onsdag den 17. december 2008

Chokolade uden smag

Jamie er en kedelig fraskilt ung mand. Til daglig arbejder han på et laboratorium med at udvikle kunstige smagsstoffer sammen med en af sine få venner, den dynamiske Wally. En dag møder han en kvinde, der er på den samme diæt som ham selv. De beslutter sig for at synde sammen, hviket bl.a. betyder indtagelse af chokolade i store mængder. Det udløser en stribe hallucinationer, hvor Jamie igen og igen ser en mystisk kvinde og hendes dominerende elsker. Da Jamie oplever, hvordan elskeren bliver slået ihjel, beslutter han sig for at opspore kvinde.

MASTERS OF HORROR-afsnittet "Chocolate" er instrueret af seriens skaber, Mick Garris, men det er på ingen måde noget særligt. Henry Thomas er lige så kedelig, som den rolle, han spiller og plottet er ekstremt tyndt. Det er lidt pudsigt at overvære scenen, hvor Jamie under et af sine syner bliver bollet af en mand, men det er ikke nok at redde et svagt afsnit med en uinteressant slutning. Ja, vi bliver endda snydt for en rigtig punchline. Ikke imponerende...

MASTERS OF HORROR: Chocolate, USA-Canada, 2005. Instruktion: Mick Garris. Medvirkende: Henry Thomas, Matt Frewer, Stacy Grant, Jake D. Smith, Michael Curtola. Musik: Nicholas Pike.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar