lørdag den 16. februar 2008

Robert Bloch vender tilbage

Nogle forfattere bliver "glemt" af forlagene, når de dør. Dette bliver så ikke bedre af den stadig mere hysteriske jagt på bestseller-navne, der kan skrive noget salgbar fiktion i retning af Harry Potter eller "skummelt religiøst plot med masser af koder og hemmeligheder". Så kan man jo ikke bruge tid og penge på at genoptrykke de gode gamle navne - uanset kvaliteten. Robert Bloch døde i 1994, og han er en af de mere eller mindre glemte forfattere. Vi ved alle sammen godt, at han har skrevet PSYCHO, så han er ikke glemt i den forstand. Men det seneste årti er det stort set kun mindre specialforlag, der har gjort noget for at holde liv i Blochs forfatterskab - og det i så små oplag, at jeg ærgrer mig over ikke at have fået købt disse bøger i tide. Paperbacks i store oplag er det bestemt ikke blevet til, hvilket er dybt underligt. Jamen, for pokker da, det er forfatteren af PSYCHO, vi taler om her!

Heldigvis har man lov til at blive overrasket, og en af disse overraskelser kommer til april. Dorchester Publishing, der bl.a. også udgiver en del horror, har en krimi-serie kaldet Hard Case Crime. I den udgiver de et dobbeltbind med to af Blochs tidlige thrillere: SPIDERWEB fra 1954 og SHOOTING STAR fra 1958. Det er et klassisk dobbeltbind med to forsider, hvor man vender bogen om, når man skal læse den anden historie. Og så venter vi stadig på, at Chaosium får taget sig sammen til at genoptrykke MYSTERIES OF THE WORM, en samling af Blochs Cthulhu-noveller.

5 kommentarer:

  1. Wauw, fedt. Og det ser heldigvis ud til, at man vælger at bruge nogle coole covers, som de så ud i de rigtige "hardboiled" dage.

    www.home.no/hardboiled

    SvarSlet
  2. Ja, alle udgivelser i Hard Case Crime-serien har dette klassiske look, uanset om det er genoptryk fra 50'erne eller helt nye titler (Stephen King har f.eks. fået udgivet en bog i serien).

    SvarSlet
  3. Og så får du også lige et link til hele serien:

    http://www.dorchesterpub.com/Dorch/Genre.cfm?L1=6&L2=41

    SvarSlet
  4. Tak for linket. Og igen, wauw; i gamle dage kunne de lave sexede og coole covers. Ikke i dag, hvor criminalbøger/-film gerne prydes af møgdårlige omslag.

    SvarSlet
  5. Der er heldigvis mange sider på nettet, hvor man kan studere de "gode" gamle bogforsider, f.eks. BookScans, Pop Sensation og Good Girl Art.

    SvarSlet