Jeg har en del ting liggende på natbordet i øjeblikket og er derfor ikke kommet i gang med at læse den danske udgave af Peter Straubs GHOST STORY. Til gengæld har jeg lige genset filmatiseringen fra 1981. Nu er det formentlig umuligt at lave en film, der er helt tro mod bogen, men manuskriptforfatteren Lawrence D. Cohen og instruktøren John Irvin slipper hæderligt fra opgaven, selv om der er ændret mange ting i processen. Den meget voksne og seriøse tone fra bogen er dog bevaret.
Og så er det herligt at se ældre skuespillere som Fred Astaire, Melvyn Douglas, Douglas Fairbanks Jr. og John Houseman folde sig ud som kvartetten af mænd, der mødes under navnet The Chowder Society for at fortælle spøgelseshistorier - udelukkende for at komme på afstand af en 50 år gammel hemmelighed, der plager dem alle. Snart begynder de at dø én for én, og måske har det noget med den gamle hemmelighed at gøre - måske er det en ung kvinde, der står bag det hele.
GHOST STORY er en meget solid film, der doserer sine gys med stor omhu. Det er ikke billige effekter for effekternes skyld. At man også ser en splitternøgen mand undervejs signalerer i den grad, at dette er en meget voksen film. GHOST STORY er ude på region 1 på en dvd, der ikke indeholder andet ekstramateriale end en trailer.
GHOST STORY, USA, 1981. Instruktion: John Irvin. Medvirkende: Fred Astaire, Melvyn Douglas, Douglas Fairbanks Jr., John Houseman, Craig Wasson. Musik: Philippe Sarde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar