lørdag den 12. november 2011

Gys for børn, unge og voksne på Bogforum

I går var jeg inde til Bogforum, der i denne weekend kører i Forum i København. Målet var selvfølgelig at finde noget horror i labyrinten af stande, forfattere, forlæggere og gæster. Jeg var der kun i knap to timer, men det var noget af et inferno - især midt i det enorme rum, hvor nogle boghandlere lokkede med en del bøger til næsten ingen penge. Her blev titlerne flået ned fra hylderne, som om kunderne var zombier på jagt efter menneskehjerner. Sådan var det ikke alle steder, selv om de fleste forlag på den ene eller den anden måde fristede med gode tilbud.
På forhånd vidste jeg godt, at jeg skulle besøge Tellerups stand, hvor Michael Kamp signerede bøger. Tirsdag udkommer hans seneste gyser, BUNKER 137, og den fik han lov til at sætte sin autograf i til en stribe fans, der kiggede forbi. Senere på bogmessen fik Michael også førstepræmien på 25.000 kroner i den såkaldte Drengelitteraturprisen, som Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning har lanceret. Det nåede jeg ikke at overvære selv, men det er helt fantastisk, at Michael har så stor succes med sine skriverier - det er i høj grad fortjent.

Jeg fik også hilst på de flinke folk fra Tellerup, der i øvrigt havde et gratis eksemplar af Dennis Jürgensens ungdoms-gyser TUNNELMANDEN til alle, der var interesseret. Forlaget udgiver enormt mange vampyr-titler i disse år. Det meste er i paranormal romance-genren til især unge (og ja, Tellerup vil også udgive de kommende THE VAMPIRE DIARIES-bøger på dansk, så hvis man venter på fortsættelsen i bind 8, 9 og 10, så skal de nok dukke op en dag), men der er også noget til de lidt ældre læsere.

Forlaget udgiver nemlig første bind af J.R. Wards THE BLACK DAGGER BROTHERHOOD-serie, hvor første bind, DARK LOVER, får titlen VAMPYRKONGEN. Og hvis vi lige vender tilbage til ungdomstitlerne, så har danske Pernille Eybye kastet sig ud i at skrive en vampyrserie. Den hedder BLODETS BÅND og de to første bind, BLODSØSTRE og HYÆNELATTER, udkommer på tirsdag.
Som sagt er det meste af dette i grænselandet til horror, men det er populært. Rigtig horror fandt jeg til gengæld i forlagets Valetas stand, hvor jeg fik A. Silvestris monumentale zombie-epos PANDAEMONIUM med under armen. Det glæder jeg mig helt vildt til at læse. Jeg snakkede også lidt med folkene i forlaget Fahrenheits stand. De har netop udgivet første bind af Robert Kirkmans THE WALKING DEAD-tegneserie på dansk og de satser på at have bind 2 klar om et lille halvt års tid.

Endelig skal jeg lige nævne forlaget Cadeau, der havde en helt væg med gys for børn. Serien hedder Let-Gys og er - som navnet antyder - skrevet i et let tilgængeligt sprog. Jeg fik at vide, at bøgerne især er et stort hit ude på skolebibliotekerne. Hele 40 titler er udkommet i serien og det var overvældende at se dem alle stillet op. Forlaget har også en serie, der hedder Mini-Gys.
Det samlede indtryk af min hurtige ekspedition til Bogforum er, at horror til børn og unge står forholdsvis stærkt, men at der er rigtig mange serier i urban fantasy- og paranormal romance-genrerne, der konkurrerer om pladsen på boghandlernes hylder. Horror til voksne er til gengæld et lidt sjældent monster, men der er en gruppe forfattere, der i disse år prøver at udfordre markedet med nye titler. Det skal blive spændende at følge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar