I tredje bind af Showcase-genoptrykket af det klassiske DC Comics-hæfte THE HOUSE OF MYSTERY gælder det numrene 212 til 226. De udkom i perioden marts 1973 til september 1974. Som nævnt i min omtale af bind 2, blev bladets sidetal af og til udvidet. Det gjorde antallet af forfattere og tegnere ikke, og derfor var man nødt til at genoptrykke en del gamle og knap så uhyggelige serier.
Første del af bind 3 stammer dog fra en god periode i bladets historie, hvor man stort set kun bragte helt nye serier. Det er en stribe af perler, vi får serveret. Selv om man er underlagt Comics Code-reglerne, er mange af fortællingerne barske og noget mere uhyggelige end i de to første bind. Tegningerne er af høj kvalitet og det er herligt, at Berni Wrightson har leveret så mange af forsiderne.
Pr. nummer 224 skiftede DC Comics dog strategi igen. Nu skulle bladet udkomme hver anden måned og være på 100 sider. Nu måtte man dykke dybt ned i arkivet for at fylde bladet, men heldigvis fortsatte man også med at lave nye historier af høj kvalitet. THE HOUSE OF MYSTERY er pragtfuld læsning, hvis man holder af klassiske skræk-historier og jeg håber, at vi også får et bind 4.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar