Hvis man spørger en videnskabsmand, hvorfor vedkommende beskæftiger sig med banebrydende forskning, der ligger på kanten af det etisk og moralsk forsvarlige, vil det første svar formentlig være noget i retning af: - Tænk på de enorme fordele. Tusinder af mennesker vil få et nyt og bedre liv. Når man så spørger ind til, at forskningen formentlig er ulovlig, kommer replikken hurtigt: - Jamen, hvis jeg ikke forsker i det, kan du være helt sikker på, at andre vil gøre det i lande, hvor man ser stort på reglerne.
I skrækfilmens verden har vi igen og igen set videnskabsmænd, der har leget Gud i deres laboratorier og har skabt fantastiske ting, der desværre har vist sig at have dystre skyggesider. Blandt de mange titler kan nævnes FRANKENSTEIN, TARANTULA, THE FLY, JURASSIC PARK, MIMIC og SPECIES. Nu kommer SPLICE, hvor vi endnu engang oplever forskere på glatis.
Clive Nicoli og Elsa Kast danner par privat. De arbejder på det samme laboratorium, hvor de ved hjælp af gensplejsning skaber nye arter, der kan producere medicin og andre gode ting. Firmaet nægter dem dog at putte menneskelig dna med ned i gryden, når de splejser gener, men parret vil dog prøve alligevel. Sådan i al hemmelighed og for lige at se om det virker. Det gør det! De får skabt et temmelig mærkværdigt barn, en lille pige, der vokser med voldsom hast. Hun får navnet Dren og hun viser sig at besidde mange forbløffende egenskaber - og de er ikke alle menneskelige...
SPLICE kan beskrives som seriøs horror for voksne mennesker. Vi får en kompleks historie med masser af følelser, og gyset kommer stille og roligt snigende. Det ligger lidt i kortene, at Dren vil udvikle sig til et monster, men undervejs oplever vi de svære og ubehagelige valg, som Clive og Elsa må træffe. De bliver fanget i en konflikt, hvor Dren går fra at være en laboratorie-rotte til at være deres datter - alt imens de desperat forsøger at holde Dren skjult for alt og alle. Oven i det hele er deres professionelle karriere ved at falde fra hinanden.
Det er en imponerende film, Vincenzo Natali har skabt, og det er en stor oplevelse at se den. Virkelig uhyggeligt bliver det dog aldrig, men SPLICE er et både foruroligende og intenst værk, der kræver meget af sit publikum, ikke mindst fordi den genre-mæssigt er lidt af en sammenkogt ret - og det heldigvis på den gode måde. Det sidste kvarters tid er vi dog i mere traditionelt horror-land, og underligt nok er disse scener ikke helt så stærke som det, der er gået forud.
Adrien Brody og Sarah Polley er perfekte i hovedrollerne som det ambitiøse forsker-par. Faktisk er de så gode, at de andre skuespillere næsten blegner i sammenligning. Delphine Chanéac er dog rigtig god som den voksne Dren. Hvis man vil være lidt grov, så er hendes præstation selvfølgelig forstærket ved hjælp af digitale effekter (hendes øjne er f.eks. konsekvent flyttet lidt længere ud på siden af hovedet) - men hun forstår alligevel at få sin personlighed til at trænge igennem den digitale magi.
Den engelske dvd fra Optimum Home Entertainment byder meget gavmildt på halvanden times ekstramateriale - fordelt på tre programmer. Først får man Interview with Director Vincenzo Natali, hvor den sympatiske og intelligente instruktør fortæller om sit årelange arbejde med at få filmen til at blive til virkelighed. Så følger A Director's Playground: Vincenzo Natali on the set of Splice, der mest er en video-dagbog med højdepunkter fra optagelserne. Selv om denne er noget fragmentarisk, får man en masse at vide. Til sidst kommer Behind the Scenes, der må betegnes som det egentlige making of-program - og det har heldigvis en del mere tyngde end den slags plejer at have, selv om vi selvfølgelig lige skal igennem det sædvanlige alle klapper alle på skuldrene-pladder.
SPLICE, USA-Canada-Frankrig, 2009. Instruktion: Vincenzo Natali. Medvirkende: Adrien Brody, Sarah Polley, Delphine Chanéac, Brandon McGibbon, Simona Maicanescu. Musik: Cyrille Aufort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar