Ny fransk horror: MALÉFIQUE
Forretningsmanden Carrère skal i fængsel, formentlig fordi han har bedraget sit firma. Carrère håber, at hans kone hurtigt kan stille kaution, så han kan komme ud til hende og sønnen. Imens må han tilbringe tiden i en nedslidt celle i et gammelt fængsel. Han deler celle med den muskuløse transvestit Marcus, dennes retarderede protegé Pâquerette samt den ældre Lassalle, der arbejder i fængslets bibliotek.
De andre fanger har svært ved at acceptere den pæne Carrère, men efterhånden lærer han også de trick, der skal til, for at overleve bag de tykke mure. En dag finder han en gammel dagbog i et hul ved sin seng. Den er skrevet af morderen Danvers, der i 1920'erne eksperimenterede med sort magi. Den umage kvartet prøver nogle af de formularer af, der står i bogen og det har forbløffende resultater. Måske kan bogen ligefrem bruges til at skabe en flugtvej, som ingen andre kan se.MALÉFIQUE fra 2002 blev til i et samarbejde mellem den tidligere journalist François Cognard og instruktøren Eric Valette. De blev bragt sammen af produktionsselskabet Bee Movies, der var parat til at bruge omkring otte millioner kroner på en film. François Cognard havde selve idéen, mens Eric Valette havde lavet et par kortfilm, der havde vakt en del opmærksom. Endnu et par manuskriptforfattere, Alexandre Charlot og Franck Magnier, blev koblet på, og så var man i gang.
Det særlige ved MALÉFIQUE er, at det meste af handlingen foregår i den samme fængselscelle. Dette har selvfølgelig været lidt af en nødvendighed på grund af det beskedne budget, men denne begrænsning bruges også optimalt i filmen. De fire mænd har intet privatliv, og det skaber en række bizarre situationer, hvor vi lærer personerne endnu bedre at kende.Centralt i historien er dagbogen, som Carrère finder. Den ligner The Book of the Dead fra EVIL DEAD-filmene, men minder også om de mange efterladte manuskripter, der er et vitalt element i H.P. Lovecrafts historier. Nogle af de besværgelser, fangerne siger, indeholder endda ordene Yog-Sothoth, et af de mystiske og uforståelige Lovecraft-væsener. Umiddelbart er fangerne rationelle mennesker, men de er nødt til at forholde sig realistisk til de utrolige ting, som bogen tilsyneladende rummer. Og de er drevet af trangen til at komme ud i friheden.
MALÉFIQUE kan minde lidt om en episode af THE TWILIGHT ZONE, udsat for en solid dosis Clive Barker. Alle spiller fantastisk, effekterne fungerer stort set vejen igennem og musikken af Eric Sampieri er med til at skabe en helt unik stemning. Desværre kan manuskriptet ikke holde dampen oppe hele vejen, og undervejs gøres der mærkværdige krumspring for at bringe historien videre. Det er lidt for kluntet, hvilket er synd, for der er så mange gode ting i denne film.Har man lyst til at se MALÉFIQUE, er den kommet i en flot dvd-udgave i England. På skiven får man også en halvtimes video-dagbog fra optagelserne. Her får man især et indblik i det voldsomme behov for at holde budgettet, men der er også et par fine klip om filmens special effects. Som en ekstra bonus er der også Eric Valettes sjove kortfilm IL EST DIFFICILE DE TUER QUELQU'UN, MÊME UN LUNDI, som handler om en mand, der frygtelig gerne vil være seriemorder.
MALÉFIQUE, Frankrig, 2002. Instruktion: Eric Valette. Medvirkende: Gérald Laroche, Philippe Laudenbach, Clovis Cornillac, Dimitri Rataud, Didier Bénureau. Musik: Eric Sampieri.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar