onsdag den 18. februar 2009

Amanda Buckman viser bryster i blodig og brutal splatterfilm

Hvis du har set ADDAMS FAMILY VALUES kan du måske huske Amanda Buckman, den irriterende og selvglade pige, som Wednesday Addams møder på den sommerlejr, hvor hun er blevet anbragt sammen med Pugsley. Amanda Buckman blev spillet af Mercedes McNab, der siden også dukkede op i BUFFY THE VAMPIRE SLAYER- og ANGEL-tv-serierne. Og i årene, der er gået, er hun blevet en rigtig frækkert, der gerne smider tøjet i Playboy. Og sandelig også i billige splatterfilm, hvor hun både viser bryster og kysser piger... men det er selvfølgelig ikke derfor, vi ser splatterfilm, men jeg vil da lige nævne det, nu hvor jeg alligevel skal omtale HATCHET.

Her møder vi en gruppe mennesker, der under Mardi Gras i New Orleans tager på en spøgelses-rundtur ude i sumpen. Blandt dem er Ben, der prøver at komme sig over bruddet med kæresten, og hans gode ven Marcus. Denne er vildt interesseret i et par af de andre gæster, nemlig den slimede instruktør Shapiro og hans to modeller Misty og Jenna (det er her, vi får scenerne med Mercedes McNab, der blotter sig og kysser, hvis det altså har nogen interesse). Et ældre ægtepar og en indesluttet ung kvinde er også med på turen. Undervejs hører de om den lokale legende, Victor Crowley, en vanskabning, der måske, måske ikke, døde for mange år siden. Selvfølgelig er han stadig levende - og han er både sur, grim og blodtørstig.

HATCHET er instrueret af Adam Green, en rigtig fanboy, der selvfølgelig har inviteret alle sine helte til at medvirke. Victor Crowley spilles af Kane Hodder, mens Robert Englund og Tony Todd har mindre roller. Genren er i den grad slasher og HATCHET blev markedsført under slaglinier som Old school American horror og It's not a remake, it's not a sequel, and it's not based on a Japanese one. Og hvis man er vild med splatter, vil man nyde at se HATCHET. Her får vi serveret det ene groteske mord efter det andet med litervis af blod og dynger af kød og snask. Det er helt vildt.Alle make up-effekterne er af den gode gammeldags slags, helt uden computer-snyd, og de er skabt af genre-veteranen John Carl Buechler. Men på trods af disse nådesløse rædsler er HATCHET også en meget morsom film - ofte næsten på SCARY MOVIE-niveau og det er lidt synd. En anelse mindre komik ville have klædt filmen. Men den er underholdende som bare pokker på sådan en 'lad os drikke en masse dåseøl og se HATCHET'-agtig måde, men det er ikke en film, der vil skræmme livet af dig.

HATCHET er udgivet på dvd i Danmark af Midget Entertainment, men der skulle slet ikke være noget ekstramateriale på. Det er synd, for det er både sjovt og interessant - ikke mindst for hardcore-fans og kommende horror-instruktører. Jeg så filmen i den amerikanske region 1-udgave, der hermed anbefales.

HATCHET, USA, 2006. Instruktion: Adam Green. Medvirkende: Joel David Moore, Tamara Feldman, Deon Richmond, Kane Hodder, Mercedes McNab. Musik: Andy Garfield.

5 kommentarer:

  1. Hej Søren.
    Tja bum, den er vel et kig værd. Jeg har lige set et afsnit af 'Criminal Minds' hvor Mercedes McNab har en ganske velspillet rolle. Rart at se at hun kunne noget rent skuespil-teknisk og ikke (kun) er øjeguf.
    Jeg er en rigtig gyser buff og er vild med din blog.
    Mvh Malou

    SvarSlet
  2. Puha, jeg synes denne var en stinker. Kedelig og uinteressant, på trods af et par ganske blodige mord.

    SvarSlet
  3. Til Malou: Mange tak for de rosende ord. Horror er herligt!

    HATCHET er som sagt ikke en udpræget uhyggelig film - det er ren skæg og ballade... men den er værd at se, efter min mening.

    SvarSlet
  4. Så denne film idag og tænkte jeg lige ville tjekke op på din anmeldelse... Bortset fra åbningsscenen går der pænt lang tid før der for alvor sker noget, men så sker der også en del... Jeg jublede næsten højlydt da jeg så Buechlers navn, der er altså noget særligt ved de gode gamle håndlavede effekter - det er jo pga. dem at vi (jeg?) ser slashere... Det er ihvertfald sjældent de er særlig uhyggelige... Perfekt castet efter min mening, selv Pete fra "Dharma & Greg" som jeg ellers ikke bryder mig om var god som Shapiro... Fantastisk score ligeså... Alt i alt noget af det bedste jeg har set i lang tid...
    I 2eren overtager Danielle Harris rollen som Marybeth - det kan da næsten ikke gå galt...

    SvarSlet
  5. Jeg glæder mig meget til 2'eren.

    SvarSlet