onsdag den 7. maj 2008

Vampyrroman uden saft og kraft

Efter at have skrevet en række fagbøger og en enkelt børnebog debuterer Rikke Schubart nu som romanforfatter, nemlig med vampyrfortællingen BID. Her møder vi Natascha, der efter nogle år i Italien vender hjem til Danmark. Hun flytter ind hos storesøsteren Helene, der bor på Vesterbrogade sammen med sin mand Anders og deres 12-årige datter Rosa.

Natascha beder om at måtte sove om dagen og er i det hele taget meget mystisk. Anders bliver dybt fascineret af hende, mens Rosa har på fornemmelsen, at den er helt gal. Imens er det italienske politi i færd med at opklare nogle bestialske sexmord og det varer ikke længe før også folk i København dør på brutal vis.

Alt dette lyder meget spændende, men det er det ikke. Handlingen flagrer ud i alle retninger og bogen mangler i den grad fokus. Vi får hurtigt at vide, at Natascha er vampyr, men hendes reelle dagsorden er ukendt. Alligevel føler Rosa sig voldsomt truet og allerede omkring side 60 er hun sammen med en veninde i gang med at læse om vampyrer på internettet. Anders opfører sig stadig mere sært, men da ægteskabet mellem ham og Helene i forvejen er i krise, er det ikke så underligt, at de glider fra hinanden.

Helene tuller rundt i sit Alt for Damerne-agtige univers og de italienske politifolk arbejder hårdt på at finde en morder, vi allerede kender identiteten på. Og Natascha dukker op i historien med ujævne mellemrum, så vi kan få lidt at vide om hvordan hun er blevet til vampyr. Det er noget med "vendepunktet" og "balancen" og den slags.

Det hele fører frem til et ufattelig sjusket klimaks, hvor historien bare holder op. Det viser sig nemlig, at dette bare er bind 1 i en længere fortælling. BID byder på intet nyt i forhold til den uendelige strøm af trivielle vampyrbøger, der er blevet spyttet ud på markedet de senere år.

Det mest usædvanlige ved romanen er markedsføringen af den med kortfilmen "The Present - A Sweet Surprise", hvor Gry Bay suger blod ved en børnefødselsdag (som man kan se på billedet). En anderledes måde at gøre reklame på. Handlingen i filmen har dog intet med bogen at gøre og byder underligt nok på stærkere og mere uhyggelige scener end romanen.

7 kommentarer:

  1. Men det er nu et pænt billede.

    SvarSlet
  2. Jeg må jo indrømme, at jeg ikke synes, den var dårlig. Faktisk tværtimod - men den er ikke voldsomt uhyggelig.
    Skal interviewe Rikke Schubart til dk4 i juni, og det glæder jeg mig vældigt til :-)

    SvarSlet
  3. Jeg havde den fornøjelse at læse romanen inden den udkom, og var meget underholdt af især den sidste tredjedel, hvor der virkelig kommer gang i plottet. Men det, der gjorde størst indtryk, var forfatterens grænseoverskridende vovestykke, at skrive en ungdomsbog med totalt ugenerte mængder af sex og blod!

    SvarSlet
  4. Nu må jeg med skam indrømme aldrig at have læst en Dennis Jürgensen-bog, men er det ikke det alle HANS bøger indeholder?

    SvarSlet
  5. Nix, Dennis har skrevet bøger i alle genrer og det er vel kun en håndfuld, der byder på groteske mængder af blod (som f.eks. KADAVERMARCH). Jeg husker ikke lige hvor meget sex, der er, men nu skriver han primært for børn, så...

    SvarSlet
  6. Jeg synes faktisk, at BID er ganske spændende, faktisk medrivende. Det er korrekt, at man ikke bliver så klog på vampyrerne og deres mytologi, men det afventer vel så fortsættelsen. Historien slutter rigtig nok noget abrupt, men det skuffede sådan set ikke mig. Bogen kan vel sammenlignes med en "pilot" til en TV-serie, hvor man stifter bekendtskab med et persongalleri, som man så lærer nøjere at kende i fortsættelsen.

    SvarSlet
  7. Med andre ord en vampyr-sæbeopera i bogform. LOL.

    SvarSlet