Ginny er medlem af Top 10-kliken på Crawford Academy, et gymnasium for de rige og de populære. Selv om de ti elever er meget forskellige, hænger de altid ud sammen, ikke mindst på det lokale værtshus, The Silent Woman. En aften dukker en af dem, Bernadette, ikke op. Vi som publikum har allerede set, at hun har fået skåret halsen over af en mystisk person. Snart begynder andre medlemmer af kliken også at forsvinde.
Imens slås Ginny med sine personlige problemer. For nogle år siden var hun involveret i en bilulykke, hvor hendes mor omkom. Ginny fik en hjerneskade, som blev helet med en eksperimentel behandling. Efterhånden som hun husker mere og mere om ulykken, bliver hun usikker på, om hun kan have noget med sine kammeraters forsvinden at gøre.HAPPY BIRTHDAY TO ME er en canadisk slasher fra 1981 og det er en absolut storslået oplevelse. Det er på ingen måde den bedste slasher, der er lavet, men den er værd at se, fordi den er så typisk. Vi har hemmeligheder fra fortiden, unge mennesker, der ryger hash og drømmer om at gøre det frække, en mystisk morder med sorte handsker, en stribe makabre mord og et hav af mistænkte.
Plottet vrider og vender sig som en portion spaghetti i en røremaskine og slutningen er totalt langt ude på en meget Scooby-Doo-agtig måde. Faktisk havde man skrevet en meget traditionel slutning, da man gik i gang med at lave filmen, men den manglede det twist, der næsten er standard for genren. Så fandt man på en ny og mere overraskende slutning undervejs.Skuespillerne er den sædvanlige samling unge mennesker med Melissa Sue Anderson i hovedrollen som Ginny. Hun er primært kendt fra TV-serien LITTLE HOUSE ON THE PRAIRE og hun udmærker sig ved at være virkelig god til at spille hysterisk. Ellers bemærker man, at en veteran som Glenn Ford ikke følte sig for fin til at medvirke i en gyser.
Filmens lydspor har været genstand for en voldsom debat: Det varierer nemlig fra udgivelse til udgivelse. Egentlig var det Bo Harwood og Lance Rubin, der var hyret som komponister, men deres musik er på dvd-udgaven erstattet med noget disco-halløj og andet fra arkivet, der ikke altid passer lige godt. Helt syret bliver det på den engelske dvd-version, hvor man får disco-musikken, hvis man ser filmen med engelsk tale. Skifter man over til den tysksynkroniserede version, får man det oprindelige score. Vildt.
Denne dvd kan i øvrigt anbefales, da den også indholder danske undertekster og byder på et pænt og nydeligt billede. Vil man have filmen med det originale soundtrack og engelsk tale skal man vente til den 13. oktober, når den udkommer fra amerikanske Anchor Bay Entertainment.
HAPPY BIRTHDAY TO ME, Canada, 1981. Instruktion: J. Lee Thompson. Medvirkende: Melissa Sue Anderson, Glenn Ford, Lawrence Dane, Sharon Acker, Frances Hyland. Musik: Bo Harwood, Lance Rubin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar