RETURN TO HOUSE ON HAUNTED HILL ligner en af de her billige "direkte til dvd"-udgivelser, der går ud på at fortælle den samme historie én gang til og så ellers bare score kassen, før alt for mange opdager fidusen. Jamen hallo! Det er jo lige det, den er! Filmen er en dvd-sequel til HOUSE ON HAUNTED HILL, den første produktion fra Dark Castle Entertainment, der blev stiftet af Joel Silver, Robert Zemeckis og Gilbert Adler i 1999. Den første film (som var et remake) var forholdsvis underholdende - ikke mindst i kraft af en håndfuld kendte skuespillere og en håndfuld effektive chokscener. Fortsættelsen er til gengæld en tynd kop te.
Ariel Wolfe er søster til Sara Wolfe, en af de overlevende fra sidst. Da Sara begår selvmord bliver Ariel tvunget ind i huset på bakken af en bande bevæbnede mænd, ledet af den sleske Desmond. Han er på jagt efter en figur af den onde gud Baphomet. Det samme er professor Richard, så inden længe vrimler det med mennesker i huset, der kan blive udsat for sværmen af spøgelser derinde.
Handlingen er på ingen måde original, og spilletiden på lidt over fem kvarter viser tydeligt, at filmskaberne ikke har det store at fortælle. Spøgelserne præsenteres med masser af spasser-klip og en ændret frame rate, hvilket bliver lidt ensformigt i længden. Den unge spanske instruktør Víctor García har stået bag kameraet, og filmen har formentlig været hans billet direkte ind i Hollywood-land.
Man kan sagtens se RETURN TO HOUSE ON HAUNTED HILL som harmløs underholdning, men det er virkelig en film, der på ingen måde prøver at sprænge grænser. Ekstramaterialet er komplet værdiløst - det er endnu en af disse dvd'er, der afslører hvorfor "slettede scener" er blevet slettet! Heldigvis er det dog den unratede udgave, der er udkommet i Danmark. Et andet plus er Frederik Wiedmanns flotte musik.
RETURN TO HOUSE ON HAUNTED HILL, USA, 2007. Instruktion: Víctor García. Medvirkende: Amanda Righetti, Cerina Vincent, Erik Palladino, Tom Riley, Andrew Lee Potts. Musik: Frederik Wiedmann
Ingen kommentarer:
Send en kommentar