mandag den 1. juni 2009

Når varulve og vampyrer bliver sure

I den mørke middelalder regerer vampyrerne, ledet af den grumme Viktor. Han har for mange år siden taget Lucian til sig, den første varulv, der kunne skifte til menneskelig form. Nu arbejder en hær af varulve-slaver for Viktor, der også opkræver skat fra den lokale befolkning mod at beskytte dem mod de vilde varulve på egnen.

Lucian har umiddelbart ingen problemer med at slå andre varulve ihjel, men efterhånden bliver hans hemmelige forhold til Viktors datter Sonja et problem. Og da Lucian ved et tilfælde er nødt til at forvandle sig til varulv, bliver konflikten for alvor blodig.

UNDERWORLD: RISE OF THE LYCANS er en prequel til de to første UNDERWORLD-film og den fortsætter i det samme spor. Manuskriptet er utrolig enkelt og der er masser af action – blot med armbrøster i stedet for maskingeværer. Alle involverede nyder i den grad at spille deres roller, især Bill Nighy som den skumle Viktor. Han er bare så ond (selv om han også får en del tid til at gå med at sidde på sin trone og skule ud gennem sine farvede kontaktlinser).

Michael Sheen, Steven Mackintosh og Kevin Grevioux fra de to første film er også tilbage. Selene-karakteren er ikke med i denne historie, så vi må undvære Kate Beckinsale i denne omgang – til gengæld spilles rollen som Sonja med stor dynamik af Rhona Mitra (bl.a. kendt fra den fremragende tv-serie BOSTON LEGAL).

Filmen er instrueret af special effects-mageren Patrick Tatopoulos. Han er ekspert i at designe monstre, hvilket tydeligt kan ses på de computer-skabte varulve i filmen, der er virkelige flotte. De "gammeldags" varulve ser til gengæld lidt kedelige ud.

På dvd'ens ekstramateriale er det i øvrigt sjovt at høre producenterne snakke om, at nu skulle man jo endelig sørge for at holde budgettet og filmen måtte endelig ikke bliver for dyr. Det er altså en film til 35 millioner dollar, så det er ikke småpenge, den har kostet. Kan man lide de to første UNDERWORLD-film, skal man også se denne. Det er forrygende underholdning og filmen er klart den bedste af de tre.

UNDERWORLD: RISE OF THE LYCANS, USA-New Zealand, 2009. Instruktion: Patrick Tatopoulos. Medvirkende: Bill Nighy, Rhona Mitra, Michael Sheen, Steven Mackintosh, Kevin Grevioux. Musik: Paul Haslinger.

Læs også ...
Kate Beckinsale slår til
Kække Kate slår til igen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar