så absolut være så kynisk i virkeligheden, eller verdens bedste skuespiller! Er vild med ham i 'Identity' og i 1408, hvor han virkelig shiner! Filmen står på hylden blandt favoritterne, selvom der er elementer jeg ikke er så tosset med.. Men har ikke set en film der ligner :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er rigtig glad for IDENTITY; det er bare en cool film.

      Slet