tirsdag den 16. december 2008

Frankensteins monster som seriehelt

I begyndelsen af 70'erne vrimlede det med horror-tegneserier og især Marvel Comics havde stor succes med både nye og klassiske monstre. Ikke mindst THE TOMB OF DRACULA var et hit og derfor var det meget naturligt, at forlaget også kastede sig over Frankensteins monster. Det første nummer af THE MONSTER OF FRANKENSTEIN udkom i januar 1973. Gary Friedrich havde skrevet manuskriptet efter Mary Shelleys roman, mens Mike Ploog leverede tegningerne. Faktisk er de fire første numre en ganske loyal udgave af den klassiske roman - selvfølgelig med en del kreative friheder. 

Først fra nr. 5 begynder man at skrive frit fra leveren med monstret som en slags misforstået helt. Det fører blandt andet til slåskampe mod en varulv, en gigantisk edderkop og selveste Grev Dracula. Underligt nok skifter bladet titel fra nr. 6 til THE FRANKENSTEIN MONSTER, hvilket måske skal understrege, at det er monstret og ikke dets skaber, serien handler om. Opgøret med vampyrkongen fører dog til, at uhyret får gnavet sine stemmebånd over, så det ikke længere kan tale. Fra nr. 10 og frem har vi at gøre med et gryntende monster, der mere minder om Universals udgave end Mary Shelleys. I nr. 12 falder uhyret i havet, bliver frosset ned og vågner op i vor tid. Her bliver han venner med en ung knægt og møder blandt andet den sidste efterkommer af Frankenstein. 

Det er dog tydeligt, at Marvel har mistet interessen for serien og nr. 18 bliver det sidste. Monstret optrådte dog også i sort/hvid-magasinet MONSTERS UNLEASHED, der ikke var underlagt Comics Code-reglerne og derfor var noget mere voldeligt. Historierne var dog ikke særlig spændende og det varede heller ikke længe, før dette blad lukkede. Alt dette kan man opleve i Marvels Essential-optryk af THE MONSTER OF FRANKENSTEIN, hvor man for små penge kan nyde disse serier. 

At det desværre er en blandet fornøjelse, er så noget andet - ikke mindst fordi kun seks numre er tegnet af Mike Ploog. Senere tager navne som John Buscema og Val Mayerick over, og det er ikke altid lige imponerende. Men de fire første numre af THE MONSTER OF FRANKENSTEIN er tegneserie-kunst af meget høj klasse og derfor er denne opsamling trods alt værd at have stående.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar