Under Hamilton Highs afsluttende skolebal i 1957 bliver et ungt par myrdet af den bindegale præst, fader Jonas. Han bruger et metal-krucifiks som mordvåben. De andre præster konkluderer, at fader Jonas er blevet besat af Djævelen og i alt hemmelighed bliver han låst inde i en kælder, hvor en solid dosis medicin og gentagende eksorcismer skal holde det onde i skak. Klip til 1991. Den unge fader Colin får overdraget opgaven med at tage sig af fader Jonas. Han mener, at han kan hjælpe den besatte præst og undlader derfor at medicinere ham. Stor fejl!
Fader Jonas slipper fri, myrder fader Colin og sætter så kursen mod den bygning, hvor han i sin tid er blevet uddannet som præst. Den er i mellemtiden blevet omdannet til et sommerhus af nogle rige mennesker – og her har fire unge mennesker tænkt sig at tilbringe aftenen med frække aktiviteter. De er stukket af fra deres eget afsluttende skolebal for at være lidt alene. Men så møder de fader Jonas og hans dræber-krucifiks.
PROM NIGHT IV: DELIVER US FROM EVIL fra 1992 er den fjerde og sidste gyser i den oprindelige PROM NIGHT-serie. Tonen er noget mere seriøs end i den fjollede 3'er og filmen starter ganske lovende. Det er dog tydeligt, at budgettet ikke har været det store. Det meste af handlingen foregår i og omkring et stort hus og vi når at se hvert eneste værelse og hver eneste trappe mange gange. Der bliver gået og løbet en del i denne film. Og med kun fire potentielle ofre går der lang tid, før folk rent faktisk bliver slået ihjel.
Vi får også en del situationer med unge mennesker, der handler med hovedet oppe i røven, f.eks. da en af hovedpersonerne endelig får gravet en pistol frem, så han kan skyde fader Jonas. Gør han det? Nej, han løber op ad en trappe og klatrer op på taget, før han får affyret et eneste skud. Hmmm.... PROM NIGHT IV: DELIVER US FROM EVIL er underholdende på en tåbelig måde, men er alt for langtrukken til at gøre det store indtryk. Og slutningen er virkelig langt ude...
PROM NIGHT IV: DELIVER US FROM EVIL, Canada, 1992. Instruktion: Clay Borris. Medvirkende: Nicole de Boer, J.H. Wyman, Joy Tanner, Alle Ghadban, James Carver. Musik: Paul Zaza.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar