Det kan måske opfattes som en smule provokerende at kalde THE CANNIBAL COLLECTION fra Noble Entertainment for "kannibaler for begyndere", men det er faktisk ikke et dumt sted at starte, hvis man vil udsætte sig selv for denne brutale genre. De tre film i æsken er nemlig ikke blandt de værste af slagsen (en af dem handler dårligt nok om kannibaler), så her er en mulighed for at varme lidt op, før man smækker CANNIBAL HOLOCAUST og CANNIBAL FEROX i dvd-afspilleren. THE CANNIBAL COLLECTION indeholder ULTIMO MONDO CANNIBALE (aka LAST CANNIBAL WORLD) fra 1977 af Ruggero Deodato, SCHIAVE BIANCHE: VIOLENZA IN AMAZZONIA (aka AMAZONIA: THE CATHERINE MILES STORY) fra 1985 af Mario Gariazzo og IL PAESE DEL SESSE SELVAGGIO (aka MAN FROM DEEP RIVER) fra 1972 af Umberto Lenzi. Vi har altså både Deodato og Lenzi repræsenteret med film, der kan opfattes som forstudier til de ulækre strimler, der kom nogle år senere.
LAST CANNIBAL WORLD er klart den bedste film af de tre. Robert Harper er sammen med sine gode ven Rolf taget til Malaysia for at lede efter olie. Flyet strander og i løbet af natten og den følgende morgen dræbes piloten og dennes kæreste. Robert og Rolf kommer væk fra hinanden i junglen, og Robert ender hos en kannibalstamme, der udsætter ham for alskens bizarre ritualer. En smuk kvinde fatter dog sympati for ham, og Robert håber nu at kunne flygte. Massimo Foschi er fænomenal i en meget svær og grænseoverskridende rolle som Robert - helt ekstrem intens og fascinerende. Filmen byder også på en del kannibal-gnaskeri og andre ulækre scener, så man er godt underholdt.
Knap så ulækker er MAN FROM DEEP RIVER om fotografen John Bradley, der havner hos en primitiv stamme i Thailand. De behandler ham som en slave, men efterhånden bliver han accepteret og ender med at blive gift med høvdingens datter. I denne film kommer kannibal-truslen fra nabostammen, og der er meget få scener med menneskeæderi. Til gengæld slagtes der en del dyr, hvilket er standard for denne genre. Filmen er mere et jungleeventyr end en horrorfilm, men uinteressant er den ikke, selv om den er lidt langtrukken.
En næsten kannibalfri kannibalfilm får man med AMAZONIA: THE CATHERINE MILES STORY om en ung kvinde, der fanges af en stamme af hovedjægere i Amazonjunglen. Her er intet menneskeæderi og kannibalerne er kun med i et minuts tid. Til gengæld skæres en del hoveder af. I øvrigt er hovedjægerne nogle af de mest renskurede vilde, jeg har set i denne genre. Hele affæren smager lidt af billig TV-film og den er ikke specielt god.
Samlet set er THE CANNIBAL COLLECTION dog et fremragende køb og et godt supplement til de fire kannibalfilm fra Another World Entertainment. Selve boxen er en lækker digipack pyntet med kranier og dvd-menuerne er meget cool lavet. Billedkvaliteten er fin og filmene virker ikke censurerede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar