Håndværkeren Arkin arbejder for familien Chase, der er ved at få renoveret deres hus. Nu skal familien på ferie og det vil Arkin udnytte i kraft af sin mere skumle og kriminelle fortid. Han er nemlig indbrudstyv og hans ekskone har hårdt brug for penge, så hun kan betale nogle lånehajer. Arkin bryder ind i Chase-huset for at få fat i en stor juvel, der er gemt i et pengeskab. Mens han bakser med dette, opdager han, at der er en anden mand i huset. Denne har taget ægteparret Chase til fange og har fyldt hus med dødbringende fælder. Nu begynder et djævelsk spil.
THE COLLECTOR er lavet af Patrick Melton og Marcus Dunstan, manuskriptforfatterne på FEAST-trilogien og de seneste SAW-film. Duoen har haft meget travlt de seneste år, og det kan man desværre også mærke på THE COLLECTOR. Det ligner en film med en ambition om at introducere en ny horror-superskurk, nemlig The Collector, der elsker at tortere folk og slå dem ihjel, men som altid lader en overleve fra hvert gerningssted, som han så tager med sig. Det fungerer bare ikke - det er ikke andet end nogle tilfældige SAW-agtige idéer, der præsenteres i et overdrevet dynamisk billedsprog.
Nu er logiske historier ikke altid noget, der plager gysergenren, men den er helt gal i THE COLLECTOR. Her skal vi tro på, at The Collector i løbet af ganske få timer har nået at rigge hele familien Chases hus til med fælder. Nogle af dem er simple, mens andre er vanvittige Storm P.-konstruktioner. Det kan bare ikke lade sig gøre.
Og hvem er fælderne til, når han nu tilsyneladende har nogenlunde styr på familiens medlemmer? Og det er ikke det eneste... find selv flere plothuller, hvis du altså gider se filmen. Der er virkelig ikke meget at komme efter. En enkelt forholdsvis kreativ dødsscene er det hele - ellers er det en stribe hidsige scener, der prøver at signalere dynamik. Men det er bare tomme tønder, der buldrer.
THE COLLECTOR, USA, 2009. Instruktion: Marcus Dunstan. Medvirkende: Josh Stewart, Michael Reilly Burke, Andrea Roth, Juan Fernández, Karley Scott Collins. Musik: Jerome Dillon.
Du har ganske ret - The Collector er noget møg. Men hvorfor beskæftige sig med den her? - det er jo ikke en gyser. Alt efter hvilke kriterier man klassificerer film efter, er The Collector drama eller kriminalfilm, men bestemt ikke gyser. Spild ikke tiden på den slags...
SvarSletNu er det der med genredefinitioner noget vanskeligt noget. IMDb lister THE COLLECTOR som crime-horror-thriller, hvilket efter min mening dækker meget godt. Men filmen er stadig noget møg...
SvarSletMan kan naturligvis sige, at møg er møg, uanset genre. Men jeg har nu meget svært ved at kunne få øje på horror i The Collector.
SvarSletPå alle danske sider blir den katagoriseret som en gyser. Og selvom man kan sige at gyser ikke direkte oversat er horror men thriller så er den da klart inden for denne blogs genre. Ellers kan du jo hverken have King kong eller twilight eller 500 andre film fra denne blog med og så er vi jo nede på kun at kunne læse om splatter og tortur. Så Collector er en skidt film, men at sige den ikke passer i denne blog er helt forfejlet.
SvarSletThomas, med al respekt for din mening, kan jeg slet ikke følge din logik. King Kong indeholder da netop alt det, denne blog handler om. Hvorimod The Collector selv ikke med den bedste vilje kan presses ind her.
SvarSletNu maler jeg med en rimelig bred pensel her på bloggen, fordi jeg skriver om det, der optager mig personligt ved genren - og det, der "bare" er nyheder.
SvarSletOg jeg kan sagtens presse THE COLLECTOR ind i de kendte genre-definitioner, formentlig i en kategori, der kunne hedde "den monstrøse fremmede".
Jeg synes nu at den er god og syg på en fed måde den er i stil snart saw 3-6 bortset fra at det forgår i et hus men alle mord minder om saw og ham der har lavet film har osse været med til at lave saw3-6
SvarSlet