

SHEITAN er instrueret af Kim Chapiron, der er medlem af Kourtrajmé, en gruppe af nye, unge franske filmmagere. De støttes bl.a. af skuespilleren Vincent Cassel, der har været med i flere af gruppens kortfilm. Han spiller også hovedrollen i SHEITAN som Joseph - den alt andet end normale forvalter. Cassel dominerer hver eneste scene, han er med i, og leverer en vibrerende og energisk præstation. Samtidig er han så ekstremt skræmmende, selv når han prøver at være flink overfor folk.

I scenen, hvor Bart kommer op at slås de unge fra landsbyen i den varme kilde, får han en stor klump mudder smidt i hovedet. Desperat råber han: - Hvad er det I forventer, jeg skal gøre nu? Han er pludselig blevet en del af et spil, hvor han slet ikke kan være med, fordi han ikke kender reglerne.

Ja, vi får afsløret, hvad den mærkelige familie i huset er ude på, men det ender ikke så galt for alle, som vi måske sidder og forventer. Filmen bygger fænomenalt op, men kan ikke levere varen til sidst. Det er for sjusket udført og her fornemmer man tydeligt, at folkene bag kameraet ikke har den store erfaring endnu. Vincent Cassels præstation som den kugleskøre Joseph er dog ikke lige til at ryste af sig, og alene af den grund bør man give SHEITAN en chance.
Jeg så SHEITAN på den amerikanske region 1-dvd fra Tartan. Her får man også en bag kameraet-dokumentar, der er ganske rodet, men som i det mindste giver et godt indtryk af den enorme energi, der har været bag projektet. Det er især interessant at høre om Vincent Cassels kvaler med at skabe sin figur. Filmen kan også fås på en engelsk region 2-dvd fra Tartan, her blot under titlen SATAN.
SHEITAN, Frankrig, 2006. Instruktion: Kim Chapiron. Medvirkende:Vincent Cassel, Olivier Bartélémy, Roxane Mesquida, Nico Le Phat Tan, Leïla Bekhti. Musik: Nguyen Lê.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar