lørdag den 20. marts 2010

Stor ståhej for ingenting

Så fik jeg taget mig sammen til at se Lars von Triers ANTICHRIST - filmen, der sidste år skabte ballade i Cannes og fik det til at vende sig i både kritikere og publikum. Siden er fulgt en stribe flotte priser, så det er en film, der deler vandene. En anmeldelse magter jeg ikke at skrive, men en bemærkning eller to kan det da blive til.

Kort sagt: Jeg kan slet ikke forstå hvad alt det hysteri skulle til for. ANTICHRIST er en sammenkogt ret med lidt DON'T LOOK NOW, lidt EVIL DEAD, en dosis David Lynch og en solid omgang forkrampet TV-teater fra 70'erne - serveret i et mix af lækre slow motion-billeder og irriterende håndholdt kamera. Manuskriptet byder på kluntet dialog og tonstung symbolik. Det er en film, der distancerer i stedet for at involvere og man skal være meget nærtagende for at blive provokeret af dens budskab.

Så kan man måske blive chokeret over de meget omtalte scener med den blodige pik og den afklippede klitoris (nogle blev endda så opgejlede, at de fik placeret ANTICHRIST i genre-kassen med "torturporno"), men scenerne virker mere som "uha, se hvor meget jeg tør" fra instruktørens side. Men den talende ræv var fed!

8 kommentarer:

  1. "Men den talende ræv var fed!"

    -...og sådan afslutter man den... hæ:-)

    SvarSlet
  2. Uha, det var godt nok en ærgelig, uinspirerende og meget snæversynet gennemgang af en genial film. Bedre held med at forstå stor kunst næste gang... Man kan jo ikke være lige heldig med det hele. =(

    SvarSlet
  3. Hej Silas.

    Skal jeg forstå dig sådan, at hvis noget er "stor kunst", så må man ikke kritisere det? Jeg synes, at Lars von Trier før har lavet både gode og fremragende film - ANTICHRIST er efter min mening så ikke en af dem.

    SvarSlet
  4. konteksten hvormed filmen bliver vendt i, er efter min mening helt forkert. en gyserblog anmelder vel gyserfilm, antichrist er ikke en gyserfilm. jeg er enig med silas i, at der nok skal nogle lidt andre og bredere perspektiver på for at kunne tale om denne film.

    SvarSlet
  5. Sjovt nok har LvT selv udtalt, at det er en gyserfilm.

    Det er selvfølgelig helt i orden ikke at være enig med en anmelder, men vi lever ikke i et meningsdiktatur. Det er helt i orden for en anmelder at gå mod strømmen og have en anden holdning til noget populært. Ellers bliver det bare rygklapperi og sådan en blog gad jeg i alt fald ikke læse.

    SvarSlet
  6. Jeg er glad for, at von Trier selv kan se, at han har lavet en gyser. FANGORIA har også brugt sider på denne film, så...

    Selv set i et bredere perspektiv, f.eks. som et drama, fungerer ANTICHRIST ikke for mig...

    ...men ellers oplever jeg det som en kende snobbet, hvis denne blog ikke kunne skrive om f.eks. ERASERHEAD, REPULSION, VIDEODROME, THE LAIR OF THE WHITE WORM, PEEPING TOM, POSSESSION og THE WICKER MAN - bare fordi de i andre kredse end horror-miljøet anerkendes som mesterværker.

    SvarSlet
  7. Søren@

    Føler lidt det samme som du.

    Synes forresten, man kan finde spor af Andrej Tarkovskij i flere af Triers ting... men det er jo en anden historie.

    "Riget" var bedre.

    SvarSlet
  8. Hurra! Jubiii!! Endelig en negativ anmeldelse af Antichrist! Jeg er helt enig. Mener at det er kejserens nye klæder om igen med denne film. Til Silas der skriver at filmen er "stor kunst" kunne jeg godt tænke mig at høre hvad det er der er så "stor kunst" ved filmen. Jeg har lavet en anmeldelse på horrorsiden (da det også i min optik er en slags horrorfilm), hvor jeg redegør for, hvorfor jeg ikke mener, at filmen er stor kunst.

    SvarSlet