
Store mængder af Kings produktion findes også som film, og her har problemet ofte været at genskabe den særlige stil, der kendetegner hans måde at skrive på. Det har man dog fanget i NIGHTMARES AND DREAMSCAPES: FROM THE STORIES OF STEPHEN KING, en miniserie i otte afsnit, baseret på lige så mange noveller. Og det er stort set det eneste positive, man kan sige om den serie – bortset fra, at det første afsnit er fremragende. I "Battleground" møder vi William Hurt i rollen som en lejemorder, der netop har udført en kontrakt. Offeret var en legetøjsfabrikant. Kort tid efter modtager lejemorderen en grøn æske, der indeholder en hær af legetøjssoldater. Da soldaterne viser sig at være levende, begynder en mindre krig i lejemorderens luksuriøse lejlighed. Det er storslået og genial underholdning, lavet med stil og forrygende effekter.
Desværre er de syv andre afsnit en sand ørkenvandring, det ene mere ringe end det andet: Et ægtepar farer vild i det H.P. Lovecraft-inspirerede afsnit "Crouch End", en forfatter overtager sin karakters liv i "Umney's Last Case", et geni prøver at redde hele verden i "The End of the Whole Mess", en gyser-forfatter forfølges af en figur i et maleri i "The Road Virus Heads North", en forbryder prøver at finde udbyttet fra et kup i "The Fifth Quarter", en mand bides af en slange og kan følge med i sin egen obduktion i "Autopsy Room Four" og et ægtepar ender i en musik-besat by i "You Know They Got a Hell of a Band". En perlerække af skuespillere er blevet hyret til serien, herunder William H. Macy, Tom Berenger og Richard Thomas, men de kan intet stille op i så håbløse historier. Det hjælper heller ikke på det samlede indtryk, at musikken af Jeff Beal i flere afsnit er decideret rædselsfuld. En jammerlig serie.
NIGHTMARES AND DREAMSCAPES: FROM THE STORIES OF STEPHEN KING, tv-serie, USA-Australien, 2006, otte afsnit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar