søndag den 5. juni 2011

En phantasmisk filmoplevelse

For mange år siden købte jeg i en videoforretning i Aarhus et udtjent udlejningseksemplar af Don Coscarellis PHANTASM. Filmen havde den mærkværdige danske undertitel DUS MED DØDEN og det var sandelig også en mærkværdig oplevelse at se den. Stemningen var bizar og surrealistisk, men der var også masser af gys - især takket være Angus Scrimm i rollen som verdens højeste (og mest uhyggelige) bedemand.
Jeg har ingen ide om, hvad der skete med min VHS-kopi af PHANTASM, og underligt nok fik jeg heller ikke set de tre fortsættelser, der kom senere hen. Men de seneste par uger har jeg været i PHANTASM-land og har fået set det hele. Og det var været så fedt.
PHANTASM-serien er skabt over en mere end 20-årig periode. Den første kom i 1979, efter at optagelserne havde stået på i mindst et par år. PHANTASM II havde premiere i 1988, PHANTASM III: LORD OF THE DEAD kom i 1994 og det hele blev indtil videre rundet af med PHANTASM IV: OBLIVION fra 1998. Filmene fortæller om Mike og hans gode ven Reggie - verdens sejeste issælger - der gennem flere år jagter The Tall Man, en bedemand, der i al hemmelighed stjæler de lig, han begraver, og gør skumle ting ved dem. Det hele er en del af en større konspiration, der måske har forbindelse til andre planeter.
Hvis du synes, det lyder syret, så kan jeg kun bekræfte dig i den mistanke. PHANTASM-sagaen er et trip, der ikke ligner så meget andet i denne genre. Stemningen er helt unik med det vildeste mix af grumme gys og kulsort humor. Selv om budgettet på filmene har været i den lave ende, så er det tekniske niveau tårnhøjt. Musikken af Fred Myrow, Malcolm Seagrave og Christopher L. Stone er helt fantastisk - og så er de blodtørstige flyvende sølvkugler mindst lige så cool som Freddy Krugers handske og pusleæskerne fra HELLRAISER-serien.
Jeg har set filmene på den storslåede box, der udkom fra Anchor Bay i England for nogle år siden. Kvaliteten er optimal og man får bunker af ekstramateriale. Ud over den halvanden time lange dokumentar PHANTASMAGORIA, så kan man bare blive ved med at grave ting frem. Alene de mange easter eggs byder på mere end en halv times guf. Boxen kan være lidt svær at finde efterhånden, men hvis du falder over den, så slå til - den er bare helt phantasmisk!

4 kommentarer:

  1. Jeg er selv den lykkelige ejer af Phantasm Sphere: Limited Edition Box Set (5-disc)
    http://laserdisken.dk/html/visvare.dna?vare=11278198361197339
    Og ja, det er en ret unik oplevelse. Don Coscarelli har en trademark gotisk stil, der går igen i flere af hans film, f.eks. The Beastmaster, Bubba Ho-Tep og musikvideoen Last In Line med Ronnie James Dio. Jeg sætter som sagt selv stor pris på bokssættet.

    SvarSlet
  2. Jeg har så den almindelige digipack-udgave, men den morderiske sølvkugle-udgave er vildt flot.

    SvarSlet
  3. Superfed læsning. Phantasm filmene har jeg desværre aldrig fået set. Hvis bare jeg kunne finde en dvd-udgivelse med alle filmene...

    SvarSlet
  4. Phantasm kan jeg aldrig få nok af! Jeg så den første Phantasm film på lejevideo i 82 ( fra polygram video, hvis jeg ikke tager meget fejl ), og lige siden har jeg været megafan af Phantasm universet. Jeg ser naturligvis frem til Phantasm 5.

    SvarSlet