Amerikanerne slipper godt fra at genindspille svensk vampyr-mesterværk

Vi er i Los Alamos, New Mexico, i 1983. Den 12-årige Owen bor sammen med sin mor i et trøstesløst kvarter. Han bliver mobbet i skolen og hader at bo i byen. Owens eneste fornøjelser er at spise slik og udspionere naboerne i sin kikkert. En dag flytter pigen Abby ind i lejligheden ved siden af med en ældre mand, der formentlig er hendes far. Abby kommer kun ud, når det er mørkt og går rundt i sneen med bare fødder. Efterhånden går det op for Owen, at Abby ikke er en helt almindelig pige.

Det er et kendt fænomen, at det er vanskeligt at få et biografpublikum i den engelsktalende verden ind og se film, der kræver af dem, at de skal læse undertekster. Og det uanset filmenes kvalitet. Derfor er det ikke så mærkeligt, at vi nu har fået en amerikansk version af John Ajvide Lindqvists usædvanlige vampyrhistorie LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN - og det selv om den svenske instruktør Tomas Alfredson allerede har imponeret med lidt af et mesterværk. Bag kameraet på US-udgaven finder vi Matt Reeves, der tidligere lavede den dynamiske monsterfilm CLOVERFIELD.
Nu kan man bruge en del tid på at grave i hvilke filmselskaber, der først viste interesse for Lindqvists roman - og man kan diskutere om Matt Reeves' version mest er en filmatisering af bogen eller et remake af den svenske film. Men de fleste går nok op i hvilken udgave, der er værd at se. Mit svar er, at den amerikanske LET ME IN er en flot, gribende og imponerende film - men den svenske LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN er altså bedst.

Matt Reeves har skabt en grum og dyster vampyrfilm, hvor historien er skåret helt ind til benet. Fokus er på det usædvanlige forhold mellem Owen og Abby, der er både desperat, romantisk og erotisk. Personkredsen omkring det umage par er mindre end i den svenske film og Reeves har droppet mange af de komiske elementer. Dette er en mørk sag, hvilket man også fornemmer på farvevalget med sort og orange som de mest dominerende i billedet. Skræk-effekterne er forholdsvis få, men der er knald på, når de dukker op.
Kodi Smit-McPhee og Chloe Moretz er helt utrolige i rollerne som Owen og Abby. Skuespillerne omkring dem er bundsolide - både børnene og de voksne. De spiller så nærværende og hverdagsagtigt, at man virkelig tror på dem. Michael Giacchinos musik er flot, men er måske lidt for insisterende i enkelte scener. Sjovt nok er gode gamle Hammer et af selskaberne bag LET ME IN og det er herligt at se deres navn på en film igen - i øvrigt med et logo, der minder lidt om det, Marvel bruger.

Jeg kan helt klart anbefale LET ME IN og der vil måske være mange, der foretrækker den amerikanske udgave, fordi tonen er så seriøs. Under alle omstændigheder er det fantastisk, at den samme historie er blevet fortalt i to så vellykkede versioner. Jeg så filmen på region 1-dvd'en fra Anchor Bay. Her får man en lille bag kameraet-dokumentar, der ikke er det store sus, samt et par små indslag om effekterne. Slettede scener og kommentarlydspor er også en del af pakken.

LET ME IN, England-USA, 2010. Instruktion: Matt Reeves. Medvirkende: Kodi Smit-McPhee, Chloe Moretz, Richard Jenkins, Cara Buono, Elias Koteas. Musik: Michael Giacchino.