onsdag den 7. november 2007

Varulven kommer for sent

HOWLING IV: THE ORIGINAL NIGHTMARE (1988)
HOWLING IV: THE ORIGINAL NIGHTMARE er faktisk en bedre film end HOWLING III: THE MARSUPIALS, men nu skal der heller ikke så meget til. III'eren er en grotesk og flippet film, og derfor skal man ikke forvente en monumental forbedring, hvis man vælger at bruge halvanden time af sit liv på at se HOWLING IV. Det er en typisk lavbudget-gyser produceret direkte til videomarkedet i et desperat forsøg på at hente en ekstra klatskilling hjem på baggrund af Joe Dantes original.

Forfatteren Marie Adams lider af voldsomme mareridt, og tager derfor på rekreation sammen med sin mand Richard i en ensomt beliggende hytte nær byen Drago i Californien. De voldsomme drømme vil dog ikke holde op, og imens Marie sammen med en tidligere nonne forsøger at finde ud af mere om byens mystiske historie, har Richard travlt med at muntre sig med en sexet butiksejer med dyrelignende træk.

Historien kan minde lidt om den første HOWLING-film, men har slet ikke den samme styrke. Og man skal vente meget længe før varulvene dukker op. Først til sidst får vi en ganske splattet forvandlingsscene, men her er det alt for sent at redde det samlede indtryk af en billig film uden de store ambitioner. Skuespillet er heller ikke imponerende, hvor især de mandlige hovedroller virker stive og uengagerede. HOWLING IV: THE ORIGINAL NIGHTMARE blev til i 1988 med John Hough som instruktør. Han har også lavet den fremragende THE LEGEND OF HELL HOUSE, så dette er ikke en film, der pynter på CV'et. Jeg så HOWLING IV på den amerikanske region 0-dvd fra Echo Bridge/Platinum Disc, der som alle andre udgaver er i 4:3-format. Sjovt nok er alle billederne på coverets bagside fra HOWLING III. Jeg har også den danske udgave fra DVD-Danmark, og billedkvaliteten er stort set identisk på begge versioner. Prisen er også den samme, ca. 25,- kr, så det er trods alt en billig "fornøjelse" at anskaffe sig denne film.

HOWLING IV: THE ORIGINAL NIGHTMARE, England, 1988. Instruktion: John Hough. Medvirkende: Romy Windsor, Michael T. Weiss, Antony Hamilton, Susanne Severeid, Lamya Derval. Musik: David George.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar