Som dreng ser Billy Chapman sine forældre blive myrdet af en forbryder, der er klædt ud som julemanden. Billy har netop fået at vide af sin skøre gamle bedstefar, at julemanden straffer børn, der ikke har været søde. Der er ikke noget at sige til, at han får et særdeles traumatisk forhold til julemanden. Han vokser op på et børnehjem, hvor en af nonnerne hjælper ham med at få arbejde i en legetøjsforretning, da han bliver 18. Det går godt, indtil det bliver jul og butikkens julemand bliver syg og Billy tvinges til at tage kostumet på. Så går han helt amok.
SILENT NIGHT, DEADLY NIGHT fra 1984 er en af genrens mere kontroversielle film. Den amerikanske forældreorganisation PTA var rystede over at se julemanden portrætteret som en morderisk galning. TriStar Pictures bukkede under for presset og trak filmen tilbage kort efter premieren - ikke mindst fordi de i forbindelse med et kommende salg af aktier ikke havde brug for al den ballade. Siden er SILENT NIGHT, DEADLY NIGHT blevet et mindre kulthit - ikke mindst i den glade juletid.
Den er i virkeligheden ikke det store sus. Vi ved hele vejen igennem, at det er Billy, der er morderen, så reel spænding er der ikke meget af. Tonen er ganske kynisk, hvilket er bizart underholdende og så får vi et par interessante drab undervejs. Som julegyser når den ikke BLACK CHRISTMAS til sokkeholderne, men man kan sagtens nyde halvanden time i selskab med denne mærkværdige produktion - i det mindste som december-underholdning.
Jeg så SILENT NIGHT, DEADLY NIGHT i dvd-udgaven fra engelske Arrow Video. Den er komplet, men en del klip er hentet fra en tydeligt dårligere kopi, men det er så prisen for, at man kan se den i en ucensureret version. Som ekstramateriale er der et 35 minutter langt telefoninterview med instruktøren Charles E. Sellier Jr. Endnu et interview med ham finder man i den omfattende booklet, hvor der også er en snak med Linnea Quigley, den berømte scream queen. SILENT NIGHT, DEADLY NIGHT er også udgivet på dansk dvd af Midget Entertainment, men jeg ved ikke hvor komplet denne udgave er.
SILENT NIGHT, DEADLY NIGHT, USA, 1984. Instruktion: Charles E. Sellier Jr. Medvirkende: Robert Brian Wilson, Lilyan Chauvin, Gilmer McCormick, Britt Leach, Linnea Quigley. Musik: Perry Botkin Jr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar