fredag den 21. december 2007

Et gensyn med THE SHINING

Jeg bliver nok aldrig gode venner med Stanley Kubricks THE SHINING, selv om det er en film med usædvanlig mange kvaliteter. Først og fremmest er den meget velspillet, især af de tre hovedrolleindehavere. Jack Nicholson er jo fænomenal, Danny Lloyd er fremragende og Shelley Duvall er perfekt i rollen som den skræmte mor. Og samtlige biroller er meget solidt castet.

Samtidig er det også en teknisk imponerende film, ikke alene på grund af det banebrydende kameraarbejde, men også i kraft af de fantastiske kulisser med de endeløse gange og enorme rum i det øde hotel. Problemet med THE SHINING er, efter min mening, en mangel på helhed - en følelse af, at dette er en nøje konstrueret film, hvor skrækken kommer som resultatet af et stort regnestykke, hvor kameraets bevægelser, klipningen, skuespillerne og musikken i de helt korrekte mængder vil være lig med gys. Men det er tydeligt, at Kubrick ikke rigtig forstår genren, og derfor ikke får kombineret elementerne på den optimale måde. Det lykkes næsten, men langt fra perfekt. Jeg har netop genset filmen i den amerikanske udgave, der er 20-25 minutter længere end den europæiske.

Kubrick foretrak selv den korte version, og de manglende scener betragtede han som lidt overflødige. Men det er netop scener, der er med til at sætte hele konflikten med den bindegale far i perspektiv, og derfor er den amerikanske version klart at foretrække. Men THE SHINING er en underlig størrelse, og det er stadig en gåde for mig, at den gang på gang fremhæves som "verdens mest uhyggelige film". Nu er den i øvrigt lige udkommet i en Special Edition i bredformat (de tidligere versioner har været i fullscreen efter ønske fra Stanley Kubrick), og her er der også forskel på længden, alt efter om man køber den i USA eller i Europa.

THE SHINING, England-USA, 1980. Instruktion: Stanley Kubrick. Medvirkende: Jack Nicholson, Shelley Duvall, Danny Lloyd, Scatman Crothers, Barry Nelson. Musik: Wendy Carlos, Rachel Elkind

3 kommentarer:

  1. Tak for det interessante indlæg om "The Shining", som er nr. 1 på min horror-liste.

    Det kan være jeg bliver nødt til at se på den med nye briller, da der er en og anden pointe, du nok kan have ret i.

    Det kan være "The Shining" er lidt stiv i det, og ikke virker afslappet og naturlig, men derimod noget kalkuleret.

    Men...egentligt opfatter jeg de fleste af Kubricks film som "gysere", der dybest set kun handler om Kubrick (og hans pessimistiske livssyn).

    Mvh HL

    SvarSlet
  2. Og forresten - god jul, og fortsat skræk og rædsel.

    SvarSlet
  3. Og god jul til dig. I forhold til THE SHINING kan man jo sige, at det går i den rigtige retning for mig, da jeg trods alt holder mere af filmen, end jeg gjorde før.

    SvarSlet