lørdag den 10. juli 2010

Predators på hjemmebane

Det begynder med en mand i frit fald over en jungle. I sidste øjeblik udløses en faldskærm og han lander hårdt på jorden. Snart får han følgeskab af andre personer. De er otte i alt - de fleste af dem med militærerfaring eller en lignende brutal baggrund. En enkelt af dem er læge. Alle husker de et lysglimt og så befandt de sig pludselig i frit fald. Det går op for dem, at de ikke længere er på Jorden - og at der bliver holdt øje med dem. Så bliver de angrebet af nogle enorme hundelignende væsener og så er jagten ellers i gang...

PREDATORS er en sequel til de to originale PREDATOR-film og i løbet af den første halve times tid genskabes stemningen perfekt fra klassikeren med Arnold Schwarzenegger. Den får ikke for lidt med macho-replikker og rigtig store våben. Det er super underholdning og da de monstrøse hunde går til angreb, ryger filmen op i femte gear. Men så begynder den egentlige fjende, nemlig de rastafari-behårede predators, at komme på banen og vi er - desværre - tilbage i velkendt territorium. Her er alt for lidt nyt at komme efter og selv om de brutale bæster er flot lavet, så er det tydeligvis "en mand i en plastik-dragt", vi præsenteres for i mange af scenerne.
Samtidig er manuskriptet temmelig ujævnt. Vi får en midterdel, hvor karaktererne for alvor bliver præsenteret, hvilket er rigtig fint. Desværre går filmen også ret død på dette tidspunkt. Og klimaks er en tyndbenet affære. Så PREDATORS starter godt, men kan ikke levere varen til sidst - og det hjælper heller ikke på det samlede indtryk, at den hverken er sindssygt nervepirrende eller særlig blodig. En OK omgang underholdning, men forvent ikke det store sus.

Det er ellers sjovt at se Adrien Brody i en rigtig macho-rolle, men heldigvis møder vi også virkelig seje gutter som Danny Trejo og Laurence Fishburne. På lydsporet leverer John Debney pumpende action-musik, der selvfølgelig citerer Alan Silvestri originale PREDATOR-score - og jeg mener også, at jeg hørte et par musikalske nik til ALIEN-soundtracket.
Når nu filmen hverken byder på nerveflænsende spænding eller groteske mængder splatter, så er det lidt voldsomt, at den er blevet forbudt for børn under 15 år herhjemme. End ikke en hoppe-vildt-i-biografsædet-chokscene kan det blive til. Derfor var det cool at se, at nogle havde valgt at benytte sig af reglerne om voksenledsagelse til den forestilling af PREDATORS, jeg var inde til. Der var mindst tre knægte i 11-12 års-alderen blandt publikum - og det førte ikke til panik i salen med forældre, der var nødt til at følge deres flæbende og traumatiserede unger med ud. De tog showet i stiv arm - også scenen, hvor en predator flår rygsøjlen og kraniet ud af liget på en mand. Så slæb bare børnene med ind og se PREDATORS - det er rendyrket skæg og ballade.

PREDATORS, USA, 2010. Instruktion: Nimród Antal. Medvirkende: Adrien Brody, Topher Grace, Alice Braga, Walton Goggins, Oleg Taktarov. Musik: John Debney.

3 kommentarer:

  1. Jeg har netop været inde og se filmen her til aften og er af helt samme mening.
    Filmen starter rigtig godt ud og skaber den rette stemning - lige på og hårdt! Første halvdel er rigtig cool, mens den desværre træder lidt for meget i vande i filmens anden del, hvilket er lidt synd.
    Jeg var dog godt underholdt og hyggede mig gevaldigt i Predator-universet.

    SvarSlet
  2. Hvis man er til Predator-film, så bør man ikke snyde sig selv for Bruno Matteis uofficielle sequel ROBOWAR som er 300% underholdende underholdning! xD.

    SvarSlet
  3. Så den idag, og må tilslutte mig den almene mening om at første del er bedst... Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Predator-romanen "South China Sea", her er det den samme type personer som i denne film, der, som rekreation, har meldt sig til en slags safari et sted i, ja, det sydkinesiske øhav... Det ender dog med at være dem selv der bliver jaget, og selvfølgelig udryddet en efter en...

    Ellers er det jo altid en fornøjelse at se Danny Trejo, den mand er bare pisseuhyggelig at se på, man bliver jo bange bare han smiler til en... Han er sikkert vildt flink i virkeligheden...

    SvarSlet